Plan for olieudslip bygger på manglende materiel

Berlingske En ny beredskabsplan for olieudslip bygger på materiel, der slet ikke findes på Søværnets skibe.

Søværnet har netop udgivet en ny beredskabsplan for olieudslip i danske farvande, men planen kræver flydespærringer og dispenseringsvæske, der slet ikke findes om bord på Søværnets skibe.

For eksempel nævner beredskabsplanen, at der er flydespærringer om bord på seks mindre patruljefartøjer i den såkaldte Diana-klasse. Men flydespærringerne findes kun på to af fartøjerne, skriver Berlingske i dag.

Ud over flydespærringerne benytter beredskabsplanen sig af såkaldt dispenseringsvæske, der på samme måde som sulfo kan opløse og sprede olie i vand. Væsken er et alternativ, der kan bruges, hvis det ikke er muligt at inddæmme olien med flydespærringer, men i praksis er søværnet slet ikke i stand til at sprede væsken med kort varsel.

Miljøskibene har nemlig ikke længere væsken om bord. Tankene til væsken er i dag fyldt med ferskvand, og det er tvivlsomt, om pumpesystemerne stadig fungerer. Derudover er bommene, der skal sprede væsken, afmonteret fra skibene og lagt på depot, skriver Berlingske.

Læs hele historien i Berlingske i dag.

Kommentarer (0)