Produktprisen 2011: Ny belægning mindsker friktionen ved tandlægeskruer

Teknologisk Institut har for firmaet Elos Medtech designet en kulstofbaseret lavfriktionsbelægning til tandlægeskruer.

En nyudviklet overfladebelægning skal gøre det lettere for tandlægerne at fastgøre implantater i patienternes kæbe.

Elos Medtech har med teknisk assistance fra Tribologicenteret på Teknologisk Institut udviklet en skrue, som ikke alene er meget glat, men hvor friktionen sænkes yderligere ved gentagne løsninger og stramninger af skruen. Skrueoverfladen er nomineret til Ingeniørens produktpris 2011 inden for kategorien sundhed/mediko/fødevarer.

»Produktet gør det lettere for tandlæger at fastgøre et proteseelement i et implantat,« forklarer produktchef Christian Thomsen fra Elos Medtech.

Skruen i et tandproteseelement spændes med et foruddefineret moment, typisk 20-35 Ncm. Medicarb-lavfriktionsbelægningen minimerer friktionen mellem skrue og implantat – og skruen kan dermed lettere fastspændes korrekt, hvilket minimerer risikoen for, at proteseelementet løsner sig igen.

Overfladen er med til at sikre, at proteseelementer, som tandlæger monterer i implantater, sidder bedre fast specielt på langt sigt.

Erfaringsmæssigt ved man, at ca. fem procent af de eksisterende skruer løsner sig - med dertilhørende gener for både patienter og tandlæger.

Der sælges på verdensplan omkring ti millioner abutmentskruer til tandkirurgi. Christian Thomsen tror, at 5-10 pct. af de skruer, som Elos Medtech leverer, over de kommende fem år vil blive belagt med den nye Medicarb-belægning.

»Medcarb vil give anledning til en større produktion. Potentialet er betydeligt,« siger han.

Elos Meditech skal konkurrere med andre løsninger på markedet, hvoraf en er patenteret, og en anden er meget dyr.

Billig og patentvenlig

Opgaven har derfor været at finde en løsning, som er billig og som ikke overtræder eksisterende patenter.

Plougmann & Vingtoft har ydet patentrådgivning, men det er besluttet at holde procesparametrene hemmelige. Af samme årsag er det ikke indgivet en patentsansøgning på den nye belægning.

Centerchef Lars Pleth Nielsen fra Tribologicenteret på Teknologisk Institut ønsker derfor ikke at give nærmere detaljer om den kulstofbaserede belægning.

Han fremhæver, at det er kombinationen af højt uddannede og kompetente medarbejder og avanceret udstyr, der har gjort det muligt at designe belægningen, så den har de helt særlige egenskaber.

»Vi er rigtig gode til overflader i Danmark,« fremhæver Lars Pleth Nielsen.

Eksperterne på Teknologisk Institut har allerede ideer til, hvor man kan lave forbedringer, men dem ønsker de ikke at afsløre endnu. For nu gælder det først og fremmest om at få gang i produktionen. Så kan en version 2 og 3 komme senere.

»Jeg tror på, det bliver stort, og det kan give anledning til mange arbejdspladser i Danmark,« siger Lars Pleth Nielsen.

Dokumentation

Info om Produktprisen 2011

Kommentarer (2)

...men hvor friktionen sænkes yderligere ved gentagne løsninger og stramninger af skruen.

Hvis skruen løsner sig (utilsigtet) kan man da ikke være interesseret i at friktionen sænker sig yderligere? Det bliver bare "skruen uden ende" at forsøge at få skidtet til at sidde fast ;-)

  • 0
  • 0

er slet ikke interessant. tand protese implantater er små skruer der skues i ved et lavt moment. Problemerne er knyttet til bestemmelse af knoglekvalitet og korrekt placering. forberedelsesarbejdet er kritisk, friktionen er ikke særlig interessant. Der skal bruges medicinsk kvalitet af titanium eller zirkonium da kun disse materialer vokser fast uden problemer. mvh jacob schønberg

  • 0
  • 0