Det er som at træde et solidt skridt tilbage i tiden, når man lander i Aktau i Kazakhstan. Her ved udkanten af den tidligere Sovjetrepublik er indbyggerne ikke kommet meget længere siden 1991, hvor Sovjets nedbrud på kort tid lukkede fabrikker på stribe rundt om i byen.

Heste og kameler går frit omkring og tramper støv op mellem firkantede husene i sandfarver, der for langt de fleste vedkommende ikke er bygget færdige og næppe nogensinde bliver det. På hullede veje uden gadenavne tuller hostende ladaer rundt mellem firhjulstrækkere og slidte busser, der er langt over sidste brugsdato.

Det er på mange måder ganske trøstesløst, og på den måde er vestlige olieselskaber et kærkommet indslag for de kazakhere, der ser branchen og olieselskaberne som en vej ud af fattigdom og elendighed.

Danske Maersk Oil har været aktive i det centralasiatiske land siden 2002 og står nu foran en massiv udbygning af Dunga feltet. Selskabet vil spendere en milliard dollar på at øge den daglige produktion fra 7.000 tønder olie til over 30.000 tønder allerede fra 2015. Og satsningen stopper ikke her; i en fase 3, der er under planlægning, vil produktionen øges til 43.000 tønder.

Den konkrete opgave ligger blandt andre hos Stig Dilling, der er ingeniør og har titel af drilling advisor hos Maersk Oil Kazahstan. Han viser rundt om borerig nummer 4 på feltet, der ligger på en soltør slette cirka 45 minutters kørsel af bumlede veje fra Aktau.

De første fire brønde er stort set klare, fortæller han under den brummende larm fra riggen. Her er medarbejdere fra den lokale underleverandør AstraStar ved ved at lave brøndens såkaldte casing, der gør brønden klar til at producere olie. Målet er at hente den første olie 1. december.

»Tidsplanen er stram, men det kan lade sig gøre, og vi er godt med,« siger Stig Dilling.

Udbygningen er et af de største projekter hos Maersk Oil lige nu og afgørende for, om selskabet kan nå sit totale mål på 400.000 tønder om dagen fra 2020. I alt skal der bores 198 nye brønde på et areal, der udgør 40 kvadratkilometer.

Frem for at bore horisontale boringer, som Maersk Oil traditionelt har været blandt de førende selskaber i at anvende, har danskerne valgt at bore lodret. Der er boret horisontale brønde på feltet, men analyser har vist, at det er marginalt billigere at bore vertikalt, selv om det kræver flere boringer, lyder forklaringen.

En boring tager mellem 16 og 21 dage, går ned til cirka 1.700 meter og koster mellem en og to millioner dollar stykket. Det er relativt billigt. Til sammenligning løber en offshore boring let op i 100-120 millioner dollar.

»Det tager to en halv dag, fra vi er færdige et sted, til vi starter op næste sted. Udfordringen lige nu er følge med på logistiksiden, så der hele tiden er gjort klar til riggen på en ny well pad (boreplads, red.),« fortæller Stig Dilling.

I enkelte af felterne i Nordsøen er vandindholdet i den væske, der hentes op, på 98 procent. På Dunga feltet er vandindholdet cirka 40 procent, så der er tale om olie af en ganske god kvalitet.

Runde polske sandkorn får olien til at flyde

Til gengæld flyder olien ikke af sig selv i sandstenen, fordi trykket i undergrunden ikke er højt nok. Derfor bliver en af fire brønde injiceret med vand, så man så at sige skyller olien hen til brøndene. Men det er faktisk heller ikke nok.

Derfor vil Maersk Oil anvende en polskudviklet gel med sandkorn til at bryde undergrunden, så olien lettere flyder hen til brøndene. Gelen pumpes ned i reservoiret under et tryk på 300 bar for at holde sprækkerne åbne, så vægten fra lagene over ikke maser sprækkerne sammen igen.

Til trods for, at feltet er omgivet af sand og blandt andet oplever sandstorme, er det ikke naturligt sand, der bruges. Det er i stedet specialudviklede sandkorn, der er coatede med resin (harpiks) og forarbejdet, så kornene er mere runde end naturligt sand. Den runde form hindrer, at sandet lukker til og spærer for olien.

»Vi har tre mand hernede, der udelukkende koncentrerer sig om frakturvæsken. Det er ganske kompliceret teknologi og ret fascinerende,« siger Stig Dilling.

Fem kilometer fra riggen ligger produktionsanlægget. På turen i bil kører vi forbi nogle af de i alt 19 brønde, der lige nu producerer olien. Maersk Oil bruger dels elektriske pumper, dels de 'nikkende æsler', der med deres bløde vuggen op og ned sender tankerne til klassiske amerikanske film.

Denne dag kører de dog ikke. Hele produktionsanlægget er lukket ned for vedligehold. I alt skal 200 punkter gennemgås som følge af et krav fra de lokale myndigheder, fortæller Vagn Allan Rasmussen, der er chef for produktionen fra Dunga-feltet. Det handler om alt fra kalibrering af elektriske instrumenter, tjek af sikkerhedsventiler, udskiftning af beholdere, gaskompressorer og pumper. Sådan en operationen tager cirka 14 dage.

Rundt om er lokale ansatte i fuld sving med arbejdet. Et hold er ved at damprense en ventil, mens en anden gruppe inspicerer en tank til dieselolie. Imens står et redningshold klar i tilfælde af ulykker.

»Nå fase 2 kører for fuld tryk, er det her produktionsanlæg ikke stort nok. Vi skal bygge et et helt nyt procesanlæg, der kommer til at ligge lidt herfra og bliver forbundet gennem rørføringer til det nuværende anlæg,« fortæller Vagn Allan Rasmussen.

Blandes med dårligere olie på vej til Rotterdam

En udfordring for Kazakhstan og operationerne her, er at landet er omgivet af land. Selv det Kaspiske Hav, som ligger 16 kilometer fra anlægget, er kun en sø, og det komplicerer eksporten af olien gevaldigt.

Som tingene er i dag, er det for dyrt og besværligt at sende olien med skib til Baku og videre med skib gennem det Sorte Hav. Derfor bliver olien her koblet til en international olieledning, hvor olien fra Dunga-feltet bliver blandet med olie fra andre producenter.

Olien ender ved Østersøen, hvor den transporteres med skib gennem Øresund til Rotterdam og videre derfra. Den tur koster Maersk Oil ti dollar per tønde, fordi olien bliver blandet med dårligere olieoliekvaliteter i eksportrørledningen, fortæller Peter Holding, som er chef for forretningsudvikling.

»Den olie, vi sender ind i systemet, er bedre end den olie, der kommer ud i den sidste ende og som vi bliver betalt for. Kunne vi sende vores olie direkte, ville vi få mere for den,« siger Peter Holding, der har 20 år på bagen i Kazakhstan og Turkmenistan.

Målsætninger om arbejdskraftens fri bevægelighed har ingen gang på sletten i Kazakhstan, der har et krav om, at 90 procent af de ansatte skal være kazakhere. 200.000 kazakhere anslås at arbejde i olieindustrien, der for mange er en vej ud af elendighed. Det er det også for staten. De udenlandske investeringer bruges til at løfte teknologiniveauet i landet og hos de underleverandører, som skal udføre opgaverne.

En af dem er AstraStar, der ejer 49 borerigge. På hovedkontoret i Aktau møder vi også tre repræsentanter, der er inviteret af Maersk Oil for at fortælle om, hvordan de har forbedret deres sikkerhed og kvaliteten af selskabets rigge i samarbejdet med danskerne. Det gør dem til et reelt alternativ til internationale selskaber.

To mandlige chefer og en kvindelig tolk sidder med udtryksløse ansigter, som var de hugget i samme sten som en Lenin-statue. Direktøren Rakhmet Khairullayev undskylder først høfligt for sin allergi, mens han forsigtige dupper mundvigen med et lommetørklæde. Med monotom stemme fortæller han, hvor glad han er for at arbejde sammen med det danske olieselskab.

»Samarbejdet med de nye internationale selskaber betyder, at vi skal modernisere vores rigge for, at de er effektive nok. Det gør vi med nye komponenter fra vestlige firmaer, eksempelvis franske borerør af bedste kvalitet,« siger direktøren.

75 års sovjetstyre har sat dybe spor

Når man ser på de tre repræsentanter får man en fornemmelse af, hvordan landet ikke har flyttet sig ret langt siden 1991, hvor Sovjetunionen faldt sammen. Ingen gør noget, de ikke har fået besked på, hierarkiet er tydeligt, og fri tænkning, som man kender det fra danske medarbejdere, virker på mange måder meget fjernt.

Tværtimod hænger den gamle sovjettid stadig hænger i kazakherne som en kugle slæber efter en fange i tegneserierne. Ting tager lang tid - også sammenlignet med andre fjerne egne - som danskerne opererer i. Omgangen med myndighederne er tung, og hvis ikke sagsbehandlingen er omstændig, bliver den gjort omstændigt, forklarer Morten Kelstrup, der er Maersk Oils første landechef uden ingeniørbaggrund.

»Behandling af ansøgninger, der i andre lande varer en måned, tager let seks til otte måneder her. Det er svært at accellerere tingene,« siger Morten Kelstrup.

Med andre ord: 198 brønde er 198 brønde. Hverken mere eller mindre. Der er ikke den store fleksibilitet, som ofte er nødvendig, jo længere du kommer i projekteringen.

»Selv om vi gør, hvad vi kan, er det nok et vilkår, vi må leve med. 75 år med sovjetisk styre har sat sit spor hos myndighederne,« siger Morten Kelstrup.

Men uanset bøvlet med lokale myndigheder, problemer som følge af de omkringliggende landmasser og sandstorme i oliefeltet, er Kazakhstan stadig en rigtig god forretning for det danske olieselskab.

Det bekræfter den kommende udbygning til en milliard dollar og potentiel tre nye efterforskningboringer andre steder i regionen i løbet af 2013. Den store mængde olie betyder, at Maersk Oil er mere end villig til at sluge nogle af de lokale kameler, der går rundt mellem husene.

Danskerne er med andre ord kommet til Kazakhstan for at blive. Og modsat støvet i Aktau ligger det helt fast.