Smart app til overvågning af sommerhuset
Sms-styring af varmen i sommerhuset har været kendt i længere tid. Nu er fynske Micro Technic gået skridtet videre og har udviklet en lille enhed, der både kan styre varmen og vandet og tilsluttes en række sensorer, der viser temperaturen, og om der eventuelt er trængt vand ind i kælderen.
»Vi har lagt hele styringen ned på en app, som man nemt kan betjene med sin smartphone. Selvfølgelig kan man også anvende en almindelig telefon og blot sende en sms for at styre eksempelvis varmen eller vandet, men udviklingen går i retning af, at flere og flere anvender en smartphone,« siger direktør i Micro Technic Finn Max Laursen.
Software skrevet til modem

Apparatet har Micro Technic selv bygget op, og selskabets softwareudviklere har fået plads til det meste af applikationen i selve GPRS-modemet, hvilket betyder, at der blandt andet er sparet en ekstra processor til afvikling af applikationen:
»Vi har skrevet softwaren direkte til det pågældende modem. Det er godt nok en enkel måde at gøre det på, men det er alligevel tilstrækkeligt til, at vi kan lave en smart løsning, og så er det klart, at prisen har en betydning, da det er et produkt, der er rettet mod det private marked.«
Finn Max Laursen har selv systemet installeret, og det gik hverken værre eller bedre end, at han under en tur til Sverige fik alarm om, at strømmen var gået i huset hjemme i Danmark.
»Så jeg fik prøvet på min egen krop, at systemet virker. Nu var lynet slået ned i mit hus og eltavlen futtet af, så der var ikke så meget man kunne gøre, men jeg fik da besked og kunne få min søn til at kigge forbi,« fortæller han.
Naboen modtager alarmen
Systemet kan udvides med lokalalarmering, så alarmen går til nærmeste nabo, der langt hurtigere kan gribe ind, hvis det er nødvendigt. Micro Technic overvejer at udvide enheden, så den suppleres med en GPS, så det eksempelvis er muligt at udvide overvågningen til at omfatte en campingvogn.
Når Micro Technic vælger selv at opbygge sin mobile enhed med modem og lager og ikke blot benytter en eksisterende mobiltelefon, skyldes det blandt andet, at der vil være anvendelsesområder, hvor det ikke er hensigtsmæssigt med en mobiltelefon som interface. Desuden er det mere kompliceret at tilslutte eksterne enheder, påpeger Finn Max Laursen.
Selskabet har i årevis specialiseret sig i decentrale overvågningsenheder, så det er langtfra et nyt marked for Micro Technic. Selskabet har da også en opdateret udgave af deres mest solgte industrielle overvågningsenhed med på E-12.
Et eksempel på, hvor den lokale dataindsamling kan udnyttes, er boligforeninger med manuel aflæsning af måleenhederne, hvor en servicemedarbejder skal rundt til samtlige vandinstallationer for at sikre, at de fungerer efter hensigten.
Med den nye overvågningsløsning fra Micro Technic samles alle data centralt, så servicemedarbejderen kun behøver tage ud til de installationer, hvor der er registreret et problem.




Kommentarer (0)