I løbet af de seneste to uger er de allersidste forberedelser blevet gjort til den afgørende manøvre, som rumsonden Juno netop har udført.
Rumsondens brændstoftanke blev opvarmet, sondens rotation blev bremset og nye kommandosekvenser blev uploadet.
Da der endelig blev givet grønt lys, affyrede Juno sin Leros-1b-hovedmotor i 29 minutter og 39 sekunder.
Nasas teknikere oplyser, at baseret på data fra rumsonden, så ser affyringen ud til at være forløbet præcis som planlagt. Med affyringen blev Junos hastighed ændret med 334 meter i sekundet, og der blev brugt 376 kilo brændstof. Affyringen fandt sted, mens Juno befandt sig 483 millioner kilometer fra Jorden.
Baneændringen skal bringe rumsonden ind i en forbiflyvning af Jorden den 13. oktober næste år. Denne forbiflyvning skal give Juno ekstra fart på og rette kursen ind til mødet med Jupiter den 4. juli 2016.
Nasas projektleder på Juno, Rick Nybakken fra Jet Propulsion Laboratory i Californien, oplyser i en pressemeddelelse, at man faktisk har arbejdet på manøvren de sidste fem måneder. Forberedelserne har bl.a. omfattet et eftersyn og tjek af rumsondens termiske og motorsystemer.
Endnu en affyring er planlagt til den 4. september. Den vil finde sted præcis på det tidspunkt, hvor Juno har foretaget en elliptisk rejse rundt om Solen.
Forbiflyvningen af Jorden vil give rumsonden en hastighedsforøgelse på 7,3 kilometer i sekundet og rette den ind i den endelige bane mod Jupiter.
Juno kommer tættest på Jorden den 9. oktober 2013, hvor den vil flyve forbi i blot 500 kilometers højde.
Den ledende forsker på rumsonden, Scott Bolton fra Southwest Research Institute i San Antonio, Texas, påpeger at Juno stadig har 2,25 milliarder kilometer og fire års rejse tilbage.
Når Juno ankommer til gasplaneten, der er 318 gange større end Jorden, vil rumsonden have været undervejs i fem år. Her vil rumsonden gå i kredsløb om planeten i cirka et år, eller hvad der svarer til 33 gange rundt om planeten fra pol til pol.
Juno skal indsamle data, som vil give forskerne en forståelse af solsystemets dannelse og tidlige udvikling. Jupiter er solsystemets største planet og dermed også den, som har opsamlet mest af det materiale, som blev til overs fra solsystemets dannelse.
Forskerne vil gerne lære mere om Jupiters opbygning, atmosfære, magnetosfære og undersøge, om der findes en fast kerne i planeten.
1 år omkring Jupiter, lyder altså ikke af meget. Det er da mange penge, tid og kræfter at bruge på kun 33 omløb. Kan ikke forstå det ikke er blevet til mere end det.
Det er egentligt et generelt indtryk jeg har. Satelitternes levetid, når de endelig er kommet frem til destinationerne, virker temmeligt korte synes jeg...
Der er meget kraftig stråling omkring Jupiter, derfor er planen at sende satellitten i en meget eliptisk bane for at holde den i live så længe som muligt. Det giver så en bane og acceleration, der gør at den på et tidspunkt vil slippe ud af Jupiters tyngdefelt igen.
Hvordan går det til at en sattelit får ekstra fart på ved at runde en planet? Er det fordi den nærmer sig planeten langtsomt og med den ekstra hastighed hurtigere kommer ud af samme planets tiltrækning .. eller hvad? :)
tak til Mogens Hansen.
@Per At "blive indfanget" af et tyngdefelt, betyder reelt set, at satelitten begynder at falde ned. Men i stedet for at ramme planetens overflade, rammer den forbi og slynges videre ud i rummet. Derfro opnår den en højere fart end før. Det er måske en forklaring på lavt niveau, men den holder og jeg tror de fleste kan følge processen. Ved man mere om fysik, foregår processen ved at den potentielle energi der frigøres i tyngdefeltet under et fald, overføres til kinetisk energi for satelitten.
Det kan måske umiddelbart være svært at forstå, at en rund eller cirkulær bane skulle være trajektoriet for et fald i et tyngdefelt; men det er faktisk tilfældet. Bundne satelitter i baner omkring Jorden, er i et konstant fald mod Jorden, men på grund af den manglende friktion i rummet, har de meget svært ved at afsætte deres kinetiske energi og spirallere mod Jorden. Men processen sker dog meget langsomt alligevel og efter mange år, vil de ramme atmosfæren og så går nedfaldsprocessen stærkt herfra.
Kommentarer (4)