På vej mod OL: 3D-printere og kameraer er blevet vigtigere end materialer

3D-printede løbesko og robotter kommer ifølge den engelske sportsingeniør professor Tom Allen til at afgøre, hvem der vinder jagten på den afgørende tiendedel af et sekund.

Kulfiberens tidsalder er så småt forbi. De kommende årtier vil tilhøre 3D-printeren, computersimulationen, robotten og videokameraet, der kan optage med meget høj billedfrekvens.

Det er de teknologier, som i mange tilfælde kommer til at have en afgørende betydning for, hvilke atleter der under det forestående OL i London kommer til at leve op til legenes motto om Citius, Altius, Fortius - eller 'hurtigere, højere, stærkere' - og rejser hjem med guldmedaljer om halsen.

Og ifølge den britiske sportsingeniør, professor Tom Allen er de nye teknologiers tidsalder inden for sporten knap nok begyndt.

Computersimulationer kommer til at være blandt de afgørende parametre, når sportsfolk i fremtiden skal forbedre deres resultater. Foto: UCNISS

»Vi er så småt ved at afrunde den tid, hvor forskning i materialer som kulfiber og andre kompositter definerede sportspræstationer. Fremtiden kommer til at handle om, hvordan man skræddersyr sportsudstyr til den enkelte atlet og kigger specifikt på, hvordan han eller kun kan blive bedre,« vurderer han.

Tom Allen arbejder til hverdag på University of Sheffields afdeling for Sports Engineering Research, som blandt andet arbejder sammen med flere af de britiske sportsforbund og sportsmærker som Adidas og Price om at udvikle og forbedre atleternes ydeevne og udstyr.

Prototyper på løjperne

Et sted, hvor de nye teknologier allerede er slået igennem, er ifølge Tom Allen inden for skisporten.

»Mange producenter af ski og snowboards laver så at sige bindinger og ski ved foden af bjergene, og så kan atleterne tage direkte op og teste dem. Når de så kommer tilbage og beder om ændringer, kan producenterne lave nye udgaver ved hjælp af 3D-printere forbundet til CAD-tegneprogrammer,« fortæller han.

Et andet eksempel på de nye teknologiers gennemslagskraft kommer vi måske til at se på tennisbanerne under OL. Ved hjælp af
højhastighedskameraer har forskere ved University of Sheffield fundet frem til en måde, der giver tennisketsjere mulighed for at give bolden mere spin. Det sker ved at coate strenge med teflon.

»Optagelserne i høj hastighed viser, at når man for eksempel sætter topspin i bolden med en normalt strenget ketsjer, så opfører bolden sig som en aflang kugle, der ruller ned ad en bakke i hak,« forklarer Tom Allen og fortsætter:

»Hvis du så påfører teflon, bliver boldens tur over strengene mere jævn og flydende. Det gør, at slaget genererer mere spin, selvom det som udgangspunkt kan virke ulogisk, at glattere strenge gør det.«

Forbund er konstant bagud

Tom Allen forudser, at udviklingen af sportsudstyr og træningsteknikker vil komme til at bevæge sig hurtigere og hurtigere over de kommende år. Det præsenterer både sportsgrenene og atleterne for en række udfordringer.

»De forskellige idrætsforbund kæmper hele tiden en kamp for at holde sig ajour med den teknologiske udvikling og med at vurdere, hvorvidt en ny teknologi giver en urimelig fordel. Men det er en kamp, hvor de konstant er bagud,« mener han.

Et eksempel var de nye svømmedragter fra Speedo i det såkaldte sharkskin-materiale, som for nogle år siden betød, at svømmere, der stillede op i dragterne, smadrede en bunke verdensrekorder, mens svømmere, der stillede til start i dragter fra konkurrenten Arena, stort set ikke vandt noget som helst. Siden forbød det internationale svømmeforbund dragterne.

Til sommerens OL er Speedo så klar med en ny dragt, der også har skabt en del røre i medievandene og medført spekulationer om, hvorvidt OL 2012 bliver første og eneste gang, atleter får lov til at stille til start i den.

Denne gang er dragten udviklet ved hjælp af avancerede computersimuleringsværktøjer, som kan beregne væskedynamikker og strukturelle, mekaniske detaljer ved dragten og svømmebrillerne, samt hvordan de forskellige dele vil påvirke hinanden under kapsvømning i det olympiske bassin.

»Simulationerne har været essentielle i at sikre en hurtig udvikling af de nye materialer og færdiggørelsen af den nye dragt på meget kort tid. Ved hjælp af simuleringen er vi blevet sikre på, at dragten giver den lavest mulige vandmodstand for svømmerne, og samtidig har vi kunnet slippe for de store tidsmæssige og økonomiske ressourcer, der er forbundet med at teste en fysisk dragt,« sagde Tom Waller fra Speedo, da dragten blev præsenteret.

Ulighed kommet for at blive

De nye teknologiers indtog på sportsarenaen kan betyde, at skellet mellem atleter fra forskellige lande kan blive endnu større, og at en stor gruppe atleter må forlige sig med, at det ikke handler om at vinde, men om at være med.

»Rapid prototyping med 3D-printere og komplekse computersimulationer er ikke billige teknologier. Det er klart, at et land som USA vil have mere af denne teknologi end et land som Mali,« siger Tom Allen og fortsætter:

»Men det olympiske ideal om lighed mellem atleterne har i mine øjne altid været en illusion. For eksempel er atleter fra nogle lande genetisk disponerede for at løbe stærkt, mens andre har trænet i højderne, siden de var børn.«

Han erkender, at der kommer til at være forskel landene imellem, men at det i nogle sammenhænge vil være er et mindre problem, da meget af forskningen og udviklingen af nyt udstyr foregår hos eller er direkte finansieret af firmaer som Adidas, der vil give det videre til de atleter, som de sponsorerer på tværs af nationale skel.

»De nye teknologier betyder, at kampen mellem innovatører som virksomheder og forskere på den ene side og regulatorerne i form af idrætsforbundene på den anden side kommer til at gå hurtigere og hurtigere,« siger han.

På sigt kan den kamp betyde, at en atlet, som vil blive på toppen af sin sport over en længere periode, skal besidde en egenskab, der ikke lægges så meget vægt på i dag: Han eller hun skal være fleksibel og god til at omstille sig til at bruge den nye teknologi eller det nye udstyr.

»Et eksempel kunne være spydkast, hvor atletikforbundet på et tidspunkt forbød én type spyd, som atleterne nærmest kunne kaste ud af stadion, og indførte en anden type spyd, der krævede en ændring i kasteteknikken,« fortæller Tom Allen.

Kommentarer (6)

På sigt kan den kamp betyde, at en atlet, som vil blive på toppen af sin post over en længere periode, skal besidde en egenskab, der ikke lægges så meget vægt på i dag. Han eller hun skal være fleksibel og god til at omstille sig til at bruge den nye teknologi eller det nye udstyr.

Og det er jo så lige der at topidræt/atletik bliver fuldstændigt bedøvende ligegyldigt! Der hvor det halve sekund der adskiller nummer 1 og nummer sjok i et 100m løb, afgøres i en skide komposit skosål.

Jeg kan lide teknik og højteknologi, men i forhold til sportudøvelse så håber jeg at vi en dag kommer derhen hvor man måske nok benytter højteknologiske komponenter i forbindelse med sportsudøvelse, men alle får udleveret en '49er', et .22 gevær eller en løbesko der kommer fra samme serieproducerede batch.

  • 0
  • 0

Et eksempel var de nye svømmedragter fra Speedo i det såkaldte sharkskin-materiale, som for nogle år siden betød, at svømmere, der stillede op i dragterne, smadrede en bunke verdensrekorder, mens svømmere, der stillede til start i dragter fra konkurrenten Arena, stort set ikke vandt noget som helst. Siden forbød det internationale svømmeforbund dragterne. Til sommerens OL er Speedo så klar med en ny dragt, der også har skabt en del røre i medievandene og medført spekulationer om, hvorvidt OL bliver første og eneste gang atleter får lov til at stille til start i den.

Hvis de svømmer nøgne så får de ingen fordele af forskellige dragter. Det vil sikkert også give flere tilskuere, til glæde for annoncørerne.

Alternativt så kunne de alle sammen bruge samme dragt/tøj.

  • 0
  • 0

Enig, de gamle grækere var nøgne når de udøvede idræt, så det kan vi vel også sige at de skal i dag.

Der skal nok være nogen, der lægger sig under kniven for at blive mere "aerodynamiske" så :p

  • 0
  • 0

I cykelløb fx, hvor de designer på livet løs i dragter, hjelme, sko- og cykler. Der er der dog grænser ved cyklerne- fx vægt og den slags.

I hestesport- er der også til dels konkurrence på den bedste hest. Her forsøger man sig bla med kloning. Det er dog her langtfra sikkert at fx Quidam de Revels kloner er lige så gode som hingsten selv.
Men om ikke andet kan kloner bruges i avlen. Og evt ødelægge den, hvorfor avle videre, hvis et klonet "slutprodukt"- er det bedste...
Heldigvis er det fortsat meget dyrt, selvom der kan være en vis ræson i at hopper på topplan får skyllet æg, og der bruges rugemødre. En hoppe på eliteplan- går ikke i avlen før, den ikke mere er brugbar i sporten. Til gengæld får den måske ikke føl da, eller få. En tophingst kan blive fader til flere hundrede på- en årgang.

Jeg tror dog, at en hoppe som Matiné ikke bliver det store avlsemne- på trods af gode resultater i sporten.

Ligesom Next Milton nok heller ikke var blevet det, selvom han sprang som en gummibold- og var en meget dejlig hest. (Han var nu også vallak).

En god atlet, danser, ekvipage mm får det svære til at se let og ubesværet ud. Ikke fordi, det er let, men fordi, det er meget svært- og de har talent og har øvet måsen ud af dragten.

I ridning skal man bruge bestemt udstyr, og jeg tror heller ikke de rider bedre med særligt udstyr.
Og dog...

Mvh
Tine
- OL i Military terrænspringning d. 30/7 dr2. http://www.rideforbund.dk/Information/TV/R...

  • 0
  • 0

Jeg synes det er meget positivt at teknologi bruges så voldsomt inden for idræt, omend af en helt anden grund.

Personligt giver jeg fanden i sport og OL og fodbold og alt det dér, men den her udvikling kan sikkert kaste en masse nyt af sig.

Hvis f.eks. 3D-printere efterhånden udvikles og produceres i større og større mængder på grund af fordelene ved olympiader og lignende, så falder prisen sikkert snart så den er til at betale for menigmand - mig, f.eks.

Al den teknologi der udvikles til sport (som åbenbart har penge/sponsorer nok) vil jo givetvis kaste en masse nyskabelse af sig som kan benyttes af os "civile": Bedre hjælp til handicappede, bare for at pege på én ting. Og som nævnt, 3D-printere til alle.

I gamle dage var det krige der satte skub i udvikling af teknologi, nu er det OL og VM og deslige.
Jeg ved godt hvilken drivkraft jeg foretrækker, hvis valget er mellem krig og OL...

  • 0
  • 0