Professor: Klagesystem over metro er ikke uvildigt

Politiken Det er en problematisk sammensætning af den klageinstans, der skal afgøre erstatningssager, lyder det fra juridiske eksperter.

Hvis du som borger eller butiksejer vil klage over metrobyggeriet, skal du ikke regne med at få en uvildig behandling, vurderer juridiske eksperter på baggrund af informationer om klagesager vedrørende metrobyggeriet, som Politiken i dag lægger frem.

Efter en klage til Metroselskabet vil borgere og butiksejere typisk klage til Ekspropriationskomissionen, der består af fire medlemmer, udpeget af Metroselskabets ejere - Transportministeriet og to kommuner. Formanden er en tidligere embedsmand fra Transportministeriet og arbejder nu for det ministerium, der er ejer af og ansvarlig for anlægsmyndighederne.

>Ekspropriationskommissionen er uheldigt sammensat; det ville være mere hensigtsmæssigt, hvis formanden var en dommer eller professor,<< siger professor Peter Pagh fra Københavns Universitet til Politiken, med henvisning til Taksationskommissionen, der er sammensat mere uvildigt.

En boghandler har mistet 1,3 millioner kroner i omsætning på grund af metrobyggeriet på Rådhuspladsen, men hans sag blev afvist af formanden for kommissionen, som sagde, at det ville være formålsløst at forfølge sagen, fordi der ikke var blevet udbetalt en eneste krone i erstatningssager. Det er dog faktuelt forkert, da flere butikker har fået erstatning for tab ved metrobyggeriet. Derudover blev boghandleren aldrig oplyst om muligheden for at anke sagen.

Læs mere på forsiden af Politiken i dag.

Kommentarer (1)

Ikke forstået! Masser af ekspropriationsforretninger, vel senest i Roskilde udføres med deltagelse af fallerede dommere. Det garanterer kun dårlig behandling.
Eksproriation er en joke, et tag selv bord fra magthavernes side. Der er ikke fuld kompensation, men en på forhaånd vedtagen anlagt erstatning, der er langt under den faktiske værdi.
Eksempler: Jord, der er pålagt afgifter og skatter svarende til 10 kr pr kvadratmeter "stjæles" for kun 2 kr pr kvadratmeter. (og uden tilbagebetaling af det for meget betalte i skatter)
Så jeg tror næppe en dommer vil gøre den store forskel. Men som påpeget er det rent fup, at ræven vogter hønsene. Der skal en rigtig uafhængig gruppe til! Endnu et eksempel på offentlig fup omkring klage systemer - der kun er til for at narre borgerne.
Lad det gå direkte til Sø og handelsretten!

  • 0
  • 0