Protonraketterne flyver igen efter bøvl med tryksystem

Blot to måneder efter den sidste fejlslagne opsendelse fløj Proton-raketten igen i begyndelsen af ugen.

Rusland opsendte søndag en Proton-raket med en kommerciel kommunikationssatellit for Intelsat.

Opsendelsen kom blot to måneder efter, at en tidligere Proton-opsendelse den 6. august med en russisk og en indonesisk kommunikationssatellit var slået fejl.

Satellitterne blev dengang sendt ind i en forkert bane, da rakettens øvre trin fejlede.

Proton-raketterne flyver igen, blot to måneder efter seneste uheld. (Foto: ILS/Khrunichev)

Uheldet i august viste sig at skyldes en defekt del til Breeze-Ms-tryksystemet, og efterfølgende beordrede den russiske regering en reorganisering af den russiske rumindustri og fyrede bl.a. direktøren for Khrunichev-rumfirmaet, der bygger Proton og Breeze-M.

Med fejlen identificeret var der grønt lys for næste opsendelse.

Læs også: Motorbøvl med protonraket sender satellitter i ubrugelig bane

Noget overraskende blev det den kommercielle Intelsat-23, der skulle stå for den, og ikke en statslig russisk satellit, som det ellers normalt er tilfældet efter uheld.

Det viste sig, at forsikringsselskaberne, som dækkede Intelsat-23, var så overbeviste om, at fejlen var fundet og løst, at de gav grønt lys til den kommercielle opsendelse på første flyvning efter uheldet.

Opsendelsen fandt sted med en Proton-raket udstyret med et Breeze-M øvre trin. Raketten blev sendt op fra det russiske Baikonur-rumcenter i Kasakhstan.

Den 56 meter høje raket medbragte Intelsat-23-kommunikationssatellitten og var arrangeret af International Launch Services, som står for det kommercielle salg af opsendelser på Proton-raketterne.

Maraton-opsendelsen tog ni og en halv time og omfattede fire affyringer af Breeze-M-trinet, inden Intelsat-23 kunne placeres på sin geostationære position 36.000 kilometer over ækvator på 53 grader vest.

Kort tid efter kunne Intelsats kontrolcenter bekræfte, at man havde kontakt med satellitten.

Læs også: Tredje fiasko: Russisk protonraket styrter i Stillehavet

Den 2,7 ton tunge satellit medbringer 24 C- og 15 Ku-båndstranspondere til at dække USA, Latinamerika, Europa og Asien. Den skal erstatte den aldrende Intelsat-707 fra 1996.

Satellitten er bygget af rumfirmaet by Orbital Sciences Corp. og forventes at kunne fungere i mindst 18 år.

Den næste Proton-opsendelse bliver i begyndelsen af november med to russiske kommunikationssatellitter Luch-5B og Yamal-300K.

Tre uger senere skal endnu en Proton-raket opsende EchoStar-16-kommunikationssatellitten for Dish Network Television i USA.

Dokumentation

Artikel fra Spaceflight Now
Artikel fra space.com

Emner Raketter

Kommentarer (1)

Fra Nord- og Sydamerika over Europa til Asien.
De engelsksprogede artikler er dog mere tilbageholdende, og angiver
Nord- og Sydamerika samt det vestlige Afrika og Vesteuropa som værende indenfor dækningsområdet.

  • 0
  • 0