Råstofaftale på plads mellem Grønland og EU

EU vil også have fingre i de muligvis meget lukrative sjældne jordarters metaller i den grønlandske undergrund. Nyt samarbejde skal give den europæiske industri en fordel.

EU underskrev onsdag en aftale med Grønlands regering, der skal give industrien i EU adgang til grønlandske råstoffer til en rimelig pris. Aftalen betyder, at EU vil samarbejde med Grønland omkring bl.a. infrastruktur og investeringer samt kapacitetsopbygning inden for efterforskning efter og udnyttelse af råstoffer.

EU halter bagefter, når det gælder interesser i den grønlandske undergrund. Kineserne især står på spring for at udvinde sjældne jordarters metaller i den grønlandske undergrund, og i dag er 58 procent af de efterforskningsvirksomheder, der arbejder i Grønland, canadiske eller australske, mens kun 15 procent af virksomhederne er fra EU.

Men det vil EU nu lave om på med den hensigtserklæring om samarbejde, som netop er blevet underskrevet i Nuuk.

Læs også: Grønland vender ryggen til Kinas mineraltilnærmelser

Ifølge en meddelelse fra EU-Kommissionen råder Grønland over mindst 6 af de 14 sjældne jordarters metaller (REE), som EU betegner som kritiske for den europæiske industri. Det drejer sig om stoffer som niobium, platiner og tantalum.

EU og Grønland vil ud over kapacitetsbehovet også samarbejde inden for områder som geologi, kompetenceudvikling samt miljømæssige og sociale påvirkninger som følge af øget minedrift i Grønland.

Kommissionen understreger desuden i sin meddelelse om aftalen det positive i, at Grønland frivilligt er villig til at indgå en aftale med EU, der betyder, at Grønland vil respektere internationale handelsaftaler inden for handel med sjældne jordarters metaller.

Dokumentation

Kommissionen underskriver samarbejdsaftale med Grønland om råstoffer

Kommentarer (3)

Har man opgivet modstanden mod den uranbrydning, der efter det oplyste nødvendigvis så også må finde sted, hvis man skal ha' fat i det øvrige.

  • 0
  • 0

Jeg overvejer lidt om det Kinesiske Præsidents besøg har noget med Grønlands råstoffer at gøre.
Mon han er her for at presse Danmark til at underskrive en aftale om adgang til Grønland.?

Det er sjovt at de 2 ting passer sammen, men måske er det bare en tilfældighed.

  • 0
  • 0