Siemens vil have egne testfaciliteter til vinger og maskinkabiner

En del af Siemens' investering på én milliard kroner kommer til at gå til nye og forbedrede testfaciliteter i Aalborg og Brande, hvor man vil afprøve henholdsvis vinger og teste hele maskinkabiner. Lindø betragtes som backup.

Nye og bedre testfaciliteter skal bane vejen for endnu mere effektive Siemens-vindmøller, der på længere sigt kan konkurrere med elproduktion fra de fossile energikilder.

Derfor vil Siemens nu etablere testfaciliteter ved de to nye forsknings- og udviklingscentre, som Siemens annoncerede tidligere i dag, onsdag. Byggearbejdet starter inden for to uger og forventes færdig inden for de næste to år.

Centret i Aalborg skal - ud over at arbejde med Siemens' Quantum Blade vingeteknologi - udstyres til at klare den statiske og dynamiske afprøvning af nye vingetyper. En afprøvning , som i øjeblikket foregår i Brande, og hvor vingerne hænges op i vingeroden og belastes med både statiske og dynamiske laster.

Centret i Brande skal fokusere på direct-drive teknologien og på afprøvning og test af hele maskinkabiner:

»Den nye testbænk skal kunne afprøve maskinkabiner i størrelser på 6 MW og derover, og ideen er, at man i forcerede test kan simulerer hele møllens levetid og alt, hvad den kommer ud for af belastninger, på bare få måneder,« forklarer teknologichef Henrik Stiesdal.

Ifølge Stiesdal er det også meningen, at faciliteterne skal kunne bruges til at teste enkeltkomponenter på.

»Der er rigtig stor læring i at teste. Jeg plejer at sige, at under halvdelen af værdien i en test ligger i selve resultatet - resten ligger i selve testprocessen. Og netop når vi arbejder med så afgørende nye teknologier som direct-drive-teknologien, så skal vi have et sted, hvor vi kan afprøve vores resultater, « siger han.

Siemens: Lindø-testcenter bliver kun backup

*Men der findes jo snart en test-bænk på offshore centret på Lindø, som jo var tænkt til sådan nogle som jer. Hvorfor kan I ikke bare bruge den? *

»Som udgangspunkt vil vi teste selv, fordi man høster så meget værdifuld læring, men Lorc-centrets testbænk kan sagtens blive brugt som en slags backup eller til at test mere fælles ting som nye fundamentstyper,« siger Henrik Stiesdal.

For Siemens bunder en del af investeringerne også i et behov for mere plads til den hastigt voksende vindmølleforretning i Brande:

»Vi er nødt til at skaffe noget mere plads i Brande, men samtidig er det vigtigt for os at holde produktion og forskning tæt til hinanden. Derfor flytter vi 650 medarbejdere til Vejle, hvor vi laver et særligt offshore-kompetencecenter, og 200 til Ikast, hvor vores skandinaviske salgs- og projektkontor bliver placeret,« forklarer CEO for Siemens Wind Power Jens Peter Saul.

Jens Peter Saul forklarer, at Danmark er et hot spot for vindenergi med rigtig dygtige medarbejder, og derfor vil Siemens udvikle sine aktiviteter her:

»Siemens Wind Power skal ekspandere globalt, men jo mere global man bliver, jo vigtigere er det med en god base, hvor forskning, udvikling og afprøvning kan foregå - og her vil Danmark altid være med,« sagde Jens Peter Saul fra Siemens Wind Power.

Udvider produktionen

Samtidig med forsknings- opg udviklingsfaciliteterne udbygger Siemens Wind Power også med nye produktionshaller i både Brande og Aalborg.

»Vi har rammeaftaler om leverance af vindmøller for ti milliarder kroner i løbet af de næste fire år, og derfor skal vi have produktionskapaciteten klar til dette,« siger Jens Peter Saul.

Siden Siemens købte danske Bonus Energy i 2004 har Siemens investeret seks milliarder kroner i virksomheden i Danmark og har øget medarbejdertallet globalt fra 850 til 7.500 i dag. Heraf er de fleste job skabt i Danmark.

Dokumentation

link

Kommentarer (0)