Det er noget vrøvl at store landvindmøller er en mindre miljøbelastning end små møller. 1) Store vindmøller har lavere rotationshastighed end små møller der pisker rundt og derfor generer mere. 2) Store møller i parker kan bekoste et radaranlæg der slukker for advarselslysene om natten i de 99% af tiden hvor der ikke er fly eller helikoptere på kollisionskurs med møllerne.

Store landbaserede møller er også tvingende nødvendigt for at drive prisen på møllestrøm ned i et fornuftigt leje på omkring 40 øre kwt. Større møller kommer højere op hvor det blæser mere og det giver højere produktion og en kapacitetsfaktor på niveau med det der er muligt med havvindmøller men til under halvdelen af installationsprisen for havvindmøller.

At en professor kan sige noget så dumt som at man bør forbyde store landvindmøller er dybt sørgeligt. Det er mere forståeligt og forventeligt at den slags udtalelser kommer fra de almindelige brokkehoveder i såkaldte naturfredningsforeninger der ikke har andet at tage sig til.

Der skulle have stået ” Det er noget vrøvl at store landvindmøller er en >større< miljøbelastning end små møller.” Jeg beklager.

Henrik Mathiesen: Hvordan kommer du frem til, at de store møller opnår en bedre kapacitetsfaktor (belægning) end de mindre møller gør, på land?

I statistikken over produktionen fra vindmøller opstillet i Danmark i de første 8 måneder af 2011, kan man se, at den landbaserede vindmølle, som virkelig kommer højest op i kapacitetsfaktor er en 1,8 MW mølle. Ved Brejninge står en vindmøllepark med 4 sådanne møller. De producerer hver især ligeså meget strøm som mange 3MW møller, som også står i Vestjylland.
Ved Tim er man lige nu ved at planlægge 12 stk. 6 MW landmøller i en vindmøllepark, men man regner ikke med, at de vil komme til at producere mere strøm om året end 15 til 16 stk 1,8 MW møller a la typen fra Brejninge, vil kunne gøre.

Dine påstande hænger vist ikke sammen med virkeligheden, eller hvad misforstår jeg?
Jeg har svært ved at se, hvordan professoren vrøvler, når han anfører, at møllerne under 2MW egner sig bedre til at blive opstillet på landjorden. De larmer ikke nær så meget som møllerne på 3MW, men de producerer lige så meget. De koster næsten kun det halve for samfundet i støttekroner osv. Er det ikke dig, der vrøvler?

Du er selv inde på det rigtige, når du peger på, at havet giver bedre kapacitetsfaktor (belægning) af møllernes effekt. Det ser ud til, at man kun kan få økonomi i store møller, ved at placere dem på havet, for de kan jo ikke belægges på land. Selvom møllerne bliver 6 MW regner man jo ikke med at få en kWh mere produktion ud af hver af 6 MW møllerne ved Tim, end man får fra hver af de 3,6 MW møller, som lige nu, står opstillet ved Tim. Producenterne kan simpelthen ikke hive mere strøm ud af møllerne, selvom de gør dem større og større. Det viser vvm-redegørelsen for møllerne ved Tim i hvert fald. Men på havet kan man regne med, at belægningsgraden kan blive højere, for der er mere intensitet i vinden, ellers er der noget fundamentalt galt med møllerne. Men du siger jo selv, at møllerne på havet kan få en højere belægningsgrad, hvilket produktionsstatistikken jo også viser. Vi skal kun bruge det halve antal møller på havet og vi sparer sikkert en del backup-kapacitet, når kapacitetsfaktoren på møllerne bliver højere. En vindmølle på havet må af mange forskellige grunde, gerne koste meget mere at anlægge end det må koste på land. Grundene er bla:

(1) Der bliver kun brug for at installere det halve antal møller, for at opnå den samme produktion af strøm, når kapacitetsfaktoren bliver 50% i stedet for 25% (Den høje faktor kan du kun åbenbart kun opnå med professorens forslag om de mindre møller, hvor 1,8 MW typen langt overhaler alle de andre). Vi kan altså ikke hente ret meget vindenergi på land, uden at genere rigtigt mange mennesker, for du kan åbenbart kun udnytte de store vindmøller ordentligt på havet. Grænsen blev passeret ved 2 MW møllerne. På land er de større møller snarere det rene spild og kun med til at øge genen, fordi de larmer, skæmmer og kaster skygger i langt større omfang end mindre møller gør, i sammenligning med de mindre, men de store møllers dårlige belægningsgrad øger behovet for dyr back-up (dobbelt kapacitet)

(2) Samfundet kan spare mange kroner i direkte støtte til landmøllerne, som gør, at man kan fordoble tilskuddet til hver mølle på havet

(3) Samfundet sparer mange værdier hos de naboer, som bliver fri for at få store skrumlende, men dårligt udnyttende, landvindmøller

(4) Der skal kun købes og produceres det halve antal møller til den samme produktion på havet, mens man kan lade de små vindmøller på land blive stående, i stedet for at fjerne dem og sætte de store vindmøller op. Vi betaler jo også skrotnings-præmie oven i støtten til de nye store møller, hvormed vi faktisk mister næsten lige så meget vindmøllekapacitet som vi sætter op

Professoren har jo netop ret i sin betragtning, men han overser måske den pointe, at i stedet for at sætte nye vindmøller op på land på 1,8 MW til erstatning for møller på 1 MW osv. Så kunne vi måske bare lade dem på 1 MW blive stående og spare skrotningspræmien til at fjerne dem og spare tilskuddet til at opstille en ny på 1,8 MW. De sparede penge kan vi i stedet bruge til at lade alle vindmøller opstille på havet. Husk, at der skal kun bruges halvt så mange af de store møller ude på havet for den samme produktion, som vi skal på land, så det batter alligevel en hel del.

Endelig må vi ikke glemme, at professoren også øjner en mulighed for, at en anderledes struktur på markedet for havvind-etablering og drift vil kunne presse de opskruede priser ned. Professoren kender jo markedsforholdene kva sin forskning, så mon ikke der er hold i forventningerne til, at havvindmøllerne kan etableres langt billigere i fremtiden, hvis man beslutter dette? Det er jo ikke vrøvl at sige det.

Derfor: Alle fremtidige vindmølleudbygninger, bør ske til havs, og hverken kystnært eller i land. Den besparelse, som vi opnår i back-up kapacitetsbehovet, den sparede støtte og skrotningspræmier mv. i land, kan jo sandsynligvis sagtens betale for merudgiften til at anlægge møllerne til havs. Hvis man medtager sådanne forhold som befolkningens fortsatte velvilje overfor vindenergi, skal man slet ikke tøve med at stille alle nye vindmøller på havet. Der skal jo heller ikke bruges så mange på havet, for at opnå det samme, så hver af disse fjerner virkelig noget gene fra land og fra kysten. Derfor vrøvler man, hvis ikke man kan se, at en havvindmølle virkelig ikke generer nær så meget som to vindmøller gør på land.

Hvorfor har dog ikke nogle smarte selskaber tænkt på det og fluks tilbudt deres assistance til nye mølleparker?
Det kunne jo være fordi der ikke er nogen forretning i det.
Dong's interesse er efter min mening følgende: Deres fossilværker skal bakke ud når vindmøllerne producerer, så hvorfor ikke skovle den sikre fortjeneste. Hvad vi taber på karrusellen vinder vi på møllerne.
Jeg er udmærket klar over, at det møllerne producerer, det spares i fossil-afbrænding, men man skal også vide, at fossil-værker er nødvendige til reserve, når vinden ikke blæser. Det faktum glemmes ofte medens den grønne fane svinges.

Som jeg ser det er det vel bare et spørgsmål om forrentning af penge. De virksomheder som opstiller vindmøller idag gør det jo efter hvor de kan få den bedste forrentning af deres penge. Hvis man skal investere 10 mia. kr, hvor vil man så gøre det. Et sted hvor du får 5% forrentning af dine penge eller et sted du får 10% forrentning? Jeg tror ikke det er meget sværer end det.. :)

• Stadigvæk.

Det er ærgerligt, hvis man går rundt og tror at et statsligt selskab med Sund og Bælt som eksempel skal løse opgaven billigere, fordi selskabet ikke skal have profit, dvs. forrentet egenkapitalen.

Kapital skal altid forrentes - ellers er der tale om statsstøtte.

Sund og Bælt hedder som det gør, fordi det er en fusion mellem det selskab, som var bygherre på hhv. Storebæltsbroen og selskabet som tilsvarende byggede Øresundsbroen. Hvorfor skete det - fordi selskabet bag Øresundsbroen spekulerede i valuta og til sidst var ude i tilbagebetalingstider på 80 år, dvs. ren teori.

Sådan går det når staten skal drive forretning. TIlsvarende er det uendeligt nemmere at lave bestemte designede opgaver, som f.eks. da DONG vandt Anholtparken. Konklusionen er at når udbud sker på markedsvilkår, så betaler forbrugerne den pris den mest effektive skal have - det er sådan set en rar tanke.

I forhold til andre statslige beslutninger, hvor Frede Hvelplund pr. rygmarvsrefleks også er enig, er sikkert omkring DSB. IC4-togene ville aldrig komme så langt, hvis ikke DSB havde staten som garant - det er det farligste i et statsselskab - pengetanken er uendelig og ansvaret forflygtiges. Teorien siger et - men praksis viser noget andet. Men er man af den politiske holdning, at det skal staten - så er det selvfølgelig ikke et problem.