Otte firmaer jagter milliardordre til forsvaret

Forsvaret er gået på jagt efter nye, pansrede mandskabsvogne, og da man har svært ved at vælge mellem hjul- og bæltekøretøjer, får man et tilbud på begge.

Otte firmaer har nu meldt sig på banen i jagten på den næste milliardordre fra forsvaret.

Som tidligere fortalt har Forsvarets Materieltjeneste (FMT) indledt et udbud på nye pansrede mandskabsvogne, hvor de otte producenter er valgt ud.

FMT oplyser, at man har gennemført en prækvalifikation af potentielle leverandører for at afklare, om virksomhederne kan leve op til forsvarets krav.

Blandt andet har man bedt virksomhederne dokumentere forhold om firmaets økonomiske situation, og hvordan lignende leverancer tidligere er blevet løst, fortæller chefen for projektkontoret i FMT, oberstløjtnant Karsten Kolding.

»Det er alene for at finde virksomheder, der vil være i stand til at leve op til kontrakten,« fortæller Karsten Kolding.

I forhold til bæltekøretøjer er de prækvalificerede Flensburger Fahrzeugbau Gesellschaft, BAE Systems Hägglunds og Rheinmetall Landsysteme, mens Nexter Systems, Patria Land Systems og Artec byder ind på hjulkøretøjer.

Den amerikanske våbengigant General Dynamics - European Land Systems er repræsenteret i begge deludbud med to datterselskaber, henholdsvis schweiziske Mowag og spanske Santa Bárbara Sistemas.

Som tidligere omtalt bliver der nok at kæmpe om for kandidaterne.

Ifølge EU's udbudstidende lyder udbuddet på 360 pansrede mandskabsvogne, APC, Armoured Personnel Carrier, men FMT forholder sig retten til at justere antallet fra mindst 206 til højst 450 køretøjer afhængigt af tilbuddene.

Kontrakten bliver opdelt i to, som skal indgås med samme leverandør: en på selve indkøbet af køretøjerne og en på 15 års efterfølgende logistik og vedligehold med mulighed for forlængelse på fem år.

For kontrakten for logistik opgiver FMT et beløb på mellem en og to milliarder kroner. Karsten Kolding ønsker i dag ikke at kommentere på selve den forventede anskaffelsessum. På Ingeniøren online har tallet fem milliarder tidligere fremgået som et estimat af anskaffselsbeløb for 360 APC'ere.

Den endelige pris vil alt andet end lige afhænge af mange faktorer, blandt andet om der skal bælter eller hjul til at bære 'dåserne'. Internt kan forsvaret nemlig ikke blive enig med sig selv om, hvorvidt man skal have bælter eller hjul under de nye køretøjer.

Derfor har FMT opdelt udbuddet i to delaftaler, afhængigt af om der er tale om hjul eller bælter. Ifølge udbuddet skal der dog være tale om mindst fire-akslede hjulkøretøjer.

»Det er helt klart flere skoler, der sværger til hver deres løsning. Nu afventer vi tilbuddene, og så ser vi, hvordan vi kan skrue den bedste løsning sammen,« lyder kommentaren til det spegede emne fra Karsten Kolding.

Forsvaret ønsker køretøjerne leveret i seks forskellige konfigurationer. Halvdelen af køretøjerne skal leveres i infanteri- samt kommandokonfigurationer, mens den resterende halvdel udgøres af mortér-, ingeniør-, reparations- og ambulancekonfigurationer.

Tidligere militæranalytiker Esben Salling Larsen har over for Ingeniøren vurderet, at hjulkøretøjerne formentlig står bedst i konkurrencen.

Det skyldes et langt lavere logistisk fodaftryk end bæltekøretøjer, dels at de i udgangspunktet er billigere både i anskaffelse og drift, så hæren kan få flere af dem.

»Bælter er i udgangspunktet dyrere, men omvendt kan jeg sagtens finde et hjulkøretøj, som vil være dyrere end en bæltekøretøj. Igen, det vil afhænge af de konkrete tilbud fra leverandørerne, så det er svært at sige noget om endnu,« siger Karsten Kolding.

De nye køretøjer skal erstatte både de nuværende Piranhaer de cirka 50 år gamle PMV M113. De otte virksomheder er nu inviteret til at fremsende et egentlig tilbud på baggrund af forsvarets udbudsmateriale.

Fristen er den 26. oktober 2012.

Kommentarer (4)

er vi vidst nok blevet alt for mange gange øredøvende og tudefulde overbevist om at nu skal vi trække det fornuftige og tiltrængte valg på en anstændig måde..

  • Så mit bud er, at finde en kandidat på begge slags køretøjer iblandt alle de interesserede og få dem til at stille med et antal køretøjer og så tager vi en drift og test periode på f.eks ½ år og så tegner vi kontrakt med den af de i hver gruppe repræsenterede kategorier (bælte eller hjul) og laver en kontrakt med option på flere hvis de forsat forbliver driftsstabile.
  • 0
  • 0

Mon ikke et par ugers tæsk i naturen og nogle af forsvarets egen mekanikere hurtig kan tage stilling til om det er brugbart, udover det er en del af dem der med sikkerhed er i udbud, køretøjer som i forvejen bruges i andre lande, så der skulle være mulighed for at ringe til et nabo land og høre hvad der er godt og skidt ved den model man har valgt.

  • 0
  • 0

- - - så der skulle være mulighed for at ringe til et nabo land og høre hvad der er godt og skidt ved den model man har valgt.

Nik går ikke, vi skal drage vores egne erfaringer - i alt for mange tilfælde aner man ikke 100% hvad det er de andre lande lægger netop til grund for deres valg og det kan heller ikke afvises af f.eks et bestemt land favoriserer deres eget lands produkt. Sorry..

  • 0
  • 0

"hjulkøretøjerne formentlig står bedst i konkurrencen. Det skyldes et langt lavere logistisk fodaftryk end bæltekøretøjer, dels at de i udgangspunktet er billigere både i anskaffelse og drift"
Hjul er nok lettere, billigere og mindre krævende end bælter og kan derfor nemmere flyves og opretholdes. Men er forskellen virkelig så voldsom som der skrives her ?

Med 4 aksler må der også lægges vægt på bombe-modstandsdygtigheden selvom det ikke skrives her. En bombe kan godt ødelægge 2 aksler, så en 3-akslet risikerer at blive standset og udsat for langvarig beskydning.

Danmark kunne også overveje at anskaffe robuste mindre fly til bekæmpelse fra luften, evt. med snigskytter om bord. Ofte er der ikke brug for at smide en 500kg bombe fra et dyrt jagerfly, men blot et par kugler på rette sted.

  • 0
  • 0