S insisterer på svar om salamandere i drikkevand

S-miljøordfører Mette Gjerskov går nu videre til næste minister i rækken med sit spørgsmål om, hvorvidt man ville reagere anderledes på snegle og salamandere i tankene på en fødevarevirksomhed end på et vandværk.

Det var stærk kost for politikerne på Christiansborg, da Ingeniøren kunne vise billeder af, hvilke dyr der jævnligt findes i danske vandforsyninger.

På den baggrund stillede Socialdemokratiets miljøordfører Mette Gerskov følgende spørgsmål til miljøminister Karen Ellemann (V):

»Vil ministeren redegøre for, hvordan myndighederne ville reagere overfor en fødevarevirksomhed, hvis der blev fundet levende snegle og
salamandere i råvarerne, ligesom der findes i drikkevandstanke?«

Læs også: Galleri over dyr i danske drikkevandstanke

Ministerens svar er nu kommet, og her skriver Karen Ellemann, at "Dyr i en rentvandstank kan være tegn på, at der er en læk i tanken, og hvis det er tilfældet, så skal det repareres. De vandværksansvarlige skal kende deres produktionsanlæg og foretage den nødvendige vedligeholdelse".

Desuden gentager hun, at kommunerne har tilsynspligten med både vandkvaliteten og produktionsanlægget, og at kommunen derfor skal gribe ind, hvis vandkvaliteten ikke er i orden.

Karen Ellemann tager ifølge Mette Gjerskov ikke stilling til sondringen mellem fødevarer og ikke-fødevarer, og den socialdemokratiske miljøordfører er derfor ikke tilfreds med ministerens svar.

»Derfor har jeg nu stillet det samme spørgsmål til fødevareministeren, som forhåbentlig har en anden tilgang til, hvordan man opbevarer fødevarer,« siger Mette Gjerskov.

Kommentarer (3)

er at miljøminister Karen Ellemann snart lever op til sit ansvar og får udstukket nogle nye regler for fast eftersyn og faste intervaller for rensning af rentvandstanke, iltningshuse, reaktionbeholdere og filterbassiner, så vi kan slippe for den tilbagevendende farce om dyr i vores drikkevandssystemer og unødige drikkevandsforureninger.

Uden regler vil der ikke blive foretaget noget som helst på rigtig mange vandværker før der bliver konstateret en drikkevandsforurening med mange syge mennesker.

Lad os nu komme på forkant. Få nu lavet de regler om forebyggelse af drikkevandsforureninger.
Kommunerne kan ikke rende rundt og kigge ned i de mange tusinde tanke på Danmarks utallige vandværker. Det er vandværkernes ansvar. Giv dem nogle regler som fx. efterse drikkevandstanke hvert år. Rens efter behov dog senest hvert 4. år. Lav en logbog kommunerne kan kontrollere. Sådan.

God jul til alle og et ønske om et godt nytår med mere rent drikkevand og en bedre forebyggelse fra www.Aquatex.dk

  • 0
  • 0

Er at somme begynder at bruge hovedet og tænke på evetyret om fjeren der blev til fem høns.

Den der mani med at kalde en minster i samråd fordi lille Peter er faldet i skolegården og har fået et plaster på knæet bør stoppe.

  • 0
  • 0

Er at somme begynder at bruge hovedet og tænke på evetyret om fjeren der blev til fem høns. Den der mani med at kalde en minster i samråd fordi lille Peter er faldet i skolegården og har fået et plaster på knæet bør stoppe.

Enig!

  • 0
  • 0