Russisk energilov kan være danske virksomheders chance

En ny energilov skal gøre Rusland 40 procent mere energieffektiv i 2020 og åbner et kæmpe marked for danske virksomheders energiteknologi. Handels- og investeringsministeren vil hjælpe virksomhederne på vej.

Innovativ teknologi skal til for at gøre Rusland mere energieffektiv. Og den teknologi kan Danmark levere. En ny russisk energilov kan derfor være danske virksomheders chance for at opnå nye markedsandele.

Rusland har som en energimæssig supermagt altid været selvforsynende med olie og gas med kunstigt lave priser til følge. Derfor har der heller ikke været nogen grund til at bekymre sig om at spare på energien.

Men selv russere mærker stigende priser på el og gas, og det fordrer til en større bevidsthed om frås af energien i et land, hvor en gammel fordom går på, at man hellere åbner vinduet, hvis det er for varmt, end skruer ned for varmen.

Her diskuterer handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr danske virksomheders forhold med den russiske minister for økonomisk vækst Elvira Nabiullina ved et møde i Tartarstan for nyligt. Foto: RINAT SAFIN

Læs også: Se Rockwools ny russiske fabrik

Derfor er en ny bevidsthed ved at sprede sig på det politiske niveau og nedefter. Det er lov 261 et tydeligt tegn på.

Loven blev vedtaget i 2010 og er en energilov, der skal støtte landet i at opnå et mål om at blive 40 procent mere energieffektive i 2020. Og som den russiske minister for økonomisk vækst Elvira Nabiullina siger:

»Det kan kun nås med innovativ teknologi,« slog ministeren fast ved åbningen af en dansk virksomhed i regionen Tatarstan ved Volgafloden i sidste uge.

Derfor er den ny lov en oplagt mulighed for danske virksomheder, der er kendt for miljøteknologi, mener handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF).

»Vi har så meget erfaring på energiområdet i Danmark, at det skriger til himlen. Og det er der, russerne har et behov nu, hvor de skal halvere energiforbruget. Så jeg tror, vi har en fri banehalvdel,« siger Pia Olsen Dyhr.

Rusland kan spare Frankrigs energiforbrug

Rusland kan spare det, der svarer til Frankrigs samlede primære energiforbrug, blot ved at effektivisere. Det konkluderede en en rapport i 2008 fra International Finance Corporation, IFC, under Verdensbanken.

IFC vurderer, at der skal investeres 320 milliarder dollars, hvis det mål skal nås, og at den årlige besparelse så vil være 80 milliarder dollars. Det vil altså sige, at investeringen er tjent ind på fire år.

»Hvis vi bare kan få fat i en tredjedel af den investering, bliver jeg glad!« siger ministeren med et smil på læben. Det er dog ikke helt for sjov.

»Når jeg er ude i verden, er det vores knowhow inden for energisektoren, vi er kendt for. I begyndelsen talte jeg meget om fjernvarme og vindkraft, men det er hele den cyklus i et hus - hvordan man kan bygge et hus, der producerer energi frem for at bruge energi, som blandt andre russerne er interesserede i,« siger Pia Olsen Dyhr.

Loven runder dansk indsats af

En del af æren for kendskabet til de danske virksomheder inden for energiteknologi skyldes en ihærdig dansk ambassade i Rusland.

Konsul i Skt. Petersborg og leder af ambassadens energi- og miljøgruppe Klaus Sørensen mener allerede, at miljøloven har haft sin indvirkning på efterspørgslen på dansk miljøteknologi.

»Loven har betydet, at den indsats, Danmark har lavet herovre siden midt i 90'erne, hvor man har promoveret de bedste energiløsninger i verden, gør, at løsningerne bliver efterspurgt nu,« siger konsulen og fortæller, at han møder respekt for det, danskerne laver, når han rejser rundt i de russiske regioner.

Den danske indsats består i at have været meget fokuserede siden 1997, hvor den danske repræsentation dannede det første energiforum. Det har udviklet sig til en energiklub, hvor over 30 danske virksomheder deltager, og en olie-/gasklub, hvor der er 12 virksomheder med. Derudover har ambassaden en awareness-kampagne i gang, som hedder Green Capacity, hvor de russiske regioner bliver inviteret med og bliver påvirket til at tænke energieffektivt.

»Så der er ingen tvivl om, at den ny lov har en kæmpe betydning for os,« siger Klaus Sørensen.

Virkningen kommer langsomt

Helt så overbevist er en af de danske virksomheder, der har været til stede i Rusland siden 70'erne, ikke.

Direktør i Rockwool Russia Nick Vince, tager det som et positivt skridt at den føderale regering i Rusland overhovedet har fået vedtaget en energilov.

»Det viser, at der er meget mere opmærksomhed på energibesparelser nu, end for få år siden. Både fra officiel side og fra den almindelige befolkningen,« fortæller Nick Vince, og fortsætter:

»Men vi kommer ikke til at opleve et stort salgsboom på grund af loven. Det vil komme langsomt, men det vil komme.«

Rockwool-direktørens forklaring er, at russerne først skal til at i gang med at omdanne den ny energilov til præcise bygningsnormer.

»Når de har dem på plads, er det et spørgsmål om at håndhæve dem på byggepladserne, og det er ikke så veludviklet som i Danmark,« siger Nick Vince.

Dansk strategi på vej

Selvom handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr ser store muligheder i det russiske marked, skal man ikke tro, at træerne vokser ind i himlen.

»Det er en god chance for danske virksomheder, men man skal som virksomhed ønske at være der. Man skal ikke bare tro, at det er et 'one night stand', for Rusland er et besværligt marked at bevæge sig ind på. Men muligheden for at vækste her ovre er så stor, at det ville være dumt ikke at gribe den,« siger ministeren.

Ministeren vil selv arbejde på at skabe nogle politiske rammebetingelser, så det ikke er så svært at være dansk virksomhed i Rusland. Blandt andet ved at tale med sine russiske kolleger om deres bureaukrati. Det er meget uigennemskueligt, hvilke regler der gælder, fordi de lokale regeringer agerer meget forskelligt, fortæller Pia Olsen Dyhr.

Hun fremlægger desuden en strategi for danske virksomheders virke i BRIK-landene (Brasilien, Rusland, Inden og Kina) til maj. Der vil være en strategi for hvert eneste land, fordi de er så forskellige, og Pia Olsen Dyhr kan ikke på nuværende tidspunkt løfte så meget af sløret for indholdet, men 'vi kommer til at satse benhårdt på Rusland', siger hun.

»Men vi ved for eksempel, at det er sundhedssektoren og energisektoren, der rykker lige nu i Rusland. Handelssamarbejdet mellem Rusland og Danmark er også mere modent for danske virksomheder i forhold til eksempelvis Brasilien, hvor vi først skal til at opdyrke det,« fortæller ministeren og fortsætter:

»Det, der er det vigtigt for mig, er, at vi ikke bare giver virksomhederne en masse penge, og så klarer ambassaden resten, men at vi kan levere politiske og gennemskuelige rammer.«

Emner Naturgas Olie El

Kommentarer (2)

Landet er jo ikke industrialiseret endnu. Der er ikke noget moderne landbrug. Ikke nogen virksomheder. Der er ikke banker og financiering som vi kender det. Der er ikke en transportinfrastruktur som vi kender det. Der er ikke et retssystem eller noget egentligt politisk system.

Spm er om russerne gider effektivisere og modernisere. Det mest sandsynlige er at de bliver ved olie/gas og råstoffer. Og den dag det er slut dermed, synker Rusand ned i et totalt mørke.

  • 0
  • 0

>hvor en gammel fordom går på,
>at man hellere åbner vinduet

Det er under en måned siden jeg kom hjem fra Rusland. For at holde flest mulige papirnussere beskæftigede, skulle jeg forbi et offentligt kontor og registreres - der bemærkede jeg selv at vinduerne stod åbne på flere af kontorerne og at der ikke var termostater på radiatorerne.

Så dog også at nybyggeri havde Danfoss termostater monteret, men går ud fra at mange gamle bygninger stadig kører med udluftningsmetoden.

  • 0
  • 0