Produktprisen: Neddykkede børster renser skibsskrog i havnen

Dansk patenteret rensesystem fjerner vækster på skibsskrog, der både har indflydelse på, hvor meget brændstof et skib bruger under sejlads, og skibets evne til at manøvrere.

Fra 2015 må der ikke længere afbørstes materiale fra skibsskrog, uden at det afbørstede materiale opsamles. Men MMS Equipment er allerede klar med en løsning, der kan afhjælpe problemet inden for de kommende lovkrav.

Nu er systemet indstillet til Produktprisen i kategorien Globaliseringsprisen, men det kunne også have været Bæredygtighedsprisen.

Hemmeligheden i det nye system er en række specialudviklede børster, der er i stand til at børste begroningen af, uden at der slipper malingrester fra skibets bund ud i havmiljøet.

MMS Equipments mobile Hull Cleaning system er bygget op i et containersystem bestående af to containere der ved anvendelse bliver omdannet til en flydende enhed. Når Hull Cleaning systemet bruges, transporteres det langs skibssiden med en dykker under sig, som dér betjener selve maskinen. Foto: MMS Equipment A/S

»Man troede, at man havde fundet de vises sten med silikonemalingen, og at den kunne holde begroningen nede, men det har vist sig ikke at holde stik, så der er tale om et kæmpe problem for skibsfarten,« siger opfinderen af systemet Jørgen Hansen, JH-Teknik.

Han henviser til internationale undersøgelser, der viser, at fjernes begroninger fra skibsskrog, kan det reducere skibenes brændstofforbrug betydeligt og reducere CO2-udledningen globalt set med fem procent.

»Vi har et eksempel fra rederiet Lauritzen, der fik renset sit skrog inden en tur over Atlanten til Sydamerika, og da skibet var returneret til Antwerpen havde det brugt 15 procent mindre brændstof end forventet, så det er et område, der er meget stort fokus på,« fortæller Jørgen Hansen

Selve systemet minder om en stor undersøisk tapetaffugter, men der, hvor der normalt vil blæse damp ud, sidder der en række børster, der skånsomt børster begroningen af. Hele herligheden suges ud gennem en slange, hvorpå der er monteret et filter, så der ikke slipper miljøskadelige stoffer ud i vandet.

Det samlede system er udviklet, så det anvender tre 20-fodscontainere, der kan samles til en pram. Denne løsning betyder, at det er nemt at transportere systemet rundt enten på skib eller med lastbil.

I hovedcontaineren er indrettet dykkershop og kommandocentral til betjening af kommunikation, video og maskineri.

Pontonerne er opdelt med tre tanke i hver, med to stk. centertanke til opsamling af det afbørstede materiale, og med generator og pumper i de andre tanke.

Ingeniørens Produktprisen 2012 - kom og vær med

Foto: Marci Papineau Gottlieb

Læs alt om Produktprisen herEt væld af produkter er indstillet til Produktprisen 2012, og dommerne går nu i gang med at vurdere hver og et.
I år har der været så stor interesse for arrangementet, at vi har besluttet at udvide det til en hel dag med et skarpt konferencespor - alt sammen om produktudvikling. Det bliver afholdt hos Aalborg Universitet i Nokias gamle bygninger i København.

Her vil man eksempelvis høre om trends inden for produktudvikling som 3D-print og brugerdrevet innovation, og man har mulighed for at få praktiske råd om patentering og finansiering.

Uddelingen af priserne sker ved et arrangement den 7. november. Se programmet og tilmeld dig her

Dokumentation

Læs indstilling af Hull Cleaning til Produktprisen

Kommentarer (5)

En maskine til at rense skibs bunde.
Hvorfor er der ingen der tænkt på det før.
Teknologien er kendt, prisen på udstyret er til at overse, og fuel besparelserne store.

God ide.

  • 0
  • 0

Maskinerne findes i bunkevis over hele kloden.
Uheldigvis følges de ofte af en dykker.

Men ja, en skrogrensning koster, men det tjenes hurtigt hjem via besparelsen i olie (husk at 1 tons 380cSt fuel koster omkring $650, højere hvis svolvindholdet skal være under 1% og endelig en DMA til ca. $1000/ton).

Det springende punkt er rederiernes performancesystemer, for her ligger en vis mængde af gætteværk gemt. Bl.a. en lille detalje som bølgehøjde. Kunne en eller anden ikke lave en dims, som kunne monteres på et skib og give information herom?

  • 0
  • 0

Det triste er jo, at der er behov for et filter til opsamling af malingrester.

Det er klart, at der afgives en større koncentration af skadelige stoffer i forbindelse med afbørstning af skibsbunden end blot ved almindelig sejlads, men havmiljøet er udsat for kontakt med malingen hele tiden. Hvis der er miljøskadelige stoffer i malingen, så slipper de ud i havmiljøet i en eller anden grad, uanset hvad.

Jeg ved ikke i hvilket omfang man er gået bort fra de mest giftige bundmalinger inden for skibsfarten - men grunden til at man har brugt temmelig kradse sager tidligere, er jo for at [i]undgå[/i] begroninger. Det er levende organismer der sætter sig på skibsbunden, og hvis bunden er malet med noget giftigt stads, så har organismerne ikke lyst til at slå sig ned der. Det er en temmelig effektiv strategi, men bare ikke så godt for havmiljøet, så der er kommet restriksioner på hvad man må bruge i bundmalinger.

Og nu har vi så problemet, at de ikke virker ordenligt. Der kommer begroninger, og vi må ty til mekanisk afrensning. Men er det så ikke på tide vi tager konsekvensen og helt fjerner de miljøskadelige stoffer, så havmiljøet ikke skal udsættes for konstant kontakt med skadelige stoffer?

  • 0
  • 0

@Thomas

Der findes totalt giftfri skibsmaling med glasnanoflager i.

De sælges af et Belgisk firma, der også i en række af verden største havne har fået lov til at installere rensningsanlæg uden krav om styr på giftigt affald, da der er tale om rent biomateriale.

På blot en uge kan et moderne skib få en begroning, der øger brændstofforbruget med 35%

Lidt mærkeligt at indstille noget til produktprisen når der intet nyt er idet.

Der er rigtigt mange af denne type systemer og der er også mange udviklingsprojekter igang.

Bedre end rensning vil det selvfølgelig være at udvikle en bundmaling, der virker ligeså godt eller bedre end de klassiske TBT malinger.

US navy har afprøvet alle bundmalinger og konstaterer ligeud at alt er salgsgejl - det virker langtfra som firmaerne påstår - intet er på niveau med TBT holdige malinger.

Ps. Jeg er selvfølgelig skeptisk overfor TBT, men man må spørge om et gigantisk erhverv, der forbruger 8% af klodens olie og medfører massive klimaeffekter og sundhedsødelæggende konsekvenser, der alene i Europa dræber 50.000 årligt, måske hellere skulle bruge state of the art bundmalinger indtil bedre alternativer udvikles. Man kunne f.eks. tillade TBT malinger, men så med meget massive punktafgifter, der 100% skulle gå til udvikling af ordentlige bundmalinger.

  • 0
  • 0