Smuthul kan redde staten fra dyr rensning efter lossepladser

Giftige lossepladser Et smuthul i Vandrammedirektivet gør, at staten kan lempe på miljømålene for vandløb, der ikke kan opnå 'god kvalitet'. For eksempel hvis der ligger en gammel losseplads, der siver giftige stoffer ud fra.

Der er cirka 69.000 kilometer vandløb og cirka 2.500 gamle, nedlagte lossepladser i Danmark. Omkring en fjerdedel af lossepladserne ligger, så der er stor risiko for, at de lækker giftige stoffer i vandløbene.

Det er imidlertid en kæmpeopgave at undersøge og derefter rette op på alle de steder, hvor der kan sive gift ud.

Og det bliver måske heller ikke nødvendigt.

Åer og vandløb kan - jævnfør Ingeniørens længerevarende dokumentation - være udsat for en gammel og konstant forurening fra gamle lossepladser, der ikke er sikret med andet end et tyndt lag jord. Foto: Ole Akhøj/Naturstyrelsen

Staten har nemlig mulighed for at bruge en bestemmelse i Vandrammedirektivet, som lemper kravene til indholdet af stoffer i vandet, hvis det for eksempel ikke kan betale sig økonomisk at fjerne forureningen.

»Det er et smuthul, som EU-landene kan gøre brug af, hvis de vurderer, at det bliver for dyrt at afhjælpe problemet,« vurderer professor ved Institut for Bioscience, Aarhus Universitet, Brian Kronvang.

Det er juraprofessor ved Københavns Universitet Peter Pagh enig i, men han mener, at Vandrammedirektivet er én stor - og tilsigtet - lempelse af kvalitetskravene i forhold til tidligere direktiver om vandmiljø.

»Det er hele kernen i direktivet at kunne lempe kravene. Det har aldrig været meningen, at Vandrammedirektivet skulle skærpe kravene til vandmiljøet. Det er ret nemt at konstatere, for det har ikke betydet en skærpelse i nogen af de andre lande,« siger han.

Tab af vigtig ressource

Ifølge Naturstyrelsens egen hjemmeside danner vandløbene forbindelse mellem landjorden og havet, og ud over at være levested for en lang række planter og dyr fungerer vandløbene som spredningskorridorer i landskabet. 'Dermed indtager vandløbene en nøglerolle i forhold til andre naturtyper', skriver styrelsen.

Brian Kronvang understreger, at den gode vandkvalitet i vandløbene er vigtig for os allesammen.

»Det er først og fremmest det, vi lever af. Så hvis man tillod, at det blev dårligere og dårligere i hele EU, så stod man med et tab af en ressource, som er meget vigtig,« siger han.

»Problemet er, at hvis du har en punktforurening, som forurener nogle meter eller kilometer nedstrøms, så vil den strækning ikke kunne opnå niveauet 'god kvalitet', som den skal ifølge Vandrammedirektivet. Og så er man nødt til at gøre noget,« siger professoren og peger på oprensning af lossepladsen, afværgepumper eller - ja, at sænke miljømålet.

Ingen lempelser i nuværende vandplaner

Det er EU's vandrammedirektiv, der forpligter Danmark til at sørge for, at alle vandløb har 'god kvalitet' og er sunde og raske.

I dag er der ingen regler om, at vandløbene skal undersøges for punktforureninger fra eksempelvis lossepladser. Men der er en ændring af jordforureningsloven på vej, som måske kommer til at pålægge regionerne at rette op på den type forurening.

Naturstyrelsen, som er ansvarlig for vandplanerne, oplyser, at bestemmelsen om, at staten kan vælge at udpege vandløbsstrækninger, der ikke lever op til målet 'god kvalitet', ikke er blevet anvendt i de vandplaner, der blev offentliggjort sidste år. Vandplanerne er dem, der implementerer Vandrammedirektivet herhjemme.

Til gengæld har mange strækninger fået udskudt tidsfristen for målopfyldelse.

Konstitueret kontorchef i Naturstyrelsen Sara Røpke kan ikke udtale sig om, hvorvidt bestemmelsen vil blive brugt, når vandplanerne i slutningen af 2015 skal revurderes.

Ifølge professor Peter Pagh kan myndighederne godt finde på at anvende undtagelsesbestemmelsen.

»Men det tragiske her er, at man skal forklare, at alle de ting, man skal foretage sig, skyldes, at man ikke undersøgte sagen ordentligt, da man vedtog de første vandplaner,« tordner han.

»Og hvis myndighederne i øvrigt betragter de nuværende vandplaner som gældende, har man et problem med lossepladserne, fordi man så skal sørge for, at der ikke sker en udsivning.«

Dokumentation

Vandrammedirektiv

Kommentarer (10)

Samtidig med, at man har indført en randzonelov, der ødelægger landbrugets og landets økonomi uden at gavne miljøet i måleligt omfang, så leder man tilsyneladende efter et hul i Vandrammedirektivet, som kan bruges til at svine videre fra lossepladserne.
På en måde er der symmetri i tingene: På den ene side bruger politikerne Vandrammedirektivet som en falsk begrundelse for at indføre nogle randzoner uden reel miljømæssig betydning. På den anden side leder politikerne efter et hul i Vandrammedirektivet for at sikre muligheden for fortsat at kunne lede miljøskadelig gift ud i vandløbene.
Den politiske kriminalitet breder sig.

  • 0
  • 0

Jeg er helt enig med Poul Vejby-Sørensen
Håber at Landbrugets organisationer er/bliver opmærksomme på dette
Dette bør rejses politisk

  • 0
  • 0

Det må du så gerne mene Poul Vejby-Sørensen, men det er nu ikke rigtigt. Bræmmerne er en nødvendig minimum beskyttelse, som sikre at pesticider, kunstgødning og gylle ikke rammer vandløbet ved afdrift og overflade afstrømning men også tab gennem rodzonen. At din arbejdsplads bæredygtigt landbrug mener noget andet, er ikke så underligt da organisationen varetager landbrugets interesser og ikke samfundets, eller naturens.

  • 0
  • 0

Finder det meget ironisk og pudsigt at når staten kan give arbejde til folk med rensning af 2500 losse pladser at så er det for dyrt, men når det kom til at tonsvis af håndværkere skulle have arbejde så smed de gladeligt med milliarderne... Det er alles ansvar at holde verden uforurenet... og at lade det værre gør ikke tingene bedre.. Et eller andet sted så håber jeg at man vælger at tage sig sammen, accepterer en regning men samtidigt at vi fjerner forurening som vi reelt set selv er skyld i!

  • 0
  • 0

Vi gør jo INTET kun for naturen, de ting vi gør er så små og nytteløse.

Der er kæmpe ø'er, større end danmark fyldt med plastik og andet ragelse som bare får lov at ligge og flyde i vandet.
Biler kører stadig på kul.
Vores produkter holder max et par år, og bliver ikke genbrugt.
Osv..

Tag dog noget ansvar og få ryddet op efter jer!
Det ender med at jorden kommer til at ligne det, fra Wall-E filmen.
Så vi må flytte væk fra jorden i flere hundred år og håbe på at alt er godt når vi kommer tilbage.

  • 0
  • 0

Peder Størup. 2-meter randzoner er tilstrækkeligt til at sikre vandløbene. Den danske enegang er meningsløs. Men hvad mener du om det, historien handler om: Gamle lossepladser, der lækker gift ud i vandmiljøet? Ammonium, som i modsætning til nitrat er giftigt for fisk mv., samt allehånde udefinerede kemiske nedbrydningsprodukter. Er det i orden at se stort på det?

  • 0
  • 0

Der er tale om statsautoriseret kriminalitet. Politikerne lader giftstoffer frit flyde ned i grundvand og vandløb. Man måler kun på ganske få stoffer som f.eks. nitrat som stort set er ugiftigt. Perkulat fra lossepladser fyldt med alt fra opløsningsmidler, ammonium, medicinrester og hormonforstyrende stoffer.

Det er danmarkshistoriens værste forbrydelse hidtil.

  • 0
  • 0

Det er det letteste,hurtigste og så er landbruget jo de eneste her i landet som sviner......
Ironi kan forekomme.

Det er nogle dyrtkøbte besparelser, som landbruget i første gang betaler for med randzonerne, som DK er ved at lave. Senere vil det koste hele landet dyrt. Gang de 50000,- ha med hvad som helst, og tag det fra udkants DK.

Men der gøres jo noget for naturen i DK, det kan alle jo se.....
Jeg vil kalde det at sminke virkeligheden.

  • 0
  • 0

Der er tale om statsautoriseret kriminalitet. Politikerne lader giftstoffer frit flyde ned i grundvand og vandløb. Man måler kun på ganske få stoffer som f.eks. nitrat som stort set er ugiftigt. Perkulat fra lossepladser fyldt med alt fra opløsningsmidler, ammonium, medicinrester og hormonforstyrende stoffer. Det er danmarkshistoriens værste forbrydelse hidtil.

Sludder
Niels Bohr og Risø er værre.

  • 0
  • 0

Biler kører stadig på kul.

Det er da vist ved at være på høje tid at du skifter din bil ud - så kan du samtidig fyre fyrbøderen :-)

Men ellers er jeg meget enig: Det er simpelthen noget svineri !

  • 0
  • 0