Professor: Regeringen oversælger hastighed på mobilt bredbånd

Borgere i tyndt befolkede områder er stillet i udsigt, at de kan få mobilt bredbånd med en hastighed på mindst 10 Mbit/s. Men ifølge professor bygger det løfte på tvivlsomme forudsætninger. Hastigheden kan nemt blive halveret.

Når der bliver tændt for det mobile bredbånd ved 800 MHz mellem 2013 og slutningen af 2015, har regeringen lagt op til, at 207 postnumre, hvor det i dag kan være svært at få bredbånd, skal dækkes med mobilt bredbånd på 'mindst 10 Mbit/s'.

Men det bliver svært at opfylde det løfte, for den faktiske hastighed kan vise sig at blive noget lavere. Professor ved Aalborg Universitet Preben Mogensen kalder det 'optimistisk', at brugerne faktisk vil have 10 Mbit/s til rådighed.

I en pressemeddelelse fra Erhvervs- og Vækstministeriet fra marts lød det ellers:

'Auktionsvinderne - teleselskaberne - forpligter sig til inden udgangen af 2015 at udbyde mobile bredbåndsforbindelser på mindst 10 Mbit/s i de landområder, hvor der i dag er størst behov for bedre bredbånd.'

Hastigheden på mindst 10 Mbit/s er dog forbundet med en række forbehold.

Teamleder ved Erhvervsstyrelsen Robert Lindgaard fortæller, at det er udendørs, borgerne kan regne med 10 Mbit/s.

Så 10 Mbit/s gælder altså ikke, hvis man sidder i sin stue og surfer?

»Nej, vores dækningskrav er udendørs.«

Kigger man nærmere i det materiale, der ligger til grund for den igangværende auktion over de frekvenser, der skal sikre mobilt bredbånd til de tyndtbefolkede områder, så tales der ikke om en hastighed på 'mindst 10 Mbit/s.' Her tales der i stedet om en 'oplevet' hastighed på mindst 10 Mbit/s.

Ingeniøren har ad flere omgange forsøgt at få Erhvervsstyrelsen til at forklare, hvad 'oplevet' dækker over i denne sammenhæng, det har styrelsen imidlertid ikke ønsket - senest med følgende begrundelse via mail fra kontorchef i styrelsen Jakob Juul:

»Som nævnt i telefonen, så udtaler Erhvervsstyrelsen sig ikke om auktionen, om auktionsvilkår eller andre dele af auktionsmaterialet, da det kan påvirke afviklingen af 800 MHz-auktionen, der starter på mandag den 18. juni 2012 (i dag, red.).«

Professor: »Utrolig blød formulering«
Professor ved institut for elektroniske systemer ved Aalborg Universitet Preben Mogensen har været med til at definere LTE-teknologien. Han vil gerne komme med bud på, hvad 'oplevet' kan dække over i forhold til mobilt bredbånd, hvor datahastigheden i modsætning til eksempelvis en ADSL-forbindelse, varierer i forhold til, hvor mange samtidige brugere der er på den enkelte mobilmast.

»Oplevet hastighed er en utrolig blød formulering, der ikke siger noget konkret om, hvad brugerne kan forvente. Det kan betyde alt muligt, og jeg gætter på, formuleringen er valgt, så ingen efterfølgende kan holdes juridisk ansvarlige for ikke at have levet op til deres forpligtelser i forhold til datahastigheden,« siger Preben Mogensen.

Robert Lindgaard fra Erhvervsstyrelsen fortæller, at auktionsvinderne, det vil sige teleoperatørerne, ved udgangen af 2015, skal sandsynliggøre over for Erhvervsstyrelsen, at den oplevede hastighed på 10 Mbit/s bliver leveret i det pågældende område.

Men uanset hvilke data teleoperatørerne leverer, kommer den hastighed, borgerne 'oplever' i de enkelte postnumre, i høj grad til at afhænge af, hvor mange der er koblet på det mobile bredbåndsnet på en gang. Da mobilt bredbånd er en delt ressource, hvor den samlede kapacitet bliver delt ud mellem de brugere, der er koblet på masten.

»Det er jo et led i denne opgave, at licensindehaverne skal dimensionere deres net på fornuftig vis. Det bliver en samlet vurdering, vi skal foretage,« siger Robert Lindgaard.

Han kan ikke sige, hvordan vurderingen vil blive foretaget, men fortæller, at det kommer an på den dokumentation, licensindehaverne sender ind, og de gældende omstændigheder.

»Brugeren skal have en oplevelse af en forbindelse på 10 Mbit/s. Det nytter jo ikke noget, at nettet bliver dimensioneret på en måde, så ingen af brugerne kan få en 10 Mbit/s oplevelse.«

Hastigheden kan let blive halveret

Preben Mogensen påpeger, at det kan blive vanskeligt altid at sikre 10 Mbit/s af flere årsager.

Der er 2x30 MHz (30 MHz til download og 30 MHz til upload) i alt at byde på for de tre budgivere, der har meldt til sig 800 MHz-auktionen. Derudover er der et loft, der betyder, at højst 2x20 MHz må lande hos en enkelt budgiver.

Så en budgiver kan altså ende med 2x20 MHz, mens de to resterende budgivere kan ende med 2x10 MHz tilsammen.

Ifølge Preben Mogensen plejer man at regne med 1,5 bit pr. Hertz pr. sekund i byområder for et belastet LTE-netværk. Men ved 800 Mhz-båndet på landet hedder regnestykket nærmere 1 bit pr. Hertz pr. sekund, fordi der er længere mellem masterne. Det vil altså sige, at en teleoperatør med en licens til at anvende 10 MHz faktisk kan levere 10 Mbit/s p.r celle.

Men det der estimat forudsætter dog, at der ikke er for mange brugere ad gangen koblet på mobilmasten.

En mobilmast har typisk tre celler, en for hver antenne, som dækker tre forskellige retninger. Det vil sige, at der statistisk set kan være tre samtidige brugere koblet på masten, som får en hastighed på 10 Mbit/s, fortæller Preben Mogensen.

»Men hvis der sidder to brugere, som befinder sig i samme område og dermed i samme celle og streamer film, ja, så bliver hastigheden pludseligt halveret til 5 Mbit/s,« siger han.

Så for at de 10 Mbit/s, som blandt andet er nævnt i pressemeddelelsen fra Erhvervs- og Vækstministeriet, skal kunne opnås, så forudsætter det altså ifølge Preben Mogensen, at naboen eller i samme del af et sommerhusområde, ikke alle sidder og streamer eksempelvis en EM-fodboldkamp via DR's hjemmeside.

»Min umiddelbare vurdering er, at 10 Mbit/s som en generel oplevet hastighed lyder lidt optimistisk,« siger Preben Mogensen.

Derudover forudsætter scenariet med fodboldkampen desuden, at brugerne befinder sig udendørs, da de 10 Mbit/s jo ikke er et krav til datahastigheden indendørs.

»Så snart man bevæger sig indendørs, så bliver signalet dæmpet væsentligt og den hastighed, man kan komme på nettet med, falder også,« siger Preben Mogensen.

Han vil nødigt komme med et konkret bud på den faktiske datahastighed, som man generelt kan forvente af LTE ved 800 MHz i Danmark, uden at have regnet nærmere på det.

Ingeniøren har været i kontakt med Erhvervs- og Vækstministeriet vedrørende formuleringen om den mobile bredbåndshastighed på mindst 10 Mbit/s fra pressemeddelelsen, der i øvrigt bærer overskriften: 'Ole Sohn: Bedre mobilt bredbånd i Danmark'.

Pressesekretær i ministeriet Søren Møller Nielsen fortæller, at erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) ikke umiddelbart har kommentarer ud over dem, der allerede fremgår af pressemeddelelsen. I øvrigt henviser Søren Møller Nielsen til Erhvervsstyrelsen for de nærmere tekniske forklaringer.

Dokumentation

Prm: Ole Sohn: Bedre mobilt bredbånd i Danmark

Kommentarer (15)

Er altså at der igen bliver tale om spin og gyldne løfter, som ingen kan stilles til ansvar for. Når den teknologiske løsning kun med nød og næppe kan klare minimumskravet for 'een samtidig bruger' så bør ingen jo nikke ja til at kravet kan overholdes i praksis! Har Preben Mogensen ikke røv nok i bukserne til at fortælle embedsmændene og de 'ansvarlige' politikere at deres drømme aldrig går i opfyldelse? Altså på en måde så selv de nytilkome medlemmer af børnehaven forstår det!

  • 0
  • 0

Uanset hvor meget tudefjæs man kan stille op over at få mindre end de lovede 10mbit, så er det da stadig en voldsom forbedring af de nuværende forhold hvor man på landet kun har gprs/edge i praksis.

Prøv at starte noget tdc play eller lignende og så drej fra en hovedvej, og musikken stopper når bufferen er tømt. Landsdækkende netværk er allerede godt og vel oversolgt, måske man burde indføre betegnelsen "bydækkende" i stedet?

  • 0
  • 0

Enig Poul - en forbedring er en forbedring. Men det kommer stensikkert til at gå som tidligere, hvor teleselskaberne får travlt med at rulle teknologien ud i byerne, hvor kundekoncentrationen er størst, og hvor de har problemer med indendørs dækning på 1800MHz Når/hvis de så får tid senere kommer der også en enkelt mast eller to op i udkantsdanmark. Bydækkende er en rigtig træls beskrivelse, men desværre meget godt ramt!

  • 0
  • 0

Jeg har skrevet det før og sidst her i sidste uge: Man skulle ikke sælge de rå frekvenser, men forlange at hele 800MHz båndet blev brugt til et fælles landsdækkende net - og så sælge ideelle andele af den tilgængelige bit-rate.

[I]Hele konceptet i at tildele de rå frekvenser til flere selskaber for at skabe konkurrence er gammeldags, primitivt og lidet effektivt. Det svarer i høj grad til at sælge jord til flere jernbaneselskaber, og lade dem bygge parallelle jernbanespor - og det er tæt på lige så molboagtigt. Man har indlysende ladet én banestyrelse stå for den nødvendige samlede sporkapacitet og så ladet flere selskaber anvende sporene mod betaling. Der er en måske ikke fejlagtig, men dog vildt overdrevet at tro på 'teknologineutralitet'. Eller at tro konkurrencen ligger på teknologien* og i 'masteskoven'. Det er ikke i nogen stor grad tilfældet her. Der er en generationsudvikling fra NMT over GSM til 3G og 4G teknologier. Men indenfor hver udviklingsgeneration skal alt helst være ens, fordi min telefon/dungle skal kunne flyttes til et bedre og billigere selskab uden andet nykøb end et nyt SIM kort. Det netop min og din mulighed for let at skifte selskab, der er den drivende faktor i konkurrencen. Det ville, især for de begrænsede under 1GHz frekvenser, have været meget bedre at have overladt hele båndet til en 'bit-rate-styrelse', der så havde bortauktioneret ideelle andele af den samle bit-rate til teleselskaberne. En sådan fælles produktion af 'bit-rate' an udmærket være et privat joint-venture selskab, det udbyder og aftaler masteudbygning og drift. Det er ikke nødvendigvis en god ide med statslig indblanding. Det er den fælles deling af den samlede kapacitet, der er afgørende for den maksimale udnyttelse af den givne frekvensbåndbredde. Herved ville alle få samme dækning og evt. uudnyttet bit-rate fra et teleselskab omkring en bestemt mast ville kunne udnyttes af de andre teleselskabers kunder omkring den samme mast. Lars :)[/I]

Artiklens eksempel med flere, der er placeret i samme celle, ville være meget anderledes, hvis hver celle havde en båndbredde på 30 MHz eller 30-45 Mbit/s (med artiklens forudsætninger).
Det statistisk langt mindre sandsynligt, at der i en celle er overbelastning ved 30 eller 45 Mbit/s kapacitet end ved en max kapacitet på blot 5-7 Mbit/s (1 LTE kanal) eller 10-15 Mbit/s kapacitet (2 LTE kanaler)

Lars :)

  • 0
  • 0

10 mbit vil formentlig også være en (for) lav hastighed i 2015 - skal man så oven i købet dele den med flere og dermed opnå en ukendt hastighed - virker det ikke gennemtænkt. Tager man samtidig risikioen for tv-forstyrrelser (og det faktum at man ikke får gratis skillefilter som i Sverige) er det nok ikke løsningen for udkantsdanmark / Anders - http://www.internet-bredbaand.dk

  • 0
  • 0

endnu mere sort ud.....

Skulle auktionen give bedre bredbånd på steder, hvor der i dag er sorte pletter (typisk i udkantsdanmark). Næppe.... Mobilselskaberne sætter næppe ekstra master op, hvor der er få brugere af nettet. Det er simpelthen for dyrt og når de tilmed ikke bliver hængt op på det, pga. den vage formulering, så var Skyline's Wimax pludselig ikke en så ringe teknologi alligevel....

  • 0
  • 0

endnu mere sort ud..... Skulle auktionen give bedre bredbånd på steder, hvor der i dag er sorte pletter (typisk i udkantsdanmark). Næppe.... Mobilselskaberne sætter næppe ekstra master op, hvor der er få brugere af nettet. Det er simpelthen for dyrt og når de tilmed ikke bliver hængt op på det, pga. den vage formulering, så var Skyline's Wimax pludselig ikke en så ringe teknologi alligevel....

@Jens Jönsson: Hvad var der lige så specielt ved Skylines teknologi, siden den skal skamroses så meget? Hvad var der så specielt ved Skylines WIMAX?

  • Var det brugen af OFDMA... som LTE også bruger?
  • Var det det faktum at Skyline havde 600 master kontra de ~4000 sendemaster som Telia/Telenors fælles netværk forventes at bestå af eller de ~2000 sendemaster 3s netværk består af?
  • Var det brugen af frekvenser på 2500-3500 MHz der gjorde Skylines tilbud så godt? LTE kan jo bruge både 800/1800/2600 Mhz frekvenser og deraf længere rækkevidde.
  • Var det brugen af retningsbestemte antenner, som man også kan købe til LTE netværk

Faktum er, at der intet magisk er over WIMAX teknologien, og Skyline havde ikke noget magisk netværk sammenlignet med deres konkurrenter. Kan du f.eks. finde områder i Danmark, hvor Skyline er de eneste der dækker sammenlignet med de fem andre teleselskaber?

  • 0
  • 0

Kan du f.eks. finde områder i Danmark, hvor Skyline er de eneste der dækker sammenlignet med de fem andre teleselskaber?

Ja. Kender nogle stykker der havde Wimax fra Skyline. Ingen steder nævneværdig 3G dækning, hvis nogen overhovedet.
Slet ikke noget der lignede de 10/5 Mbit/s de fik fra Skyline og så med fornuftig latency ifht. 3G....

  • 0
  • 0

[quote]Kan du f.eks. finde områder i Danmark, hvor Skyline er de eneste der dækker sammenlignet med de fem andre teleselskaber?

Ja. Kender nogle stykker der havde Wimax fra Skyline. Ingen steder nævneværdig 3G dækning, hvis nogen overhovedet.
Slet ikke noget der lignede de 10/5 Mbit/s de fik fra Skyline og så med fornuftig latency ifht. 3G....[/quote]

@Jens Jönsson: Man skal bare lige huske at sammenligne pærer med pærer. Der er med 100 procent garanti ingen af dine bekendte, der har forsøgt af få 3G dækning med en eksterne retningsbestemt antenne. Det var netop den retningsbestemte antenne, som var "hemmeligheden" bag Skyline "magiske" dækning.

Allerede på de nuværende 3G netværk kan man rigtig mange steder trækker hastigheder på over 10 Mbit/s download og mere end 2 Mbit/s upload - oven i købet med en lavere latency end hos Skyline.

  • 0
  • 0

Det er muligt at man med en retningsbestemt antenne kan fange 3G nettet..
MEN... En væsenlig forskel på det mobile net og Skyline, var de frie GB.. Hos en mobil udbyder får du max. 30 GB/ md.. Det strækker som en skrædder i helvede.. Så hvad dét angår, så var Skyline det nærmeste man kunne komme på dét internet, som (de udvalgte danskere) opfatter som en selvfølge..

  • 0
  • 0

Allerede på de nuværende 3G netværk kan man rigtig mange steder trækker hastigheder på over 10 Mbit/s download og mere end 2 Mbit/s upload - oven i købet med en lavere latency end hos Skyline.

Jeg har endnu ikke fået lavere latency på et 3G netværk end på en Skyline forbindelse. Min typiske latency på 3G svinger mellem 60 og 200 ms...
På Skyline lå din typisk på 30-40 ms på de forbindelser jeg har oplevet.

  • 0
  • 0

[quote] Jeg har endnu ikke fået lavere latency på et 3G netværk end på en Skyline forbindelse. Min typiske latency på 3G svinger mellem 60 og 200 ms... På Skyline lå din typisk på 30-40 ms på de forbindelser jeg har oplevet.

Har det så været på en Skyline forbindelse med retningsbestemt antenne, den lille router boks eller via deres mobilt bredbånds produkt?

Jeg har selv testet intensivt med den lille hvide router boks, og der lå den typiske latency mellem 50-80 ms. hvilket er nogenlunde det samme som på normalt 3G.

3G på Telenors netværk svinger latency mellem 80-90 ms. hvis jeg henter data fra København (> 250 km væk). Telenors transmissionsnetværk er ikke ligefrem kendt for at være super hurtigt sammenlignet med konkurrenterne fra Telia og 3, men det kører da fornuftigt.

Og det er vel at mærke udført på en ganske almindelig smartphone, uden nogen form for ekstern antenne eller andet "magisk" tilbehør. En ekstern antenne og et modem vil garanteret kunne presse latencyen lidt længere ned.

Kan da lige nævne at jeg med LTE på Telia netværk ligger på omkring 20-22 ms. i snit - vel at mærke hvis jeg benytter en LTE router over Wi-Fi, som jo ikke hjælper på latency.

  • 0
  • 0

En ting, der ikke bliver nævnt i forbindelse med 4G's "fantastiske" hastigheder er, at 4G hovedsagelig sælges i begrænsede pakker.
Regner man med den reklamerede hastighed på 80Mb, og for nemheds skyld 1MByte overført = 10Mbit incl overhead i luften, vil den mindste Telia-pakke på 500MB pr måned være brugt på 62 sekunder.

En teenager, der har spotify kørende i baggrunden 6 timer i døgnet bruger 13GB om måneden.
En WorldOfWarcraft fylder p.t. 22GB, hvis den skal downloades fra frisk.

Hvis Skyline med flatrate havde kunnet tage de samme priser som mobildata, var det nok gået anderledes.

  • 0
  • 0