Pilkemaskiner sikrer bæredygtige fisk

Danske fiskere er så småt ved at genopdage den traditionelle pilketeknik. For Hirtshals-fisker giver det bæredygtige fisk og bedre økonomi. Greenpeace er begejstret for teknikken.

Efter 30 år i branchen har fiskeskipper Jan Woller fra Hirtshals, sideløbende med det traditionelle trawlfiskeri, taget den gamle pilketeknik i brug, men på en ny måde.

Efter nogle års tilløb har han nemlig investeret i tre pilkemaskiner af mærket Belitronic til fiskeri efter mørksej i Skagerrak:

»Det har været en meget positiv oplevelse. Vi får simpelthen større værdi ud af pilkefiskeriet, end vi har gjort med trawl. I modsætning til trawl så ligger vi jo stille, når vi pilker, og derfor er olieforbruget minimalt,« fortæller Jan Woller og fortsætter:

Pilkemaskinen fra Belitronics som Hirtshals-kutteren Milton har fået installeret tre af.

Læs også: Se pilkemaskine i funktion

»Når vi så kommer hjem fra en tredages tur, så har vi ofte bare udgifter til nye kroge på cirka 180 kroner. Det skal ses i forhold til reparationer på trawl og andre ting, som koster 450 kroner i timen,« siger han.

Der pilkes i Norge og Sverige

Der er kun få danske erhvervsfiskere, som har brugt pilkemaskiner i Danmark, men i udlandet, især Norge, har teknikken været brugt i årtier.

Princippet er det samme, som man kan opleve, når lystfiskere tager ud på havet for at fiske nytårstorsk. Et ekkolod bruges til at finde fisken, og en line med en pilk sendes mod bunden.

Læs også: Find de bæredygtige fisk på menuen

Når den rammer bunden, trækkes den lidt op, alt efter hvor højt fisken står. Derefter går fiskeren i gang med at bevæge pilken op og ned i jævne bevægelser. Det er netop den bevægelse, som pilkemaskiner overtager. Når der er en fisk på en af krogene, giver maskinen fiskeren besked, og linen bliver hevet op.

Foruden brændstofbesparelse og færre reparationer giver pilkefiskeriet også en anden væsentlig fordel for fiskeren:

»Fiskene er af langt bedre kvalitet end med trawl, hvor fiskene presses sammen i flere timer. Nu kan vi behandle dem en ad gangen, når de kommer op. Samtidig fisker vi gennemsnitlig flere store fisk end med et trawl. Det kan vi mærke på fiskeauktionen, hvor vi får højere priser for fiskene,« siger Jan Woller.

Og det bekræfter auktionsmester Karsten Bovn Pedersen fra Hirtshals Fiskeauktion:

»Vores opkøbere, som sælger til detailleddet, satser på kvalitet og bæredygtighed. Derfor passer de her fisk fantastisk godt ind i vores forretning.«

Begejstret Greenpeace

Hos Greenpeace er havbiolog Hanne Winter begejstret:

»Jeg blev vildt glad, da jeg hørte om pilkefiskeriet. Det er netop den form for innovation, vi kigger efter til fremtidens fiskeri. Både den forrige regering og den nuværende taler jo om udvikling af selektive redskaber, men de tænker først og fremmest på trawl og ikke på alternativer,« siger Hanne Winter.

Læs også: Nyt dansk trawl lader torskene gå fri, men fanger jomfruhummerne

En pilkemaskine koster cirka 15.000 kroner, og regnskabschef Kim Schiött fra importøren Seamech kan fortælle, at flere erhvervsfiskere har planer om at gå i gang med pilkefiskeri til foråret.

For Jan Woller har pilkefiskeriet udviklet sig så positivt, at han har planer om at købe endnu en pilkemaskine.

Kommentarer (9)

Nej, det er en god opfindelse, fordi det har været i brug lige siden 1600 tallet og er den bedste løsning på store dybder - set i forhold til den tid man har til rådighed.
På store havdybder (sletterne), hvor der ikke forefindes nogen vegetation kan man ganske roligt fortsætte med bundslæbende redskaber.

  • 0
  • 0

Da jeg for ca 25 år siden genså Færøerne så jeg at linetrawlerne nu havde automatisk fiskegrej.
Sjovt nok at redaktøren ikke regner Færøerne med til Danmark. Vi er da ikke alle medlemmer af Tjóðveldisflokkurin.

Syddanske fiskere er da bare uvidende eller for dovne.

  • 0
  • 0

Både net og line er gamle teknologier.

Men der er ingen tvivl om, at målrettet fangst som dette her er trawlfiskeriet langt overlegent, hvad angår påvirkningerne på klima, miljø og natur.

Trawl er godt til at fange rub og stub, og hvis man ikke er så interesseret i høj kvalitet. Fx til tobisfangst til fiskemelsfabrikker, eller tun til dåsetun, hvor man ikke bekymrer sig om bifangst af haj, hval og skildpadde.

Det her er simpelthen vejen frem for konsumfiskeri, som er ægte bæredygtigt.

  • 0
  • 0

Når pilkefiskriet ikke er mere udbredt skyldes det ikke prisen på 15.000 kr for en maskine + installationen.
Men at der ikke er mere dæksplads.....
Milton kan vel have maks 4-6 pilkemskainer.
Jeg mener at huske at jeg så sådan en maskine ( ikke med elektronik) i 1977.

  • 0
  • 0

Det påstår jeg heller ikke Flemming , men mit indlæg er et svar på det indlæg fra Steen Jensender bruger år 1600 som startårstal for trawlfiskeri.

De skader vi oplever ved trawlfiskeri skyldes jo anvendelsen af motorkraft. Først damp og siden dieseldrevne "trawlere" :o)

  • 0
  • 0