Rumfærge skudt af sted på rekord-tur

Rumfærgen Endeavour blev tirsdag morgen sendt af sted med kurs mod Den Internationale Rumstation, hvor den skal være tilkoblet i 12 dage, det længste tidsrum nogensinde. Problemer med et kølesystem og to styreraketter ødelægger ikke Nasas optimisme.

Nasa opsendte i morges kl. 07.28 dansk tid rumfærgen Endeavour fra Kennedy-rumcentret i Florida på en mission, der byder på det hidtil længste ophold på Den Internationale Rumstation. Der er tale om den kun anden natopsendelse siden Columbias forlis i 2003.

Endeavour skal forblive tilkoblet rumstationen i 12 dage, hvilket er længste nogen sinde for en rumfærge. Endeavour er udstyret med et specielt anlæg, så dens kan tilsluttes rumstationens strømsystem og får energi fra stationens solpaneler.

Opsendelsen forløb efter planen, selv om Nasa har registreret to problemer, som dog næppe får betydning for, om missionen kan gennemføres.

Af sted til 12 dage på Den Internationale Rumstation. (Foto: Nasa)

Mistede data fra styreraketter

Kort efter starten mistede teknikerne data fra to af rumfærgens styreraketter. De manglende data fra de to styreraketter på venstre side menes at skyldes et defekt kort i en elektronikboks. Lederen af Nasas mission management team, LeRoy Cain, oplyser, at disse styreraketter ikke vil blive brugt under missionen, men det anser han ikke for et alvorligt problem.

Et par minutter efter kontrollen med styreraketterne forsvandt, fejlede et internt kølesystem kaldet flash evaporator system, som normalt bruges under start og landing, når dørene til rumfærgens lastrum er lukket.

LeRoy Cain oplyser, at den fejl har været set på tidligere missioner. Systemet kan stadig bruges, men mangler blot noget af sin backup kapacitet. Når dørene til at rummet er blevet åbnet her til formiddag ,vil man forsøge at løse problemet.

Installerer nøjagtig robothånd

Det primære formål med Endeavours besøg på rumstationen er at installere det medbragte japanske forsyningsmodul på Harmony-knudepunktet.

Herudover skal der monteres en ny automatisk robothånd uden på rumstationen til dens robotarm - Canadarm2. Hånden hedder Dextre og kan anbringe ting med en nøjagtighed på to mm.

Undervejs skal der gennemføres fem rumvandringer, blandt andet for at afprøve reparationsteknikker til rumfærgens varmskjold. Denne teknik skal være klar til efteråret, hvor Nasa for sidste gang sender en rumfærge op for at servicere Hubble-rumteleskopet.

Besætningen på Endevaour består af rumfærgekaptajn Dominic Gorie, pilot Gregory Johnson, astronauterne Michael Foreman, Robert Behnken og Richard Linnehan samt den japanske astronaut Takao Doi. Med på turen op er også Garrett Reisman, som skal være en del af rumstationens 16. permanente besætning og her afløser ESAs Leypold Eyharts, der tager med Endeavour hjem.

Senere tirsdag skal astronauterne gennemføre den obligatoriske inspektion af Endeavours næsekappe og vingeforkanter. Forløber alt efter planen er det meningen af rumfærgen skal tilkobles rumstationen torsdag kl. 05.30 dansk tid.

Går alt efter planen, vil Endevaour blive frakoblet rumstationen den 24. marts og lande igen den 27. marts kl. 02.33 dansk tid.

Dokumentation

Nasa om Endeavours rekord-tur

Kommentarer (2)

Hej Magnus

Det var en flot opsendelse selv med den forholdsvis ringe kvalitet NASA TV streamer med på nettet. Har du kendskab til et link med en bedre opløsning som stadig streamer live?

MVH Niels

  • 0
  • 0