Mandag 6.oktober 2008 mødtes 25 ledere fra entreprenørvirksomheden IAV i et midlertidigt kontorbyggeri på en forblæst byggeplads i Reykjavik. Det var dagen, hvor den islandske statsminister, Geir H. Haarde, havde annonceret en tv-tale til nationen grundet den finansielle krise.

Lederne havde taget en kort pause fra det daglige arbejde med opførelsen af det såkaldte Harpa-projekt: et koncert- og konferencecenter til 1,2 milliarder danske kroner. De trippede lidt uroligt. Afventende og med øjnene rettet mod skærmen. Ingen var i tvivl om situationens alvor, men ordlyden i talen kom alligevel som et chok: Nedsmeltningen af den islandske økonomi var total.

»Gud bevare Island,« sluttede statsministeren.

De 25 ledere stod tavse tilbage. Blandt dem var deres administrerende direktør, Sigurdur Ragnarsson:

»Den tale føltes som begyndelsen på enden. Island var nærmest overnight blevet ramt af tre bankkonkurser, der var blandt de største i verdenshistorien. Valutaen faldt med 50 procent. Og vi stod tilbage med et hav af spørgsmål: Hvad skulle der ske med os, vores byggeprojekt, vores virksomhed, vores familier og børn?«

I minutterne efter talen stirrede han tomt ud på byggepladsen, hvor fundamentet til det store konferencecenter var ved at være på plads. Et projekt bestilt af private bygherrer, der samme dag som statsministerens tale havde været i mailkontakt med Sigurdur Ragnarsson. Alt tegnede tilsyneladende godt. Ingen indikation på, at der lurede en katastrofe lige om hjørnet. Få dage efter meddelte bygherrerne, at de var gået konkurs. Tilbage stod Sigurdur Ragnarsson med 500 nervøse medarbejdere og leverandørkontrakter for mange millioner i et land, der var ved at gå i opløsning.

»Telefonerne kimede med paniske udenlandske underentreprenører og leverandører, der ville høre, hvad der skete. Jeg kunne tydeligt læse frygten i medarbejdernes øjne, men jeg kunne ikke give noget klart svar. Vi vidste ikke, hvem vi skulle tale med. Ingen anede, hvad der ville komme til at ske,« fortæller Sigurdur Ragnarsson.

For at berolige sine medarbejdere skrev han daglige mails om situationen til samtlige ansatte og bevægede sig rundt i organisationen for at møde dem ansigt til ansigt.

»Selv om jeg ikke havde noget nyt, talte jeg med folk og forsøgte at vise dem, at vi var i samme båd. Jeg vidste, det så sort ud, men det nyttede ikke at sprede den usikkerhed. Det var mit job at bevare roen og være optimisisk.«

Undgik offentlighedens søgelys

Efter bygherrernes fallit var det usikkert, hvad der skulle ske med byggeriet. IAV forsøgte at overtale staten og Reykjavik Kommune til at overtage projektet, men de hårdt pressede islandske politikerne havde andet at se til end at redde et prestigebyggeri fra afgrunden. Island kogte af frustration. Voldelige demonstrationer brød ud foran parlamentet, islændingene frygtede for deres fremtid, og i offentligheden blev det foreslået, at Harpa-byggeriet blev jævnet med jorden. Der var ikke længere råd til den slags luksus, mente kritikerne.

»Det var vores arbejde gennem to år, som folk med ét ville destruere. Det var bestemt ikke sjovt at høre, men vi valgte at holde lav profil i offentligheden for ikke at skabe politisk debat om projektet,« siger Sigurdur Ragnarsson.

Byggeriet af Harpa kunne ikke fortsætte som tidligere, men lukkede entreprenøren byggeriet helt ned, frygtede ledelsen i IAV, at virksomheden ville gå konkurs, og at politikerne ville bruge det som argument for ikke at overtage projektet. Der var brug for signalere, at Harpa-byggeriet var levedygtigt, men samtidig var det bydende nødvendigt at minimere skaderne og lukke de økonomiske huller, der kunne lukkes. En svær balancegang, fortæller Sigurdur Ragnarsson:

»At bremse så stort et projekt ned er ligesom at stoppe en brusende flod. Det tager tid - ligesom det gør at bygge en dæmning.«

IAV begyndte at trappe ned på omkostningerne, hvor det kunne lade sig gøre.

Arbejdstiden blev formindsket og overarbejde bandlyst, ligesom indkøb af materialer blev begrænset til et minimum. Omkring 150 medarbejdere på projektet var fra udlandet, og langt de fleste forlod Island, da det gik op for dem, at værdien af den løn, de plejede at sende til deres familier i hjemlandet, var halveret pga. valutakrisen. For IAV betød opsigelserne, at lønomkostningerne blev reduceret, og akutte fyringer kunne undgås.

»De første måneder afskedigede vi ikke. Medarbejdernes viden er vores livsnerve, og skulle projektet fortsætte, havde vi brug for deres knowhow, men som tiden gik uden en afklaring, kunne vi ikke fortsætte med så mange ansatte,« siger Sigurdur Ragnarsson.

Politikere, der tør

To måneder efter statsministerens tale til nationen gik byggeriet i stå, men ledelsen i IAV havde ikke opgivet håbet om, at staten og Reykjavik Kommune ville overtage projektet. De arbejdede intenst med deres politiske forbindelser og håbede ad den vej at fange interessen hos beslutningsdygtige politikere. Det lykkedes efter seks måneder. Efter først at have været på private hænder og dernæst i måneder at have været forældreløst endte Harpa-projektet under den islandske stat og Reykjavik Kommune.

»Heldigvis var der politikere, der turde træffe en svær beslutning,« fortæller Sigurdur Ragnarsson.

Men fortsættelsen af projektet var ikke uden store økonomiske omkostninger for IAV, der måtte bortgive rettighederne til omkring 150.000 kvadratmeter byggeri i form af hotel, kontorbygninger og bilkælder. Yderligere mistede IAV en kontantbetaling på omkring 50 millioner danske kroner, som skulle betales af den tidligere bygherre seks måneder inden åbningen af Harpa.

»Vi sad tilbage med Sorteper i form af det dyreste af de planlagte projekter, koncert- og konferencecentret, mens vi måtte give de bygninger væk, der gav overskud. Men vi havde pistolen mod hovedet og havde i realiteten ikke noget valg, hvis vi skulle undgå en konkurs,« siger Sigurdur Ragnarsson.

Devalueringen af den islandske krone betød, at IAV måtte betale det dobbelte for udenlandsk materiel, og valutakrisen endte med at koste virksomheden omkring 60 millioner danske kroner samlet set, hvoraf en del dog blev kompenseret af bygherren. Virksomheden skrumpede fra 700 til lidt over 200 ansatte.

Men trods krise, tabte millioner og langvarig usikkerhed blev Harpa opført. I maj sidste år stod koncert- og konferencecentret færdigt, og siden har knap en million gæster besøgt stedet.

»Heldigvis endte huset med at blive færdiggjort. Det har godt nok kostet en del, men det ville have været et sørgeligt minde over krisen, hvis byggeriet var blevet stoppet eller jævnet med jorden,« siger Sigurdur Ragnarsson.

Sigurd Ragnarsson er en af oplægsholderne på konferencen om international projektledelse, Managing Projects Across Boundaries, der afholdes 10. maj 2012 hos IDA på Kalvebod Brygge, København. Konferencen er arrangeret af blandt andre Mediehuset Ingeniøren, IDA og Dansk Projektledelse. Tilmelding kan ske på www.projektlederdag.dk