Hvordan pokker kan selv det mest begavede rådgivningsselskab forudskikke hvor meget støv der vil blæse ned fra fjeldet hvis der var en åben uranmine på det omtalte sted? Ikke mindst eftersom der endnu ikke er minelignende forhold der tilsvarer de forhold som selskabet stiller i udsigt.

Som det er lokalkendte bekendt er der ganske kraftige vindforhold - som der generelt er over hele Grønland - og den åbne mines nærhed til byen vil med overvejende sandsynlighed tilføre byen helt uregerlige støvstorme med alskens spændende sundhedsskadelige stoffer - herunder tungmetaller og forskellige giftige stoffer samt altså radioaktive uranforbindelser.

Dette er ikke kun et grønlandsk fænomen idet ganske mange åbne miner ude i den store verden - hvoraf undertegende har besøgt en god håndfuld - lider af samme problem til stor gene for lokalbefolkningen.

Mon ikke vi igen er vidner til den tekniske diciplin der hedder udsøgt følgagtighed for den ordregivende interessent hvor bestemte kontroversielle elemneter underspilles og alene positive elementer fremhæves uden saglige begrundelser?

Med venlig hilsen

Derfor gælder det for GME om at dokumentere, at risikoen for radioaktivt udslip er beskedent.

Det kan jo læses som bestilt arbejde, men kan også blot være en dårlig formulering.

Lad mig tilslutte mig Henrik Lund-Andersens kritik: Man tror, at det er løgn, når man læser denne artikel. Men nej: Skribenten nævner ikke med et eneste ord, at Orbicon er hyret af koncessionshaver, GME A/S, til at lave den krævede VVM-redegørelse.

Ej heller ikke skrives der et eneste ord om, at de efterforskningsaktiviteter som GME A/S har udført siden 2007 på selve Kvanefjeldet, ikke på nogen måde kan anvendes som grundlag for at vurdere, hvordan og hvorledes der generes støv ved brydning af malmen i et åbent brud.

Der er boret huller, ja. I massevis, men ikke engang på det punkt er artiklen præcis eller retvisende:

Det fremgår af ’Executive Summary (side 14) af den ’Pre-feasibility report April 2012’, som GME offentliggjorde den 4. maj, at der ved udgangen af 2010 var boret i alt ca. 45.000 meter kerneboringer, heraf 31436 meter til at fastlægge ressourcen, samt 1.870 og .2254 meter med hhv. geotekniske og metallurgiske formål. De resterende 9.830 meter blev boret i perioden 1958-1977, hvor undersøgelsen af forekomsten foregik i offentlig regi, dvs. Risø og det daværende GGU (Grønlands Geologiske Undersøgelse).

Jeg har ikke kunnet finde belæg for, at GME borede ekstra 30.000 meter alene i 2011. Derfor vil jeg mene, at tallet på 75.000 meter borekerne fra Kvanefjeld, som nævnes i billedteksten, simpelthen ikke passer med virkeligheden.

Og hvorom alting er, så kan ikke nok så mange kerneboringer bruges til at udtale sig om, hvordan og hvor meget støv der dannes fra et åbent brud, hvorfra der årligt i 25-30 år skal brydes 7,2 mio. tons malm plus 0,7 tons tons ’waste’ eller gråbjerg for hver tons malm. Det ville have klædt Ingeniørens skribent at have spurgt om Orbicons repræsentant om, hvordan det hænger sammen.

Forklaringen er formentlig, at Orbicon baserer sig på ’scenarie-analyser’ på deres computere eller skriveborde. Og hvorfor skulle de ikke gøre det?

Det gør GME jo også, hvad angår udvikling af processer til udskilning af hhv. uran og REE-metaller. Ikke et eneste sted i ’Executive Summary’ kan man læse noget om ’pilot scale’-processing.

Meget kan man sige om de aktiviteter, som Risø og GGU udførte i de gode gamle dage, da A-kraft i Danmark endnu ikke var en død sild, men der blev dog lavet en flere hundrede meter lang tunnel i Kvanefjeldet, hvorfra 4-5.000 tons malm blev udtaget og transporteret til Risø (under stor stråhej både ved afsejlingen fra Narsaq og ved ankomsten til Risø, men det er en anden historie). På Risø opbyggede man et pilotskala-anlæg til processering af de nævnte 4-5.000 tons, og det blev dokumentet, at man ved hjælp af Carbonate Pressure Leaching (CPL) kunne udskille uran fra malmen.

Jeg har ladet mig fortælle, at der stadigvæk ligger 2-3.000 tons malm nede på Risø. Måske man skulle foreslå, at GME retter henvendelse til Dansk Dekommissionering om at få lov til at disponere over den malm, så man kan få bygget et pilotskala-anlæg til afprøvning/underbygning af skrivebordsanalyserne?

Der er desuden generelle fejl i artiklen omkring Grønland.
F.eks. Står der "Grønlands regering", det hedder "Grønlands Selvstyre eller Nanoq".
Det burde også nævnes at reglerne om at der ikke må mines uran i Grønland, blev indført af Danmark før Grønland fik hjemmestyre.

Kære Søren,

Inden du kommer for godt igang med både stort og småt:

Nanoq er det (vest-)grønlandske ord for 'isbjørn'. Det er også betegnelsen for 'Grønlands Selvstyres' store website, www.nanoq.gl, som er fælles for både regeringen = 'Naalakkersuisut' og for parlamentet/landstinget = 'Inatsisartut'.

Forhistorien for den såkaldte 'uran nul-tolerance' er, såvidt jeg har kunnet rekonstruere, følgende: I 1985 vedtog folketinget, at A-kraft ikke skulle indgå i den danske energiplanlægning. I forlængelse heraf vedtog det daværende Fællesråd vedr. mineralske råstoffer i Grønland (med 5 danske og 5 grønlandske medlemmer, ledet af en formand, udpeget af Dronningen) i 1988, at 'efterforskning efter radioaktive grundstoffer er forbudt'. Den vedtagelse blev bekræftet efter en debat i det daværende Grønlands landsting.

Ingeniøren.dk bragte den 17. jan. 2012 en artikel 'Ophævning af nul-tolerancen kan Grønland gylden uran-fremtid.

http://ing.dk/artikel/125823-ophaevning-af...

som gav anledning til en ganske lang og indimellem interessant debat. Lad mig nøjes med at citere et par afsnit fra det første af mine egne indlæg i den debat:

quote
Det er muligt, at Grønlands regering i realiteten i december ophævede Landstingets hidtidige nul-tolerance over for uran, men det vil de 3 koalitionspartier i regeringen nok bestride – særdeles kraftigt endda.

Selv vil jeg nøjes med at sige, at Grønlands regering alias Råstofdirektoratet (RD) i Nuuk (indtil videre) har anvendt ’salami-metoden’ 2 gange for at komme den formelle licensholder GME A/S i møde ved at løsne lidt på de stramme bånd, som nul-tolerancen medfører, hvad angår afgrænsningen af ’emner’ i GME’s undersøgelser og analyser.

Første gang var den 14. dec. 2010, hvor GME A/S, iflg. RD’s pressemeddelelse, fik ”tilladelse til at udføre miljømæssige og økonomiske undersøgelser vedrørende deres licens i Sydvestgrønland. I henhold til regelsættene giver tilladelsen ikke ret til at få meddelt en tilladelse til efterforskning og udnyttelse af radioaktive grundstoffer.”

Anden gang var den 1. dec. 2011, hvor det af en pressemeddelelse fremgik, at ”Landsstyret har besluttet at godkende en tilføjelse til vilkårene i Greenland Minerals and Energy efterforskningstilladelse ved Kvanefjeldet.” Det betyder, at selskabet nu kan efterforske efter mineraler med et indhold af radioaktive grundstoffer over almindelig baggrundsniveau, men ”at GME ikke dermed har ret til at få meddelt tilladelse til udnyttelse af radioaktive grundstoffer.”
unquote

Uden at skulle genoptage den referede debat bør det lige tilføjes at den grønlandske regering notorisk har taget forbehold for den automatik som efterforskningstilladelse giver til udvindingstilladelse - hvilket du jo retfærdigvis også selv citerer hele to gange.
Det er derfor et rent personligt vurderingsspørgsmål at påstå at de omtalte lempelser er en åbning efter salamimetoden.

Der er ellers to gode helt lavpraktiske grunde til begge lempelser af efterforskningsbetingelserne og det er det indlysende, at en faktisk undersøgelse af de forekommende forekomster nødvendigvis må indebære accept af håndtering af uran. I det mindste i forekomster hvor sammenblandingen af uranholdige stoffer er uklar.

Om man tror på myndighedernes standhaftighed overfor det faktiske forbehold for udvinding af uran vil rimeligvis bero på en personlig indstilling - og det er da helt sikkert muligt at fremtiden vil vise en vis eftergivenhed - men indtil videre må man vel anerkende de udmeldte retningslinier.

Med venlig hilsen