I Europa kæmper raketklubber for amatører ofte forgæves for at få tilladelse til at skyde raketter mod verdensrummet, men i USA har de Black Rock Desert.

Et enormt ørkenområde i det nordvestlige USA, hvor tusindvis af feststemte unge tager på syretrip hvert år under Burning Man-festivalen. Hvor mudderet bliver så stenhårdt i de tørre perioder, at man kan køre ubekymret i bil fra den ene ende til den anden.

Og snakker man med raketentusiaster, så kender alle Black Rock Desert. Hvert år valfarter raketklubber til den øde plet i Nevada for at skyde højt, og de fleste rekorder for amatører er sat i netop denne ørken.

Det var her, at Civilian Space eXploration Team (CSXT) i 2004 fik en amatørbygget raket i rummet for første gang. Raketten GoFast Rocket blev skabt af et hold på 25 entusiaster med den tidligere Hollywood-stuntman Ky Michaelson - også kendt som Rocketman - i spidsen.

Go Fast-raketten på 6,5 meter nåede en hastighed på 6800 km/h, og data fra raketten viste, at den nåede en højde på 116 kilometer. Ikke alle anerkender dog rekorden og betvivler, at amatører endnu har fået en raket i rummet.

Historierne og billederne fra raketopsendelser fra Nevadas ørken er dog mange, og løbende kommer der nye meldinger om raketflyvninger i luftlaget lige under rummet.

»I Danmark har vi arbejdet hårdt, men har nu et eksemplarisk samarbejde med forsvaret*, *men Peter Madsen (leder af motorafdelingen i Copenhagen Suborbitals, red.) må sejle helt bag om Bornholm for at skyde. I USA pakker man bare bilen og tager ud for at skyde,« siger Peder Cabion Hansen, medlem af den danske raketforening DARK, der er en af landets tre raketforeninger.

Ifølge Peder Cabion Hansen er USA fyldt med viden om raketvidenskab, fordi de har en raketindustri i landet, men amerikanernes mentalitet betyder også, at de ikke lader sig forskrække af raketter, men tør kaste sig ud i at eksperimentere med dem, forklarer Peder Cambion og illustrerer den danske mentalitet med et skrækeksempel.

»Da DARK boede i Vanløse med et udstillingsvindue ud til gaden, oplevede jeg en mor med hendes søn, hvor sønnen udbrøb 'nøj nogle flotte raketter i vinduet', hvorefter moderen trak drengen videre med beskeden 'Det er noget farligt stads. Det skal vi ikke se på'. Mit hjerte græd,« siger Peder Cabion.

X Prize tændte en ild i amerikanerne

Privat raketbygning i USA fik for alvor et boost i 1996 med stiftelsen af X Prize-konkurrencen, hvor X Prize-fonden udlovede 10 millioner dollar til den første NGO, der lykkedes med at sende et bemandet og genbrugeligt rumskib ud i rummet to gange inden for to uger.

X Prize blev vundet af firmaet Scaled Composites med rumflyet Spaceship One, der var designet af flyingeniør Burt Rutan, der havde 20 millioner dollar i ryggen af mangemilliardæren Paul Gardner Allen, medstifter af Microsoft.

»Burt Rutan startede godt nok som græsrod, men ellers er de store private projekter som Virgin og SpaceX mere corporations og big business, end det er egentlig amatørbyggeri af raketter. De kan ikke sammenlignes med de mange raketklubber, der skyder af for sjov,« siger Jeppe Locht.

Han er formand for den danske raketforening Danish Space Challenge og tidligere partner med raketbygger Peter Madsen fra Copenhagen Suborbitals.

Jeppe Locht og Peter Madsen har begge været i raketforeningen DARK og slog pjalterne sammen i slutningen af 1990'erne for at bygge en 500 kilo tung raket, der kunne nå en højde på 200 kilometer for at vinde den såkaldte CATS-pris (Cheap Access To Space) på 1,75 millioner kroner.

De to raketbyggere brød dog samarbejdet, og ifølge Jeppe Locht handlede striden om forskellige opfattelser af foreninger kontra individer.

»Ingen i DSC er større end DSC, og det betød et split, fordi Peter Madsen er en naturkraft, som ikke indordner sig under noget eller nogen. Det er hans 'defining charasteristic', og almindeligt foreningsarbejde ville ødelægge hans vision. Det er både naturligt og rigtigt, at vi gik hver sin vej. Og praktisk, for han var i København og vi andre i Østjylland,« siger Jeppe Locht.

Ingen vandt i øvrigt CATS-prisen.

****## Syd for Norge kommer papirarbejdet snigende
Selv om USA er raketentusiasternes paradis, så er Europa også rig på raketklubber og fantaster, der sigter mod stjernerne.

For eksempel er det lykkedes den britiske raketgruppe Mars at opnå europarekord på 10,5 kilometer den 1. oktober 2000 med deres Phobos EAV raket. Opsendelsen skete fra.....Black Rock Desert.

Ifølge BBC slog en gruppe studerende rekorden i 2010 med en raket affyret fra Skotlands sydligste punkt Mull og Galloway, men data kan ikke verificeres, da rakettens højdemåler aldrig blev fundet.

De fleste lande i Europa har aktive raketklubber, men myndighederne gør det meget svært at være raketbygger.

»I Norge skruer man bare sin raketmotor fast til fjeldet og prøver den af. Virker den, går man ud og fyrer den af, men syd for Norge begynder lovarbejdet at blive krævende. I Tyskland er det stort set umuligt at flyve med raketter, og i England er våbenlovgivningen strammet så meget, at man ikke må arbejde med raketmotorer,« siger Jeppe Locht.

Tysklands amatørraketbyggere har især svært ved at skaffe raketbrændstof efter nye restriktioner efter terrorisme i 1970'erne.

De strikse krav fra de tyske myndigheders side har også fået den tyske raketklub FAR (Forschungsgemeinschaft Alternative Raumfahrt) til at kontakte danske Copenhagen Suborbitals med henblik på at bruge den danske affyringsplatform Sputnik til opsendelser i Østersøen.

Mange opgiver ved aktiv styring

En stor del af de europæiske raketklubber har få - og i mange tilfælde kun en - aktive, og listen over annoncerede store bedrifter såsom at nå rummet er meget lang.

»Men ofte er der tale om fantaster, der drømmer, men ikke leverer varen. Når først man vil over 15 kilometer, bliver alt meget svært, især hvis man også vil bygge stort. Det er jo ikke sådan, at prisen og udfordringerne for en opsendelse stiger lineært med højden af skuddet. Det stiger eksponentielt, og nogle gange mere,« siger Jeppe Locht.

Ved 15 kilometer bliver luften så tynd, at fastmonterede finner på raketterne holder op med at virke. Hvis retningen og hastigheden ved 15 kilometer er god, så er det i princippet muligt at komme i rummet alligevel, men som udgangspunkt er aktiv styring en nødvendighed.

»Det erfarede tyskerne jo også, da de eksperimenterede med raketter i Peenemünde før krigen. Udstødningsgassen stod lodret efter raketten, men ændredes hurtigt til en zig-zag-streg. Et 'gefrorene Blitz,« siger Peder Cabion Hansen.

****## DSC-formand: CS er performanceart og smedekunst
Om raketbyggeri på amatørplan er i fremgang på verdensplan er Peder Cabion Hansen og Jeppe Locht dog ikke helt enige om. Jeppe Locht fornemmer, at »det rumler mere i øjeblikket« og peger blandt andet på fremvæksten af internettet.

Ifølge ham er nettet afgørende for, at raketbyggere over hele verden nu kommunikerer gennem forum som Arocket, som er det førende forum for raketbyggere, hvor man kan møde folk, som deltog i byggeriet af Saturn-raketten.

Peder Cabion Hansen oplever dog ikke den samme 'rumlen' og savner europæiske projekter som det 40 år gamle Youth and Space, der var støttet med penge fra EU til at få raketklubber over hele Europa til at samarbejde. Et samarbejde, som han opfordrer alle eksisterende raketforeninger til at genoptage.

»X Prize satte gang i folk, men nu er det blevet stille igen bortset fra selvfølgelig Peter Madsen og CS. Det er vigtigt for at holde interessen ved lige, at de klør på,« siger Peder Cabion.

Også Jeppe Locht roser CS for at inspirere folk til at turde kaste sig ud i raketbygning og naturvidenskab generelt og har denne analyse af de tre danske raketforeninger.

»Peter Madsen har så kolossale visioner, at han normalt ville blive klassificeret som fantast, men det bliver jo faktisk til noget, og det er helt vildt. Men mest af alt opfatter jeg CS som performanceart. Som han vist selv har kaldt det, så er det mere et kunstprojekt,« siger Jeppe Locht og fortsætter:

»Han gør sit liv til kunst, men videnskab er det ikke. Jeg vil knap nok kalde det ingeniørkunst. Det er nærmere smedekunst, der inspirerer en masse. DARK er omvendt en forening, hvor man har fuldstændig styr på teorierne, men ikke får bygget raketterne. Og i DSC er vi nærmest en mellemting mellem de to,« siger han.

DSC fokuserer især på opsendelsen af mindre raketter sammen med skoler, hvor ungerne er med til raketbyggeriet. DSC arbejder også på en større raket med navnet Black Sky, der skal sendes op fra flyvevåbnets skydeområde ved Tranum. DSC har kun fået foreløbig tilladelse til et skud til ni kilometers højde, men planen er at skyde til 20 eller 30 kilometer senere.

Peter Madsen er dog ikke enig i Jeppe Lochts beskrivelse af CS, og mener at CS i høj grad arbejder meget ingeniørmæssigt.

»Raketter er ikke anderledes end broer, kraftværker eller fly - de kræver en hær af forskellige faggrupper for at blive til. Vi erkender derfor, at man ikke kan løse den opgave uden også at kunne udføre alle former for metalarbejde, bruge kraner, sejle skibe, konstruere elektronik og telemetri i praksis. Vi tester, måler, regner og udvikler vores ting nøjagtigt som alle andre - for hvis vi ikke arbejdede på den måde, ville vores motorer, navigation, telemetri og alt andet ikke fungere,« siger Peter Madsen, der i øvrigt giver Jeppe Locht ret i, at han (red: Peter) ikke har nogen større interesse for foreningsarbejde.

»CS er ikke lavet for at have en herreklub, hvor vi hygger os, men for at løse en specifik mission,« siger Peter Madsen.