Regeringen vil udbrede telemedicin

Jyllands-Posten Ny plan skal udbrede telemedicin til langt flere patienter.

Langt flere danskere skal fremover klare lægebesøget gennem computeren. Det mener regeringen, kommunerne og regionerne. Derfor lancerer de i dag en handlingsplan for telemedicin.

Planen fokuserer på fem opgaver, der nu skal afprøves og udbredes telemedicinske løsninger til. Blandt andet skal man i hele landet forsøge sig med sårvurdering via computeren. Gravide, diabetespatienter og nogle KOL-patienter skal hjemmemonitoreres og telepsykiatri og internetpsykiatri skal afprøves.

Planen skal være med til at udvikle et generelt telemedicin-tilbud, så tilbuddet ikke afhænger af, hvor man bor, siger sundhedsminister Astrid Krag til Jyllands-Posten.

Både fra Diabetesforeningen og Lægeforeningen mødes telemedicin dog også af en enkelt bekymring. Foreningerne påpeger nemlig, at tilbuddene ikke må stå alene.

»Der vil være svagere patienter, som ikke kan få den nødvendige glæde af telemedicin. Inden for alle sygdomsområder er der patienter, som af økonomiske, uddannelsesmæssige eller aldersmæssige årsager har behov for at blive holdt lidt mere i hånden. Det er rigtig vigtigt, at de ikke bliver tabt i systemet,« siger Malene Bagger, forsknings- og videnchef i Diabetesforeningen, til Jyllands-Posten.

Læs hele historien i Morgenavisen Jyllands-Posten i dag eller læs mere på jp.dk.

Kommentarer (1)

Ingen tvivl om at der til visse patientgrupper med fordel kan benyttes telemedicin.
Specielt til patienter med kroniske lidelser som skal følges.
De kan spare en tur til lægen / ambulatoriet og fortælle at de enten har det godt / mindre godt. Udveksle oplysninger om medicinforbrug / type af medicin etc.
Men til mange andre grupper er det umiddelbart svært at se at "systemet" spare noget. Tværtimod måske.
Samfundet og den enkelte habile og kvikke patient vil msåke spare noget, men for lægen er der ingen besparelse.

  • 0
  • 0