Robotter og automation øger virksomhedernes konkurrenceevne

Avancerede automationsløsninger og øget anvendelse af it forbedrer virksomhedernes konkurrenceevne. Det viser de foreløbige resultater af en omfattende videnskabelig undersøgelse af 500 danske virksomheder.

Robotter og avancerede automationsanlæg holder deres indtog i stadigt flere danske virksomheder, men gør det virksomhederne mere konkurrencedygtige? Det er et stort AIM-projekt (Avanceret Automation Investerings Model) ved at finde svaret på ved at udspørge 500 danske produktionsvirksomheder i en storstilet undersøgelse.

»De første tal tyder på, at det har stor betydning for virksomhedens overskud at automatisere og øge it-anvendelsen,« siger professor Peter Bogetoft fra CBS (Copenhagen Business School), der udfører det store analysearbejde.

Han understreger dog, at det endnu er for tidligt at drage endelige konklusioner.

Udgangspunktet for AIM-projektet er at finde nøglen til, hvordan danske virksomheder med robotbaseret automatisering kan konkurrere mod virksomheder fra lande med langt lavere lønninger.

»Hvis tendensen holder, når alle 500 spørgeskemaer er udfyldt, peger det mod, at virksomhederne kan øge produktiviteten væsentligt ved at automatisere og ved i højere grad at organisere arbejdet i selvstyrende grupper,« siger Peter Bogetoft og fortsætter:

»Vi laver sammenligninger af virksomheder, som ligner hinanden, og de foreløbige analyser viser, at de virksomheder, som har en høj automation, har en højere indtjening. Det bekræfter det, som vi forventede.«

Der er ikke hidtil gennemført en så omfattende undersøgelse i Danmark af virksomhedernes forhold til automation. Virksomhederne skal svare på 85 spørgsmål, som tilsammen danner et billede af deres teknologi, grad af automation og organisation.

Undersøgelsen kan give viden om, hvilke former for automation der virker. Den skal munde ud i nogle modeller for sammenhængen mellem faktorer i virksomheden og graden af succes.

»Der er ikke nogen, der i dag ved med sikkerhed, hvad der virker, når man automatiserer,« siger teamleder på Center for Robotteknologi ved Teknologisk Institut Søren Peter Johansen, som er en anden central person i projektet.

Samkøres med Danmarks Statistik

AIM-projektet blev indledt med interviews med 50 virksomheder face to face. Gennem de første interviews fandt man frem til, at spørgeskemaet skulle ændres på nogle punkter.

»Vi ændrede på skemaet en del gange på baggrund af den feedback, vi fik fra virksomhederne, så det blev mere forståeligt og mere utvetydigt,« siger Søren Peter Johansen.

Teknologisk Institut regner med at nå op på svar fra 500 virksomheder i løbet af efteråret. Derefter vil CBS gennemføre et omfattende analysearbejde af de indsamlede data. Virksomhedernes svar vil blandt blive kørt sammen med data om virksomhederne fra Danmarks Statistik.

Danmarks Statistik kan blandt andet fortælle, hvor meget virksomhederne omsætter, og hvilken uddannelse medarbejderne har.

Benchmark-værktøj

AIM-projektet skal dels føre til en rapport, som beskriver, hvad virksomheder kan få ud af avanceret automation, dels skal det danne grundlag for et benchmark-værktøj, som skal drives af Teknologisk Institut.

Her kan alle virksomheder mod en mindre betaling gå ind og så svare på nogle spørgsmål og derefter sammenligne virksomheden (anonymt) med andre tilsvarende virksomheder.

»Benchmark-skemaet vil måske kun bestå af 20 spørgsmål. Man vil kunne sætte sine tal ind og få at vide, hvilke faktorer man skal forbedre for at få større produktivitet og indtjening. For eksempel vil man kunne få at vide: 'Du kan forbedre virksomhedens indtjening, hvis du mindsker spildet i virksomheden'. Benchmark-værktøjet vil også kunne udpege, hvilke tiltag der kan modne virksomheden til automation,« siger Søren Peter Johansen, Teknologisk Institut.

De nye virksomheder, som svarer på spørgsmålene, vil herefter også indgå i databasen af virksomheder, som bruges til at benchmarke efter.

Stigende fælles forståelse

Det er en nyskabelse, at teknikere og økonomer arbejder tæt sammen om et projekt.

»Vi var meget spændt på, hvordan samarbejdet mellem teknikere og økonomer ville forløbe. Projektet er blevet skabt i samarbejde mellem de to grupper, og med tiden har der faktisk vist sig en stigende fælles forståelse mellem de to grupper om sammenhængene mellem investering, ledelse, automation og det økonomiske resultat,« siger Søren Peter Johansen.

Fakta:

Avanceret automation investerings model (AIM-projekt)

AIM-undersøgelsen af danske virksomheders automation er baseret på et spørgeskema med 85 spørgsmål til 500 virksomheder.

Spørgsmålene falder inden for kategorier som, hvordan virksomheden udfører automation, hvor mekaniserede virksomhedens lagre er, hvor meget de gør brug af it, og hvilken kompleksitet virksomhedens teknologiske løsninger har. Spørgsmålene forholder sig også til den tidsmæssige dimension, altså hvorvidt der er en udvikling i virksomhedens brug af teknologi.

Virksomhederne bliver bedt om at beskrive deres forhold til at minimere spild og ventetid i produktionen og deres forhold til målstyring, medarbejderkompetencer og efteruddannelse. Desuden skal virksomhederne svare på meget specifikke spørgsmål om, hvordan omstillingstid, oppetid og kvalitet har udviklet sig.

Der spørges også til, i hvilken udstrækning udvikling af nye produkter integreres med investeringer i produktionssystemet, og hvor mange tekniske medarbejdere der bliver brugt til indførelse af nyt produktionsudstyr og produktionsprocesser.

CBS gennemfører undersøgelsen i samarbejde med Center for Robottek- nologi ved Teknologisk Institut. Desuden deltager Center for Industriel Produktion ved Aalborg Universitet, virksomheden Eltronic og Institut for Virksomhedsledelse og Økonomi ved Syddansk Universitet. Industriens Fond har støttet projektet med 12 millioner kroner.

Kommentarer (0)