Replik: SKI har klart fokus på bæredygtigt indkøb

*Jan Michelsen er kunde- og kommunikationsdirektør i SKI *

DI-direktør Lars Goldschmidt efterlyser - som formand for Erhvervspanelet for Grøn Omstilling - bæredygtig vækst med færre ressourcer. Goldschmidt har i den forbindelse i Ingeniøren d. 19. oktober fokus på det offentliges rolle som storindkøber, og på hvordan det offentlige kommer til at købe ind efter bæredygtige principper.

**Læs også: **DI's direktør om grøn omstilling: »Ukontrolleret omgang med ressourcerne må høre op« (kræver abonnement på Ingeniøren)

I ni anbefalinger, som erhvervspanelet har indleveret til miljøministeren, peger Goldschmidt bl.a. på, at "den vækst, der er knyttet til ukontrolleret omgang med ressourcerne må stoppe", og at samfundet i stedet skal til at operere med et vækstbegreb, der knytter sig til oplevet værdi. Samtidig sætter Goldschmidt fokus på samfundsmæssige
helhedsløsninger, der »løser opgaver for samfundet på en god måde, som skaber et marked, og som samtidig giver virksomhederne lejlighed til at demonstrere attraktive produkter.«

I Statens og Kommunernes Indkøbs Service A/S (SKI) hilser vi initiativet fra erhvervspanelet velkommen. I Ingeniøren fremhæver Goldschmidt imidlertid ukorrekt bl.a., at »I dag lægger standardkontrakterne fra SKI helt dominerende vægt på indkøbspris og meget lidt vægt på andre mål som f.eks. levetidsomkostninger, bæredygtighed eller lignende. Mål, der bør komme til at spille en større rolle i de offentlige indkøb. Samtidig er det vigtigt, at vi udvikler politikker, så ressourcehensyn indarbejdes på alle niveauer i den offentlige forvaltning.«

I SKI er vi helt enige i sigtet. Og vi har faktisk allerede et klart fokus på bæredygtigt indkøb, når det gælder vores rammeaftaler. Udsagnet om, at SKI lægger meget lidt vægt på bæredygtighed er derfor ikke korrekt, idet vi i samtlige udbud fastsætter skrappe mindstekrav til miljø og samfundsansvar dels på tværs af en given rammeaftale og dels til de
specifikke produkter på aftalen. Dermed sætter vi miljømæssigt barren højt, inden vi evaluerer på laveste pris.

I SKI har vi en klar målsætning for samfundsansvar, der spiller tæt sammen med vores hovedformål om at levere priseffektive rammeaftaler til det offentlige. Aftaler, der imødekommer de offentlige kunders aktuelle indkøbsbehov og som bidrager til at effektivisere det offentlige indkøb yderligere.

I vores CSR-strategi for 2013-2015 har vi bl.a. en målsætning om, at vi på de rammeaftaler, hvor det giver mening og hvor der er udviklet værktøjer og metoder, skal der gennemføres såkaldte TCO-beregninger, der indregner de samlede levetidsomkostninger for et bestemt produkt herunder strømforbrug. Derudover vil vi gennemføre grønne prisanalyser med det formål at kunne dokumentere omkostninger og besparelser ved grønne indkøb. Endelig skal det i alle udbud sikres, at miljøkrav matcher selv de mest miljøbevidste kunders behov for miljø- og klimahensyn.

Vi glæder os over at kunne bidrage med rammeaftaler til de offentlige kunder, der både ønsker at købe priseffektivt ind, og samtidig har fokus på at indkøbet skal være bæredygtigt.

Derfor hilser SKI initiativet fra Erhvervspanelet for Grøn Omstilling velkommen, og vi ser frem til en åben dialog og et øget fokus på både effektive og bæredygtige offentlige indkøb, der imødekommer kundernes aktuelle indkøbsbehov.

Kommentarer (5)

Det er meget godt at SKI prøver på at få fokus på bæredygtige produkter, så mangler vi bare handling bag de mange fine ord...

Indtil nu har SKI udelukkende fokuseret på at få så få leverandør i deres system med bredest mulig produkt sortiment. Hvilket selvfølig medføre en overpris der vil noget - for dem som er tvunget til at benytte SKI aftaler, så foreløbig ser det ud til at skatteborgerne er taberne i denne sag...

Hvis de tænkte sig lidt om kunne SKI sikkert få priserne ned med 20-50% ved en bedre kvalitet, men det kræver selvfølig en helt ny tankegang hos SKI…

Mvh.
Mike, prolys.dk

  • 0
  • 0

Hvilket selvfølig medføre en overpris der vil noget

Hvilket skam også er i SKIs interesse.. husk på, at de skimmer 1% af kontraktbeløbet på alle SKI aftaler. Det er nødvendigt for at opretholde lønniveauer i ledelsen der er helt absurde.

Fantastisk, at de kan blive ved med at sælge sig selv som værende andet end en byld på samfundet.

  • 0
  • 0

...foreløbig ser det ud til at skatteborgerne er taberne i denne sag...

Det er sandelig ikke nyt. For en del år siden stod jeg for indkøb af PC'er til et mindre universitetsinstitut. I starten købte vi ind på det frie marked, men blev så tvunget ind i en SKI-aftale. Det betød en standard desktop PC kom til at koste 30% mere og ydede 25% mindre. Halleluja!

  • 0
  • 0

SKI før i tiden var for dyr. Set fra min pind har det ændret sig meget i den rigtige retning her i sidste omgang - så en del varer (PCere bla) fås til enddog meget fornuftig pris. Men det var også rigtig meget på tide.
Ellers kan man vel handle på anden måde.

  • 0
  • 0

Det kommer an på, hvilken aftale, der er tale om. Adskillige af de nye SKI-aftaler er forpligtende, hvilket vil sige, at f.eks. en kommune ved indgåelsen af aftalen skal afgøre om de vil på eller ej. Er de først på, så fanger bordet. Så kan de ikke indkøbe den pågældende vare udenom SKI. Dette er selvfølgelig gjort for at få det nødvendige volumen, der kan retfærdiggøre lave priser. Mange leverandører oplevede tidligere, at de kom på en SKI-aftale uden at få noget salg.
I praksis har SKI opnået, at ca. to tredjedele af kommunerne er gået med på de forpligtende aftaler, mens den sidste tredjedel har valgt selvstændige udbud eller udbud via de kommunale indkøbssamarbejder.
Derimod har så vidt jeg ved næsten ingen statslige myndigheder eller institutioner valgt at gå med de forpligtende aftaler, mens de stadig er på en række af de uforpligtende

  • 0
  • 0