Politikere: Ulovlige flyvninger skal have konsekvenser for SAS

Hverken Socialdemokraterne eller Venstre forstår, hvordan SAS er sluppet uden bøder fra omkring 20.000 gange at lette med fly, der ikke var vedligeholdt efter forskrifterne. Hvis det sker fremover, skal SAS straffes, mener partierne.

Politikerne i Folketingets trafikudvalg forstår ikke, hvorfor myndighederne ikke har straffet SAS for at have foretaget omkring 20.000 ureglementerede flyvninger fra 2003 til 2009.

»Det kan jeg ikke forstå, at Statens Luftfartsvæsen finder sig i,« siger socialdemokraten Jens Christian Lund, medlem er Folketingets trafikudvalg.

»De har ansvaret. De gennemfører kontrollen med alt fra lægetjek til sikkerhed i lufthavnen og vedligeholdelsen af fly. Hvis de ved, at noget er galt, så må de gøre noget ved det. Hvis ikke det hjælper, må de melde det til politiet, og hvis politiet ikke vil gøre noget, så må de melde det til transportministeren,« argumenterer han.

»Der skal gælde de samme regler, uanset om overtrædelserne bliver foretaget af SAS, Cimber Sterling eller Ryanair,« tilføjer han.

»Flyveområdet er et specielt område. Hvis man flyver ulovligt, f.eks. laver et loop, så sker der ikke noget,« lyder det fra socialdemokraten.

Han henviser til en episode fra 2008, hvor en pilot fra det daværende Cimber Air udførte et loop med et passagerfly over Sønderborg Lufthavn.

Aldrig meldt til politiet

Selv om SAS har overtrådt reglerne om flyvesikkerheden, som Rigsrevisionen i sidste uge afslørede i et nyt notat, har hverken Statens Luftfartsvæsen eller Skandinavisk Tilsynskontor, der frem til begyndelsen af 2009 overvågede vedligeholdelsen af SAS' fly, på noget tidspunkt anmeldt selskabet til politiet eller truet med at fratage SAS retten til at flyve.

Derimod har myndighederne flere gange givet SAS påbud om at ændre alt fra organiseringen af vedligeholdelsen til selskabets it-systemer. Det hjalp dog ikke til at nedbringe det samlede antal ulovlige flyvninger i de år, viser notatet fra Rigsrevisionen.

Cimber Sterling konkluderer, at hvis selskabet havde haft så mange overtrædelser af flyvesikkerheden, så havde selskabet fået en bøde eller endda et flyveforbud.

Må ikke slippe af sted med at bryde reglerne

På den baggrund forstår Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen, ikke, at SAS er sluppet for straf.

»Det kan ikke nytte, at nogle selskaber overholder reglerne, mens andre kan slippe af sted med ikke at gøre det. Det er unfair konkurrence,« siger han.

Venstre-ordføreren understreger, at han først og fremmest er optaget af flyvesikkerheden.

»Derfor skal der ske en opstramning af kontrollen, men også af opfølgningen. Man må forvente, at så mange som 20.000 overtrædelser har konsekvenser. Det skal det have, hvis flyveselskaberne ikke leve op til reglerne,« siger Kristian Pihl Lorenzen.

»Hvis ikke det sker, så må transportministeren give nogle direktiver til myndigheder, som ikke er til at misforstå,« tilføjer han.

Enhedslisten trafikordfører, Per Clausen, vil bede transportminister Hans Christian Schmidt (V) redegøre for årsagen til, at SAS' gentagne brud på sikkerhedsreglerne ikke har ført til skrappere sanktioner.

De mange ureglementerede flyvninger, som Rigsrevisionen kalder dem, skyldes, at SAS ikke har efterlevet vedligeholdelsesdirektiver, også kaldet AD-noter. Dem udsender myndighederne for eksempel, når der er konstateret problemer med nogle komponenter hos andre flyselskaber.

Emner Fly

Kommentarer (6)

Staten har aktier i SAS. Hvis staten (SLV) giver SAS en bøde, får staten mindre i udbytte fra SAS. Jeg mener staten bør sælge sine aktier i SAS, så der ikke er nogen grund til at holde hånden over et firma der snyder med sikkerheden. Det er fint at staten bakker op om at starte KTAS og sådanne virksomheder, men staten må bakke ud når tingene er på skinner.

Og Cheminova-aktierne:
http://ing.dk/artikel/76852-politisk-ukorr...

  • 0
  • 0

Han henviser til en episode fra 2008, hvor en pilot fra det daværende Cimber Air udførte et loop med et passagerfly over Sønderborg Lufthavn
  • mig bekendt var der nu tale om en rulning, men den slags småting spiller vel mindre rolle for sådanne højere placerede kammerater? :)
    Dernæst burde nok nævnes, at pgl. 'passagerfly' ikke indeholdt så meget som én 'passager'! Endelig er det uklart, hvad der ligger i formuleringen 'det daværende Cimber Air'?

Dernæst må det vel registreres, at danske myndigheder alene kan straffe DDL, der angiveligt i denne forbindelse er en meget diminutiv 'fisk' - så inden man puster sig for voldsomt op, bør man nok li...ige tjekke, hvor lang 'kæppen' i det hele taget er! ;)

  • 0
  • 0

Hvordan Luftfartsdirektør Kurt Lykstoft Larsen kan blive den FÆLLESNORDISKE repræsentant, pr. 1/10 2010, ved ved FN's internationale organisation for civil luftfart, ICAO, i Montreal, er en gåde.

SLV chefen bør i stedet meldes til politiet, for embedsforsømmelse, ligesom Transportsminister Hans Christian Schmidt stillede SAS i udsigt, lad os høre hvad folketingets trafiktudvalgs Jens Christian Lund, Kristian Pihl Lorentzen og Per Clausen, siger til dette forslag?

I Transportministeriets annonce, efter en ny SLV chef, pr. den 1. okt. 2010,
fremhæves det, at stillingen, som ny direktør kombinerer ansvaret for et FORTSAT stabilt og højt kvalitetsniveau.

Hvis også Ministeriet (Departementschef Jacob Heinsen, på 33 92 43 01) har svært ved at se, at niveau'et har været usædvanligt og pinligt lavt, så har den nye, og uplettede, minister grund til at træde i karakter.

De tre trafik-udvalgsmedlemmer takkes hermed for klare udtalelser, hvad siger de resterende medlemmer af udvalget?

Oluf Husted www.whistleblowers.dk

  • 0
  • 0

Graver man lidt i sagen handler dette mere om at AD noterne og opfølgningen ikke er registreret ordenligt pga samkøring af edbsystemer, som vi kender det fra Kommunmedata og senest med Tinglysning.
Der er rettet op på dette.

Og hvorfor skal Rigsrevisionen tage gamle forvaltningssager op??
Efter §2 i rigsrevisionsloven af 1975er arbejdsområdet
-statens regnskaber,
-regnskaber for institutioner, foreninger, fonde m.v., hvis udgifter eller regnskabsmæssige underskud dækkes ved statstilskud eller ved bidrag, afgift eller anden indtægt i henhold til lov,
-regnskaber for selvstændige forvaltningssubjekter, der er oprettet ved lov, herunder bevillingslov, eller ved Folketingets Finansudvalgs tiltrædelse af en bevillingsansøgning, og
-regnskaber for interessentskaber og virksomheder, hvori staten, en af de i nr. 2 nævnte institutioner, foreninger, fonde m.v., eller en af de i nr. 3 nævnte selvstændige forvaltningssubjekter, deltager som interessent eller personligt ansvarlig virksomhedsdeltager.

  • 0
  • 0