Siemens Wind Power flytter hjemmefra

Siemens udskiller vindmølleforretningen i en selvstændig organisation. Divisionen skal styres fra Hamborg, men Brande bliver europæisk hovedkvarter, hvor forskning og udvikling også skal foregå.

Syv år efter Siemens købte Bonus Energy, er vindmølleforretningen kommet så godt i vej, at Siemens nu giver Bonus Energy sin egen division med tre regionale forretningsenheder. Organisationsændringen i den tyske industrigigant sker den 1. oktober.

Henrik Stiesdal, teknisk direktør i Siemens Wind Power, fortsætter med samme titel i den nye organisation og ser ændringen som udtryk for den positive udvikling, der har været i virksomheden siden 2004:

»Løftet fra at være en af de 56 forretningsenheder til nu at være en selvstændig division er udtryk for, at vi er en succes,« siger Henrik Stiesdal.

Jan Kjærsgaard skal lede den europæiske forretningsenhed i Siemens' nye Wind Power-division.

Han peger på, at vindmølleforretningen er vokset fra at udgøre en halv procent af Siemens samlede omsætning i 2004 til i dag at udgøre fem procent. Sideløbende er antallet af medarbejdere vokset fra 800 til 7.800 medarbejdere. Heraf 5.200 i Danmark.

Den nye Wind Power-division får tre forretningsenheder, der dækker hver sin region: Europa/Mellemøsten/Afrika, Amerika og Asien. Hovedkvarteret for Europa/Mellemøsten og Asien kommer til at ligge i Brande.

Ny administrerende direktør bliver Jan Kjærsgaard, der de seneste tre år har været chef for Siemens Wind Power Americas. Han vender nu tilbage til Brande, hvor fra 2001 til 2008 var salgsdirektør først i Bonus Energy og siden i Siemens.

Han forventer at udvide aktiviteterne til f.eks. Sydafrika og Tyrkiet, hvor der netop er åbnet et kontor:

»Vi er stærke på offshore, hvor vi har en markedsandel på over 50 procent. Men det kræver hårdt arbejde og kundefokus at fastholde vores position,« siger Jan Kjærsgaard.

Kræver regional forankring

Når Siemens har besluttet at dele divisionen op i tre regionale forretningsenheder skyldes det, at netop vindmølleproduktion forudsætter, at man er forankret regionalt, siger Jan Kjærsgaard med reference til sin tid som direktør i USA:

»Vi begyndte i USA i 2006 og i Canada i 2008, og i dag er vi nummer to i USA og nummer et i Canada. Det har vi gjort ved at satse på egen fabrik. Hvis vi skal drive det lokale, er vi nødt til at have fabrikker. I lande som f.eks. Rusland og Kina kan vi ikke lave møller, uden vi bygger fabrikker. Om få år er vingerne 55 meter lange, og så kan vi altså ikke transportere dem fra Brande,« siger Jan Kjærsgaard.

Hovedkvarter i Hamborg
Hovedkvarteret for den nye division kommer til at ligge i Hamborg, men det er nødvendigt, mener teknisk direktør Henrik Stiesdal:

»Skal man lede en stor virksomhed, er det nødvendigt, at hovedkvarteret ligger i en international storby. Vi har hidtil refereret til Nürnberg, så vi er glade for, at hovedkvarteret nu kommer tættere på. Og så er Jan (Kjærsgaard, red.) og jeg stadig en del af ledelsen,« siger Henrik Stiesdal.

Forskning og udvikling i Danmark

Forsknings- og udviklingsaktiviteterne bliver også i Danmark. Milliardinvesteringen i udviklingscenteret og udvidelsen af ingeniørstaben bliver der heller ikke ændret på i forbindelse med, at vindmølleforretningen får foden under egen division.

Med organisationsændringen bliver det nu nemmere at se, hvordan vindmølleforretningen klarer sig, da den som division får selvstændigt regnskab. Noget, Siemens Wind Power hidtil ikke har haft som forretningsenhed i Renewable Divisionen.

Kommentarer (4)

Man kan beskrive forskellige problemstillinger på lige så mange måder, som der er ord til.

Jeg læser teksten således, at der om ganske få år ikke er nogen selvstændig vindmølleproduktion i Danmark. Dertil er vilkårene i Danmark simpelthen ikke tilstrækkeligt gunstige. At Siemens nu laver nogle interne omgrupperinger er vel givetvis for at klargøre vind-divisionen til et senere salg eller børsintroduktion. Så kan moderkoncernen måske håbe på, at få lidt i kassen medens tid er. At Siemens sammen med Vestas har forsøgt at fordreje hovederne på en række folketingspolitikere via en fejlagtig og stærkt manipulerende fremgangsmåde i forbindelse med etablering af et vindmølletestcenter, der ønskes placeret i et unikt naturområde i Thy betyder imidlertid, at naturinteresserede verdensborgere græder med tørre øjne, hvis Siemens måtte beslutte at forlade Danmark sammen med Vestas. Det kan nemlig på intet tidspunkt siges at være acceptabelt, hvis en virksomhed ønsker at brande sine industriprodukter på bekostning af natur og biodiversitet, hvilket præcist sker med etableringen af vindmølletestcenteret i Thy. Siemens må derfor forvente, at virksomheden på samme måde som tilfældet har været med Vestas, vil opleve stadigt stigende eksponering i medierne som en industriaktør, der ikke varetager naturens interesser. At det hele sker i et stærkt omstridt samarbejde med DTU Risø gør bestemt ikke sagen bedre, heller ikke for Risø-forskerne, der senest har fået sit dokumentationsmateriale om testcenteret til brug for behandling af forholdene overfor de erstatningsberettigede naboer klart forkastet af Taksationskommissionen. Siemens burde ALDRIG have gået ind i dette testcenter og forsøgt at legitimere dette, da det hviler på simple manipulationer, løgne og et klart uvidenskabeligt grundlag overfor påvirkningen af omkringliggende Natura 2000 - områder.

På denne baggrund synes det derfor i højere grad realistisk at notere sig, at Siemens nu er begyndt at klargøre en selvstændig divisionering og senere salg for at forsøge at redde, hvad reddes kan inden vindaktiviterene forsvinder helt. For der er intet godt ved vindmøller, sålænge den pågældende aktør - konkret Siemens - ikke tager et ansvar og ikke har sagt fra overfor den fejlagtige placering af et vindmølletestcenter i naturområdet. Et testcenter kunne jo placeres på landbrugsjord tættere på virksomhedens udviklingsafdeling, hvilket synspunkt Siemens ikke har haft hverken lyst eller energi til at forfægte. Derfor agerer Siemens forkert.

  • 0
  • 0

Fantastisk tolkning at Siemens tror de er ved at brænde sig på deres vindmølledivision, på en dag hvor de har annonceret at de er ved at blive så store globalt, at de bliver nødt til at oprette tre regionale centre i hver deres verdensdel og bibeholder en yderligere investering på 1 mia i DK.

Faktum er at aldrig har vindmøllebranchen omsat for så meget, eksporteret så meget (ca 90% af omsætningen), haft så stor andel af dansk eksport, den er igen på vej imod rekord i antallet af ansatte, men har haft større vækst i produktivitet per medarbejder end nok nogen anden større dansk industri. Alle disse tal er cirka fordoblet i de fire år jeg har læst med her.

  • 0
  • 0

Nu er det jo ikke gylle vi taler om, men mon ikke Henrik Svanholm flipper ud i sit indlæg. Her har man en højteknologisk virksomhed, der samtidig har den økonomiske formåen og vilje til at udvikle en dansk virksomhed til at blive en international spiller på markedet, og ikke som man ofte ser en kapitalfond der går ind i en virksomhed udelukkende med det formål at dræne virksomheden for kapital og viden for derefter at gøre forretningen klar til et videre salg. Her kvitterer Siemens med at videreudvikle virksomheden i en struktur, der skulle gøre virksomheden mere dynamisk og samtidig give ledelsen større ansvar og kortere beslutningsveje. Jeg ser det som et skulderklap at topledelsen og udviklingsafdelingen stadig har et kraftigt dansk islæt. Skulle vi ikke prøve at skubbe Janteloven lidt i baggrunden.

  • 0
  • 0