Raketdukken Randy tog 26 G ved "landing" på havet

Et menneske havde aldrig overlevet turen i det danske rumskib, der udsatte forsøgsdukken Randy for 26 G. Rakettens bane blev måske skæv, fordi den ikke stod helt lige i affyringsøjeblikket.

Dukken Rescue Randy, der tog turen med det danske rumskib, fik en yderst hård medfart, da den ramte havoverfladen kort efter lift-off. Ved nedslaget målte rumskibets sensor 26 G og hoppede op af vandet for igen at ramme med 9 G. Langt mere end noget menneske havde overlevet.

Årsagen til det hårde nedslag var, at rumskibets faldskærme ikke foldede sig ordentligt ud. De blev ødelagt, da de foldede sig ud på et tidspunkt, hvor rumskibet fløj omkring 600 kilometer i timen.

Bortset fra det iturevne faldskærmsstof, så var den umiddelbare reaktion fra rumskibsbygger Kristian von Bengtson, at faldskærmenes wirer og tilbehør så ud til at have klaret turen overraskende godt. Og spørgsmålet er, om ikke skærmene havde klaret sig fint, hvis raketten var fortsat opad og havde separeret sig fra rumskibet umiddelbart efter, at raketten havde nået sit højdepunkt. På den måde var faldskærmene nemlig blevet udløst ved en langt mindre hastighed.

Lidt vandperler på den skaldede isse var umiddelbart de eneste tegn på, at dukken Randy var blevet udsat for 26 G og havde fået hovedet under vand efter flyvningen med den danske rumraket. (Foto: Thomas Djursing)

Læs også: Se de første billeder af raketaffyring taget fra Sputnik

Læs også: Se video af raketturen taget fra kamera i rumskib

Men sådan gik det ikke. Efter 16 sekunder blev motoren på Heat 1X slukket, fordi dens bane blev alt for skæv. Og måske skyldtes det et succesfuldt arbejde med at forhindre raketten i at rotere efter start.

»Vi ved endnu ikke med sikkerhed, hvorfor rakettens bane blev skæv. Men prisen for, at vi har modvirket dens rotation, kan være et såkaldt gravity turn, hvor raketten vælter til den ene side, ligesom hvis man prøver at balancere en blyant på en finger. Det kan også være, at raketten ikke var 100 procent lodret ved start. Vi ved det ikke, men det er heller ikke så vigtigt, for næste raket bliver udstyret med aktiv styring,« siger Niels Foldager, der er medansvarlig for byggeriet af raketmotoren.

Ifølge hovedarkitekten bag motoren, Peter Madsen, så viser de første data, at raketten trak 3,7 G ved start, og at motoren brændte bedre end ved de statiske test på Refshaleøen. Men raketten havde stadig for store occilationer.

Flamingostykker reddede rumskib

Databoksen i rumskibet Tycho Brahe overlevede også, takket være elektronikeksperten Thomas Scherrers idé om at fylde rumskibet med lidt overskydende flamingostykker. Det var formentlig det initiativ, der lige akkurat gjorde, at Tycho Brahe ikke nåede at synke i havet.

Med databoksen fra rumskibet har raketfolkene mulighed for at lave en 3D-simulering af, hvordan kapslen tumler rundt i luften. Og på fredag vil alle CS-folkene samles til en debriefing, hvor alle data bliver vist frem.

Raketdel på 80 meter vand kan blive bjærget

Om motordelen, Heat 1X, bliver hentet op fra de 80 til 90 meters dybde, den befinder sig på, er endnu uklart, men flere dykkere har meldt sig som frivillige til at bjærge delen.

Mens Peter Madsen ikke finder den specielt interessant, så vil Niels Foldager meget gerne kigge ind i brændkammeret, især fordi motoren blev slukket efter 16 sekunder.

»Var motoren brændt helt ud, så havde den været uinteressant, men nu har vi en raketdel, der kun er halvt brændt, og det kan give os en masse viden om, hvordan forbrændingen foregik. Specielt er vi jo interesserede i dysen og grainens geometri,« siger Niels Foldager.

Nu starter byggeriet af ny motor

Succesen for Copenhagen Suborbitals har dog ikke fået Peter Madsen til at tage et par fridage. Han glæder sig "utroligt meget" til at knokle videre i hangaren på Amager og gør nu klar til en række statiske test af en helt ny motor, der skal være i stand til at sende et rumskib 100 kilometer op i luften til næste år.

»Vi skal lave statiske test ad helvedes til herude nu og jeg har allerede bestilt jern til den nye motor,« lyder det fra en forpustet Peter Madsen, mens han cykler af sted på for at mødes med folk på DTU.

I næste uge, efter CS har samlet alle data fra raketaffyringen, vil vi lave en Q&A med Peter Madsen og Kristian von Bengtson, der vil svare på spørgsmål fra læserne her på ing.dk.

Kommentarer (53)

Lidt noget sludder når i siger at man ikke kan overleve en G påvirkning på 26G.

Det ville man sansynligvis i dette tilfælde, da det kan sammenligned med enhver anden hård opbremsning (læs ulykke).

Det er her meget vigtigt at tage tidsrummet, hvor man er under påvirkning med i betragtning.

Normal tyngdekraft kan være dødelig efter kort tid, hvis man er bevidstløs og ikke selv kan holde sit hoved oppe.

I andre tilfælde har folk overlevet op mod 300G i kort tid - tror rekorden indehaves af en formel 1 kører, det gik fra nogle hundrede km/t til 0 på den tid det tog at deformere snuden på hans formel 1 racer.

Her er en anden veldokumenteret situation.
http://en.wikipedia.org/wiki/John_Stapp#Wo...

Martin.

  • 0
  • 0

Det er vel en del af risikoen ved affyring fra en flydende platform, at denne kan gynge en anelse. Alt andet lige er start fra landjord nemmere at styre.

Men aktiv styring er helt klart at foretrække alligevel.

Hvad faldskærmen angår, så bør næste model have to: En lille og robust til at bremse fra topfart ned til lavere fart, hvorefter den trækker den store ud. Og måske et design, der giver sikrere udfoldning af faldskærmen, selv om det er på bekostning af luftmodstand/kg.

Jeg mindes, at DARK brugte en faldskærm, der var to længder stof overkors. Der var meget undslippende luft i hjørnerne, men den var meget stabil og nem at folde ud.

  • 0
  • 0

Raketten har vel gyro til kontrol af hale ror, så den kan flyve lige
Om den så starter lige eller ej

Kom nu drenge det er jo NASA i udfordre :-)

  • 0
  • 0

Hvis man ligger på ryggen, i et korrekt sæde, på gammeldags rum-manér, tror jeg sagtens at man overlever.. Men ikke i den konfiguration vi har i Tycho.. Som Zacho skriver, skal acceleration altid vægtes overfor tiden..

Rumskibsbyggeren..
ps. næste version er tegnet.. og bygges nu!

vonB

  • 0
  • 0

Raketten har vel gyro til kontrol af hale ror, så den kan flyve lige
Om den så starter lige eller ej

Kom nu drenge det er jo NASA i udfordre :-)

Den har jo lige præcis ikke gyro - ikke noget, som styrede raketten i hvert fald. Hvad jeg kan forstå får den dog det i næste version.

  • 0
  • 0

Det var da tydligt at raketten svingede meget på platformen, og det undre mig lidt at man ikke har haft noget mere fokus på det, næste gang lån en Kulpram fra hr. Mærsk, den ligger stille.

  • 0
  • 0

[quote]Raketten har vel gyro til kontrol af hale ror, så den kan flyve lige
Om den så starter lige eller ej

Nej, det havde HEAT-1X ikke. Det var en kalkuleret risiko. Der var fire små gyroer i finnerne til at styre rotation, men ikke anden form for styring.[/quote]
Der var kun monteret to finnegyroer (se http://www.flickr.com/photos/jenskrabbe/57... hvor det kan ses, at gyroen i den finne til højre mangler, mens der sidder en grå plade i den til venstre). Men de to gyroer tilsammen kan have stabiliseret rotationen så meget, at raketten ikke opnåede stabilitet af den vej. Jeg talte kun 2 fulde rotationer, inden den seperation og faldskærme efter 31 sekunder (http://www.youtube.com/watch?v=-rASHRBo9Rg...). Det giver 1/15 Hz. Jeg ved ikke hvor meget rotation om længdeaksen, der skal til, før en raket af den størrelse og masse bliver tilstrækkelig stabil (mine boomeranger roterer typisk med 12-14 Hz :)

  • 0
  • 0

håndfladestore flader skulle have nogen effekt

Stabilitet af en raket er to ting: inden den får styrefart; i fart. Inden raketten får styrefart kan man styre den ved at regulere retningen af strålen, ved at dreje dysen.

  • 0
  • 0

Hvis der er 2 faldskærme, en lille og en større, er de så ment sådan at den lille skal bremse i nogen tid inden den lille hiver den større skærm ud?

I så fald, hvor lang tid har den lille skærm til at bremse i?
På videoen kan jeg ikke få øje på den lille skærm, eller også går det meget stærkt med at få den store hevet ud.

Endnu engang tillykke herfra.

PS. sad der ikke et kamera på Heat?

  • 0
  • 0

....I så fald, hvor lang tid har den lille skærm til at bremse i?
På videoen kan jeg ikke få øje på den lille skærm, eller også går det meget stærkt med at få den store hevet ud.
?

Der var to faldskærme til rumskibet Tycho Brahe. Du kan se det på forsiden af www.raketvenner.dk - rul lidt ned; der er en god grafik og tidsskema for launch.

Den lille faldskærm skulle være udløst efter 80 sek, ca 8 km oppe. Da Tycho Brahe aldrig kom så højt op, har den lille skærm måske ikke været brugt.

MVH
Jan - der nyder billederne fra opsendelsen

  • 0
  • 0

26 G er ikke noget man skal udsætte sig for for sjov, men det ville højest sandsynligt ikke være dødeligt, hvis selen ellers fungerede efter hensigten, d.v.s. undgik at overkroppen bukkede sammen ved anslaget.

Dr. John P. Stapp udsatte faktisk sig selv for højere G-kræfter adskillige gange i 50'erne.

Stapp designede sæder og sikkerhedsseler til jagerpiloter, som han testede med ialt 74 testpersoner - flest gange med sig selv (!) - i raketslæden "Sonic Wind I".

http://www.stapp.org/stapp.shtml

Udfra disse studier er seler til bl.a. racerkørere udformet den dag i dag, og jeg har noteret mig at Kristian Von Bengtson meget fornuftigt har valgt at bruge en af disse, af mærket Sparco.

Man troede før hans arbejde at alt over 18 G var dødeligt, men han beviste at med en korrekt udformet sele, kan en pilot selv gå fra et crash på 32 G, og ville sandsynligvis overleve 45 G.

Et af resultaterne viser faktisk en pilot i god form vil kunne overleve mere end 25 G i 1,1 sekund.

Da Tycho Brahe's anslag mod vandet, peakede ved de 26 G, har kraften næppe ligget over 25 G i mere end en brøkdel af et sekund.

Ved længerevarende konstant acceleration, eksempelvis >10 sekunder, er kraftens retning ift kropspositionen vigtig, ift at undgå blackouts, som følge af at blodet "forlader" hjernen og flyder ned mod benene.

Her kan man med bukser der holder modtryk om benene klare op til 9 G i >10 sekunder, uden at miste bevidstheden. Foruden disse kan man ikke klare meget over 4 G, uden at besvime.

Der er ved disse niveauer slet ikke tale om at dø eller komme til skade, men udelukkende om hvorvidt man mister bevidstheden eller ej.

Ved et anslag handler det derimod ikke så meget om kraftens retning ift kropspositionen, da kraften er langt mere kortvarig. Det handler derimod om at forhindre at kroppen bukker sammen og gør skade på indvoldene, og det er her selen kommer ind billedet.

"Randy's" siddeposition er i øvrigt meget sammenlignelig med en formel-1 kørers. Ved frontalt sammenstød med meget høje hastigheder (som ikke sjældent sker med 200-300 km/t), er kraften jo tæt på horisontal forfra.

Stiller man en F1-racer på højkant med snuden nedad, så er siddestillingen faktisk meget lig med Randy's. Dog kan selv små vinkler til forskel betyde meget.

Hvis selen ikke er i stand til at forhindre at bækkenpartiet skrider fremad/nedad (pga det hældende sæde), så er der nok risiko for læsioner i ben og måske lænd. På den anden side afbøder det jo kraften på de mere vitale kropsdele (og her mener jeg ikke bryllupsklokkerne).

Mit bud er derfor: Hvis Randy var et menneske i god form, som enhver astronaut bør være, så ville han/hun sikkert have pådraget sig læsioner, men overlevet anslaget.

Om han/hun havde overlevet at ligge med hovedet under vand indtil TB blev bjerget, er et ganske andet spørgsmål.

  • 0
  • 0

ps. næste version er tegnet.. og bygges nu!

Hvornår flyver vi?

Det kunne være spændende med et foredrag om HEAT-1X's korte, men hektiske første og sidste flyvetur. Det kunne så krydres med data og ideer vedr. næste opsendelse.

Skal gerne se om der kan samles folk til det på arbejde :)

Martin.

PS: Er der nogen der kender et trykkeri, der kunne lave nogle fede plakater af HEAT-1X's flyvetur. Vi kunne fint bruge nogle signerede plakater. De kan vel sælges for nogle hundrede kroner stykket :)

  • 0
  • 0

26 G er ikke noget man skal udsætte sig for for sjov, men det ville højest sandsynligt ikke være dødeligt, hvis selen ellers fungerede efter hensigten, d.v.s. undgik at overkroppen bukkede sammen ved anslaget.

Men man betaler formentlig for 26G ved at besvime - og så synes et vandfyldt rumskib alligevel at være et noget ufordelagtigt sted at opholde sig.

  • 0
  • 0

Hvis man nu skal op i 100 km højde - selv i relativ kort tid, så vil jeg da tænke, at man i det mindste tager et iltapparat med. Der er ikke meget luft man kan indånde i den højde. Hvis man derefter så skulle være så uheldig som Randy og ende med hovedet under vand, så har man jo stadig noget at trække vejret gennem. Nu var der ingen grund til at give Randy et dyrt iltapparat med, men jeg er da nysgerrig efter at vide om Peter har tænkt på at tage et med, når det bliver hans tur?

  • 0
  • 0

[quote]26 G er ikke noget man skal udsætte sig for for sjov, men det ville højest sandsynligt ikke være dødeligt, hvis selen ellers fungerede efter hensigten, d.v.s. undgik at overkroppen bukkede sammen ved anslaget.

Men man betaler formentlig for 26G ved at besvime - og så synes et vandfyldt rumskib alligevel at være et noget ufordelagtigt sted at opholde sig.[/quote]
Se, det er jo et helt andet problem.

Uanset med hvilken kraft kapslen rammer vandet, så er det jo afgørende at den ikke fyldes med vand, da man må påregne en halv time, inden man kan være fremme og bjerge fartøjet, da man jo må påregne at kapslen kan lande mere end 50 km fra affyringsstedet.

Det er i øvrigt værd at tage i betragtning hvor vigtig passiv sikkerhed er, hvilket vi jo fik så glimrende demonstreret i fredags.

Bremseskærmene blev udløst men viklede sig sammen og foldede sig kun delvist ud. De har dermed kun ydet en brøkdel af den bremseeffekt de skulle, og der ville med en levende astronaut ikke være tale om en succes men en ulykke.

Alligevel var anslaget ikke hårdere, end at astronauten med overvejende sandsynlighed ville have overlevet, med skader der vel endda er til at komme sig over.

Det ville med garanti ikke være tilfældet, hvis kapslen var faldet helt uden skærme fra 2.500 m højde, så man må regne den sikkerhed med der trods alt ligger i at skærmene popper ud, og liner og øjer er stærke nok til at holde, selvom skærmene bliver slået i stykker eller filtrer sammen ved høj hastighed.

Man kan derfor starte med at konstatere, at det er vigtigt at lugen (domen) kan klare vandanslag, der er betydeligt kraftigere end hvad en astronaut kan overleve.

Man kan endvidere reducere G-kraften ved anslaget betydeligt, ved en simpel designændring, som jeg omtalte i dette indlæg:

http://ing.dk/artikel/119789-tag-turen-i-t...

  • såfremt der bare er bremseskærm nok til at holde kapslen oprejst ved nedslaget.

Ved lave undersiden konveks, ligesom NASA's rumkapsler, reduceres G-kraften ved anslaget jo betragteligt - og det kan meget vel betyde forskellen mellem liv og død.

Passiv sikkerhed er jo ofte simpelt at lave og virker altid i den udstrækning det er beregnet.

  • 0
  • 0

[quote]Man kan derfor starte med at konstatere, at det er vigtigt at lugen (domen) kan klare vandanslag, der er betydeligt kraftigere end hvad en astronaut kan overleve.

Ja, det er en regulær designfejl. Den skal bare være tæt. Til forsvar kan nævnes at Tycho ikke skulle ramme vandet i den vinkel og den hastighed. Men skidtet skal stadig være tæt.[/quote]
Enig.

Det er dog svært at vurdere anslagsvinklen på baggrund af de indtil videre givne info.

Når vi ser optagelsen fra onboard kameraet, så se det ud til at kapslen rammen med bunden nedad, hvilket den vel også kun kan pga skærmene.

På bdeformationerne at dømme ser det mere ud som om den slog ned på siden.

Jeg kan let forestille mig at den landede på siden efter den sprang op ad vandet, da skærmene ikke havde nogen virkning der. Men kan 9 G forklare så store deformationer på siden af kapslen ?

Der er ingen tvivl om at trykket er steget nærmest eksplosivt inde kapslen, da den fik bulen på siden - nærmest som at trampe på en lukket blikdåse - så domen må være poppet af som et champagneprop.

Nok ikke noget trommehinderne havde tolereret!

  • 0
  • 0

Hvis man lander på ryggen burde 26 g ikke være dødeligt, og man burde heller ikke besvime da blodet ikke presses væk fra hovedet

Her er en mand der tager ca 35G
http://www.bbc.co.uk/news/world-europe-127...

og udregningen;:
http://scienceblogs.com/dotphysics/2008/11...

Ifølge wolframalpha.com
60 G er hvad en airbag kan skal kunne modtage i et sammenstød
50 G er LD50 for børn
20 G er hvad en en træningscentrifuge til kommer op på

  • 0
  • 0

Rene Hjortbøl:

Det var da tydligt at raketten svingede meget på platformen, og det undre mig lidt at man ikke har haft noget mere fokus på det, næste gang lån en Kulpram fra hr. Mærsk, den ligger stille.

Selvfølgelig har vi da beskæftiget os med det. Vi er ikke uvidende om, at havet bølger.

På HEAT-1X i september målte vi, at vinklen var indefor 3 grader i 95% af tiden, og indefor 5 grader i 99% af tiden. Vi tolererer 8 grader.

For at gentage igen: Det turn, vi så på HEAT-1X var ikke overraskende. Takket være meget succesfuld anti-rotation kom det til fuldt udtryk. Så går vi videre med næste trin i at kontrollere den raket.

  • 0
  • 0

Martin Zacho:

Lidt noget sludder når i siger at man ikke kan overleve en G påvirkning på 26G.

Nu siger vi ikke, at man ikke kan overleve 26G. Vi siger, at vores astronaut formentlig ikke var overlevet.
Vi er helt klar over accelerationers påvirkning på organismen. Jeg kan tilføje, at det ikke kun afhænger af tiden, men også af retningen og hvor kræfterne er lokaliseret.

Ham med de 45 G har jo haft ideel support.

Ham med de 300 G tror jeg ikke på.

Normal tyngdekraft kan være dødelig efter kort tid, hvis man er bevidstløs og ikke selv kan holde sit hoved oppe.

Det er ligesom en anden situation, hvor der er tale om bevidsløshed og luftvejsobstruktion.

  • 0
  • 0

Torben Mogensen:

Hvad faldskærmen angår, så bør næste model have to: En lille og robust til at bremse fra topfart ned til lavere fart, hvorefter den trækker den store ud. Og måske et design, der giver sikrere udfoldning af faldskærmen, selv om det er på bekostning af luftmodstand/kg.

Jeg mindes, at DARK brugte en faldskærm, der var to længder stof overkors.

Vi anvender drogues/streamere og faldskærme i flere tempi; og også korsskærme.

Det var før flyvningen besluttet at skærmene flyttes op i spidsen af raketten.

Det er klart at disse skærme ikke holdt, da de blev udløst ved en hastighed langt over det nominelle. Alternativet var, at de var gået i havet uden at blive udløst. Vores samlinger holdt, men en 8 mm stålwire blev revet over.

Og den ene skærm bremsede trods alt Tycho betydeligt, så vi fik begrænsede skader og mulighed for at redde data.

  • 0
  • 0

For lettere at kunne overkomme at besvare spørgsmål, ville det være dejligt, hvis man orienterede sig lidt i de mange svar, blog og beskrivelser, som allerede er her på ing.dk, før man formulerede sit eget spørgsmål eller forslag. Mange gange ville man finde svaret.

.

  • 0
  • 0

Dejlig video, omend det kan være svært at fornemme farten. Det kunne være interessant med overlay af data som fart, acceleration, højde mm, i selve videoen.

Jeg er meget imponeret over den ånd og skabertrang der er i projektet, og at raketten fløj så fint uden noget styring af betydning. Jeg ser dog alligevel frem til en aktiv styring i næste projekt, og også en større maxhøjde.

Mod det uendelige univers!

  • 0
  • 0

Jens Krabbe:

Det giver 1/15 Hz. Jeg ved ikke hvor meget rotation om længdeaksen, der skal til, før en raket af den størrelse og masse bliver tilstrækkelig stabil

Vi ønsker ingen rotation; derfor modvirker vi den. Stabiliteten skal opnås ad anden vej.

  • 0
  • 0

Steven Lose:

Hvis der er 2 faldskærme, en lille og en større, er de så ment sådan at den lille skal bremse i nogen tid inden den lille hiver den større skærm ud?

Ja. Den lille hiver dog ikke de 3 hovedskærme ud. De udløses særskilt.

På denne flyvning udløstes drogue og de 3 hovedskærme manuelt. Automatikken var sat på en meget lang tid, da vi ønskede at kunne undlade faldskærme helt, hvis de kunne medf'øre, at vi ville drive (pænt og nydeligt) uden for området.

Men ellers kan et eksempel på automatiske tider ses her:

http://www.youtube.com/watch?v=zH9zB_jCNeU

  • 0
  • 0

Det virkede som en ret usikker affyring og som sådan må det være svært at se den som en succes. Raketten girede, roterede og selv efter styrefart virkede den stort set ude af kontrol. Hvis platformen er et problem må man stabilisere den ved forankring (der er dybt, ja) eller ved at placere raketten i en kadansk konstruktion (med et tungt lod (en ubåd?)) - eller affyre den fra Pennemünde. Et eller andet, så Peter og Kristian (et al) ikke ender med mellemnavnet "Skram" eller "Hovsa".
I øvrigt flot at motoren brændte så jævnt denne gang. Slukkede den selv eller lukkede nogen for den famøse ventil?

  • 0
  • 0

Spørgsmål 1) Er der nogen årsag til, at man ikke vil gøre raketten bredere for oven, som det ofte ses på kommercielle raketter og nytårsraketter? En rumkapsel udformet som en lodretstående "flyvende tallerken"/diskos med en luge på begge de to flade sider vil være lidt bredere end raketten, men kun på den ene led, så det ikke giver problemer med tårnet, og samtidig vil den have en lang række fordele:

a) Astronauten kan ligge ned under affyring og landing i en næsten ideel position med bøjet lænd og knæ og med så neutralt blodtryk, som det kan blive under de omstændigheder :-)
b) Den vil ramme vandet langt blødere med sine skarpe "tallerkenkanter".
c) Den vil altid flyde stabilt på vandet med enten den ene eller den anden side opad. Den nuværende konstruktion, som nærmest flyder med toppen nedad, er en katastrofe, hvad det angår.
d) Den er meget nemmere at stige ind og ud af - både fra tårnet før affyring og efter landing, hvor det bare er at åbne den luge, der vender opad.
e) Der er to mulige redningsåbninger. Selv hvis den luge, der vender opad, ikke kan åbnes, kan man åbne den nederste, uden at kapslen synker.
f) Den vil formodentlig opføre sig lidt som en diskos eller frisbee i luften og dermed være væsentlig mere stabil end et rør.
g) Måske behøver den ikke engang at være fast forbundet til boosteren, men kan blot holdes på plads af tyngdekraft, g-påvirkning og lufttryk. Så er der store overlevelseschancer, selv om næsten alt andet svigter.

Spørgsmål 2) På CS's hjemmeside kan man læse, at raketten burde være stabil - selv uden aktiv styring. Jeg har aldrig forstået, hvordan det skulle være muligt - specielt ikke når tyngdepunktet flytter opad efterhånden som PU'en brændes af, og der samtidig kommer er voldsomt lufttryk over boosterens trykcenter. Hvordan var den passive stabilisering (som tilsyneladende ikke virkede) tiltænkt?

Spørgsmål 3) Har I overvejet at tænke lidt mere redundans og sikkerhed ind i projektet, inden myndighederne kommer på de tanker? Allerede en raket, det kan komme 16 km lodret op, kan formodentlig også nå Bornholm. Denne gang lykkedes det heldigvis at stoppe boosteren, da raketten kom ud af kurs, men uden redundant LOX ventil, fejlsikker kommunikation etc. er sikkerheden så ringe, at en kedelig skrankepave kunne sætte en stopper for det videre forløb ved f.eks. at forlange ekstremt dyre sikkerhedsgodkendelser, hvis I ikke selv gør noget.

PS. Og sæt så lige en høj, skarp stævn på hver at Sputniks skrog, så den ikke bremses og sejler stævnen under vand ved selv den mindste bølge.

  • 0
  • 0

Her er en mand der tager ca 35G
http://www.bbc.co.uk/news/worl...3427

Hvordan ved du det er 35G?

Ganske vidst er angivet 11m fald og 35cm vand i basinet, men der står intet om hvor tykt et lag sne der er nedenunder, og hvor meget han komprimerer det ved anslaget.

35G vil han sikkert kunne overleve, men han ville næppe kunne springe ud af basinet og råbe og skrige.

  • alene fordi de 35G ville give ham hans livs største mavepuster. ;-)
  • 0
  • 0

Jeg slog i 1997 verdensrekorden i frit fald: http://www.stunt.dk/Spring2.jpg

Jeg sprang fra 104,5 meter.
Airbag incl underlag var 5,5 meter højt.
Jeg gik ca 3,5 m ned i airbag´en ved landing.
Landede på ryggen/skuldrene.

jeg mener selv at jeg tog ca 28 G - er der nogen af jer kloge hoveder herinde der kan regne den ud for mig ?

Jeg mærkede ingenting ved landing, stod på mine ben 3 sekunder efter ( jeg skulle lige ned fra airbagen )

Vh
Stig

  • 0
  • 0

Jeg slog i 1997 verdensrekorden i frit fald: http://www.stunt.dk/Spring2.jpg

Jeg sprang fra 104,5 meter.
Airbag incl underlag var 5,5 meter højt.
Jeg gik ca 3,5 m ned i airbag´en ved landing.
Landede på ryggen/skuldrene.

jeg mener selv at jeg tog ca 28 G - er der nogen af jer kloge hoveder herinde der kan regne den ud for mig ?

Hvis vi antager konstant acceleration under opbremsningen, og samtidigt ignorerer luftmodstanden, så kan din g-påvirkning bestemmes alene ud fra forholdet mellem afstandene. Dvs. acceleration over 100 meter på 1g skal modsvares af en acceleration over 3.5 meter på 100/3.5 = 28.6g. Så dit eget tal er helt korrekt.

Du blev dog kun påvirket i ca. 0.15 sekunder.

/Kristian

  • 0
  • 0

Stig: Jeg tror at der er pokker til forskel på et velforberedt udspring på et "blødt" underlag, som du skriver om, og så på Randys forhold.

Randy står op i en snævert rør (60 cm) på et (indtil nu) hårdt underlag. hvis han skal tage de mange G op gennem benene, tror jeg at de enten brækker eller harpunerer hans krop. Ingen af delene vil være særligt sundt og alene knuste ben vil være livsfarligt, idet knoglestumperne vil kunne rive pulsårerne over.

Jeg skal ikke gøre mig klog på om han kunne have overlevet, men blot påpege at forholdene er vidt forskellige.

MVH
Jan
www.raketvenner.dk

  • 0
  • 0

Hvis det er en landing på benene, så har du absolut ret. Lårbensknoglerne ville blive skudt op i bækkenet, hvilket en amerikansk stuntman har efterprøvet i en luftpude.
Men mht om underlaget er "blødt" eller ej, så er det jo netop her det afgøres hvor hård opbremsningen, og dermed G-kraften bliver. Hvis vi antager at G-påvirkningen er ens, burde der ikke være den store forskel. Her må det altså være havets overflade ( vandet ) der bremser faldet, og ikke den hårde skal der omgiver Randy.
Hvis man designede faldskærmens ophæng således at man lander på ryggen, er man kommet langt. Det burde ikke være svært.
Alternativt en fuld-krops-sele ( harness ) som man bliver ophængt i, inden i røret. Fastgjort bag ryggen selvfølgelig. På den måde ville kraften blive fordelt, selv ved en landing på benene.

  • 0
  • 0

Stig: Interessant. Tak fordi du deler erfaringer med os. Jeg er sikker på at CS læser det med interesse.

MVH
Jan - der ikke skal nyde noget af at blive iklædt det missil. :-)

  • 0
  • 0

Stig: Jeg tror at der er pokker til forskel på et velforberedt udspring på et "blødt" underlag, som du skriver om, og så på Randys forhold.

Randy står op i en snævert rør (60 cm) på et (indtil nu) hårdt underlag. hvis han skal tage de mange G op gennem benene, tror jeg at de enten brækker eller harpunerer hans krop. Ingen af delene vil være særligt sundt og alene knuste ben vil være livsfarligt, idet knoglestumperne vil kunne rive pulsårerne over.

Jeg skal ikke gøre mig klog på om han kunne have overlevet, men blot påpege at forholdene er vidt forskellige.

MVH

Jan

www.raketvenner.dk

Jeg er nu ret sikker på, at Randy ikke "står" som sådan - han sidder på diminutivt sæde - netop for at benene ikke skal tage g-loaden alene.

Prøv evt at læse på CS' hjemmeside.

mvh Flemming
(der gerne vil være #2 efter Madsen) ;o)

  • 0
  • 0

Stig: Jeg tror at der er pokker til forskel på et velforberedt udspring på et "blødt" underlag, som du skriver om, og så på Randys forhold.

Randy står op i en snævert rør (60 cm) på et (indtil nu) hårdt underlag.

Som jeg forstod det, så landede Randy faktisk i den mest ønskelige vinkel, nemlig på ryggen.

Havde han "stået op" *) så ville tværarealet af kapslen, målt i anslagsretningen, være betydeligt mindre - øjemål siger max 1/4 - hvilket sandsynligvis ville have reduceret decelerationen til noget man kan tåle i stående position, - forudsat dog at undersiden formes konvekst, så den ikke virker direkte som en bremseskærm i vandet.

Man kan således sige, at G-påvirkningen varierer efter siddepositionen på den bedst tænkelige måde.

Dog skal man overveje hvor dybt kapslen ville trænge ned under vandoverfladen ved den maksimalt acceptable G-påvirkning ved fald med denne hastighed.

Det er jo meget godt man kan reducere G-påvirkningen med en konveks bundflade, men hvis det betyder at kapslen kommer ned i en dybde hvor den kollapser, er vi jo cirka lige vidt.

*) Selvom kapslen er i lodret position, så står Randy faktisk ikke op, idet han sidder på et sæde, der hælder ca 45 grader fremad. Ved 26 G ville han uundgåeligt glide frem i sædet og støde knæene ind mod indersiden af kapslen, hvilket sandsynligvis vil give slemme læsioner omkring knæ, lårben, hofter og lænd.

Påvirkningen er dog kraftigt reduceret i forhold til at optage alle kræfterne lodret op gennem ben og hofter. En sele der forhindrer bækkenpartiet i at skride frem/ned i sædet, ville fordele nogle af kræfterne og læsionerne betydeligt, og vil sikkert medføre at "løgene" trykkes op hvor de i sin tid kom fra (lyder værre end det er).

  • 0
  • 0

Jeg slog i 1997 verdensrekorden i frit fald

Tak til dig Stig, for at komme dele dine imponerende erfaringer med os her i debatten.

Måtte lige ind og tjekke dit "CV" - og ser at du faktisk både har verdensrekord i frit fald og i at "være ild i" i længst tid.

Begge er jo kompetencer der i visse tilfælde matcher raketfart i helt unik grad - så hvad ville du sige til at være den første til at tage over efter Randy? ;-)

Spøg til side; Planen er naturligvis at ingen personer skal sendes de 100 km op, før man er 99,9% sikker på at der ikke bliver behov for disse særlige kompetencer - og Peter Madsen har vist også reserveret den første billet. ;-)

  • 0
  • 0

Det vil jeg gerne se om ikke kan modbevises her er et link til et klip fra national geographic hvor der udføre eksperimenter med påvirkning af g kraft på menesker hvor en test person skulle have overlevet 40 af slagsen.

[b]Du svarer på en flere måneder gammelt blog.[/b]

Det er i bloggen nævnt at tiden en G-kraft påvirkning foregår henover har stor betydning.
Lille G påvirkning over meget lang tid skulle endda være meget mere skadeligt end en stor G påvirkning over kort tid.

  • 0
  • 0