Det har været fremført i artiklen 'Vilde udsving i målinger af diarré-bakterier i drikkevand' fra Ingeniøren/biotek den 14. juni, at der er stor forskel mellem forskellige laboratorier og deres fund af coliforme bakterier i drikkevand. Denne forskel skyldes, ifølge artiklen, den anvendte metode som de enkelte laboratorier bruger, hvor to af laboratorierne bruger ISO-metoden (membranfiltrering), mens de øvrige laboratorier bruger colilert-metoden.

Artiklen tager udgangspunkt i data fra indberetning til Jupiter-databasen. Endvidere blev der lagt vægt på, hvilke følger der kunne være, i tilfælde af at forekomsten af coliforme bakterier ikke blev påvist, ved en eventuel forurening af drikkevandet.

Der er dog flere kritisable forhold i artiklen, hvor der tages udgangspunkt i et datamateriale uden at kende dets præmis, og ud fra dette gives der tvivlsomme 'konklusioner'. Milana A/S vil derfor gerne komme med sit syn på, hvorfor der ses store forskelle mellem analyseresultaterne fra de enkelte laboratorier, og hvordan dette skal ses i forhold til drikkevandskvaliteten.

Som beskrevet i Ingeniøren er en af de nye godkendte metoder Colilert-18 metoden. Denne metode påviser bestemte enzymer, der findes hos netop i colibakterier og E. Coli. Der er dog en mindre ulempe ved den nye colilert-metode. Man definerer nemlig colibakterier ud fra tilstedeværelsen af enzymer, hvilket afstedkommer flere positive prøver, hvoraf nogle er falsk-positive.

Det er velkendt, at colilert-metoden er mere følsom, og at den også giver flere falsk-positive svar, hvilket nødvendigvis ikke er til det bedre. Vandkvaliteten er nemlig ikke forandret siden den nye metode blev indført, og der er ikke noget der tyder på, at en mere følsom metode skulle give bedre vandkvalitet. Yderligere har forsøg fra Teknologisk Institut vist, at der i almindeligt drikkevand stort set altid kan findes colibakterier, hvis man analyserer 100 liter i stedet for blot 100 ml, som er almindelig praksis i dag. Et er altså at påvise colibakterier i drikkevandet, men vigtigere er om man kan fortælle, hvorvidt der er tale om en reel forurening, eller om der blot er tale om et uskadeligt baggrundsniveau af colibakterier.

Ud over ovenstående forhold vedrørende colilert-metoden er det vigtigt at pointere, at sammenligningen mellem laboratorierne ikke er sket på baggrund af måling på de samme vandprøver. Datamaterialet fra Jupiter-databasen, som artiklen tager udgangspunkt i, indeholder data som de enkelte analysefirmaer indrapporterer. Man kan groft sagt dele databasen op i 3 grupper: Data fra større hhv. mindre almene vandforsyninger, samt data fra private brønde/boringer (en såkaldte Forenklet Kontrol).

Fordelingen af data indberettet af Milana til Jupiter-databasen skønnes at være:
Ca. 75 pct. fra større almene vandforsyninger
Ca. 23 pct. mindre almene vandforsyninger
Ca. 2 pct. er fra private indvindinger.

Ser vi på fordelingen af coliforme fund mellem de tre typer af prøver, ser vi at de almene vandforsyninger har meget få fund <1 pct., hvorimod coliforme fund foretaget på private indvindinger ligger på 20 pct. Derudover er der også geologiske forhold som vil give mere eller mindre baggrundsstøj i form af coliforme bakterier i vand og som ikke nødvendigvis skyldes forurening af drikkevandet.

Milana har i rigtig mange år arbejdet med ISO-metoden og har kun haft gode erfaringer med metoden og aldrig haft tilfælde, hvor man ikke har fanget en forurening i tide. En stor fordel ved brugen af ISO-metoden er, at man via MALDI-TOF MS (Matrix-assisted Laser Desorption Ionisation Time of Flight MS) hurtigt og inden for samme dag, kan få identificeret de kolonier som er fremkommet på filtret.

Dette giver en unik mulighed for at identificere mulige patogene bakterier og derved hurtigere at kunne forudsige, om der eventuelt er tale om en indtrængning af forurenet vand til drikkevandet. Herved er vi i stand til meget hurtigt og specifikt, at kunne rådgive vores kunder.

Milana har ved colilert-metodens fremkomst testet denne over for ISO-metoden, og selv om colilert-metoden er mere tidsbesparende (mindre laboratoriearbejde), samt kommer med hurtigere svar, har Milana vurderet, at ISO-metoden er mere sikker at bruge. I forureningstilfælde kan vi, som beskrevet ovenfor, hurtigt få svar på om det er patogene bakterier vi har i drikkevandet, samt derefter lave de efterfølgende monitorering via E. Coli hurtigmetode ved inkubering 44 grader celsius (1 døgn).

Når man vil sammenligne forskellige laboratorier, skal man have styr på de tal, man bruger, dvs. sammenligne appelsiner med appelsiner osv. Har man som analyselaboratorium flest større vandforsyninger, vil man naturligt se færre coliforme fund i forhold til total antal prøver. Derudover kan der være regionale udsving som skyldes geologiske forhold, der også spiller ind i laboratoriernes fund af coliforme bakterier.

Endvidere er der forskel på følsomheden af de to omtalte metoder, hvilket der ikke nødvendigvis er det store problem i, men det giver ikke grundlag for at kunne sige, hvilken metode der er bedst og specielt ikke ud fra det simple datagrundlag, der ligger til grund i artiklen i Ingeniøren.

Til sidst er det jo tankevækkende, hvis det skulle hedde sig, at der i de større vandforsyninger virkelig skulle være fund af coliforme bakterier i størrelsesorden 10-15 pct. af tiden, og at disse fund indikerer mulig forurening af drikkevandet. Hvis dette er tilfældet, må disse vandforsyninger oftest være i et forhøjet beredskab.

Mikkel West-Nørager er cand.scient., ph.d., kemiker hos Milana A/S

**Læs også: **Vilde udsving i målinger af diarré-bakterier i drikkevand