Oplev dragrace-fætrene fra True Cousins for fuld drøn i Malmø

Onsdag aften går ing.dk-bloggeren Hans-Henrik Thomsen fra True Cousins i gang med at udfordre rekorden for elmotorcykler i Malmø. Kom og se med.

For 30 runde svenske kroner kan alle Ingeniørens læsere få mulighed for at se ing.dk's bloggere fra True Cousins folde sig ud i tre timers hårdt ræs.

Det foregår på Malmö Raceway, som hver onsdag aften lægger bane til motorentusiaster, der vil teste dueligheden af deres motorcykler eller biler - både på el og benzin.

Og denne sidste onsdag i juni vil den ene af fætrene, Hans-Henrik Thomsen, slå i hvert fald sine egne personlige rekorder i fart på banen med elmotorcyklen Silver Bullitt.

Hans-Henrik Thomsen fra True Cousins fik sin debut i Malmø på Silver Bullitt den 2. maj.

»Jeg er lidt spændt, for jeg kommer nok til at køre hurtigere, end jeg nogensinde har kørt. Vi har fået kraftigere batterier, og selv om jeg ikke vil kalde det et rekordforsøg i morgen, skal vi se, hvad vi kan gøre,« siger Hans-Henrik Thomsen.

Læs også: Se el-dragracermotorcyklen Silver Bullitts debut

Han hentyder til nye Hyperion-pakker, som endnu ikke var klar, da True Cousins tog på banen i Malmø i begyndelsen af maj. De er på plads nu, omend Hans-Henrik Thomsen ikke har tænkt sig at køre med mere end halvdelen af pakken.

»Det bliver nok først næste år, vi kommer op at køre på fuld pakke - og så skal vores bil i gang, som skal bruge nogle af batterierne,« siger han.

Når det varer lidt, før bilen - TC9'eren - kommer på banen igen, skyldes det, at controlleren først strejkede og derefter brændte af efter fætrenes deltagelse i Danmarks Hurtigste Bil 1. juni. Så sommerens kørsel bliver på Silver Bullitt.

I dag er rekorden i 96 volt-klassen 7,169 sekunder for de kørte 201 meter. Den rekord vil Hans-Henrik Thomsen frygtelig gerne slå snart, men om det lige bliver onsdag, vil han som sagt ikke sætte alle sine sparepenge på.

Læs også: Operationen lykkedes, TC9eren døde

Men der er en mulighed, især i kraft af de nye batterier, og fordi han nu allerede har prøvet banen af tidligere. Om ikke andet mener han, at der er store oplevelser i vente for ing.dk's læsere.

»Selve det at være der er for mange en ret stor oplevelse, for det er sjældent, at man på den måde får mulighed for at komme så tæt på teknikken og kan gå rundt i pitten. Det er ret spektakulært,« fortæller Hans-Henrik Thomsen.

Han skyder på, at der dukker over 1.000 mennesker op på tribunerne i Malmø onsdag for at overvære de 20-50 køretøjer, der som regel slår deres folder på banen. Selve eventen foregår fra kl. 18.30 til ca. 21.30, og det er muligt at købe noget at spise undervejs.

Se her, hvor banen ligger.

Dokumentation

Malmö Raceways hjemmeside

Kommentarer (1)

Man skal ca. 1,5 km længere mod øst ift. linket på Google-map for at komme til indgangen, den viste placering er nærmest den ende, hvor banen slutter. Banen ses som liggende på langs af en smal stribe vand umiddelbart til højre for Google-fanen
Det nærmeste kryds man kan køre efter på GPS er Hemsögatan og Flintrännegatan og derfra ca. 200 m længere mod nord, (90° til højre fra solens retning).

  • 0
  • 0