Videnskaben vil gerne være objektiv. Den bevæger sig fremad mod stadigt dybere erkendelser ved at acceptere de bedste argumenter og de teorier, som måtte være understøttet af reproducerbare (og gerne falsificerbare) eksperimenter. Desværre er videnskaben også en menneskelig aktivitet, og mennesker er ikke altid objektive og rationelle.

Det kan nobelprisvinderen Daniel Kahneman fortælle en hel del historier om. Han udgav sidste år bestselleren 'Thinking, fast and slow', der opsummerer hans livsværk, og han må nok kaldes den mest berømte nulevende psykolog.

Kahnemans speciale er de ubevidste og irrationelle elementer i menneskets tanker og handlinger. Sammen med Amos Tversky etablerede han i 1973 det teoretiske grundlag for menneskers utallige kognitive slagsider, kaldet 'biases', og viste, at mennesket sjældent er en rationel maskine, en Homo economicus, der altid vælger optimalt for sig selv.

I sidste uge sendte Kahneman en e-mail til et stort antal kolleger, hvori han opfordrede dem til at begynde at gentage og dermed efterprøve deres kollegers forskningseksperimenter.

Baggrunden er, at der på det seneste har været ytret tvivl om socialpsykologiens forskningsmæssige lødighed, især i lyset af de seneste afsløringer af diverse svindlere, som for eksempel socialpsykologerne Diederik Stapel, Dirk Smeesters og Lawrence Sanna, der alle har vist sig at have manipuleret med data for at finde en positiv effekt.

Kahnemans idé er at starte en perlekæde af eksperimentelle reproduktioner inden for priming-effekter - altså den del af forskningen, der undersøger, hvordan subtile og ubevidste påvirkninger kan ændre på folks adfærd. På den måde vil man effektivt 'kunne modgå den voksende tvivl, anerkende at den findes og konfrontere den frontalt, fordi en tilstand af trodsig benægtelse blot gør tingene værre,' skriver Kahneman i sin e-mail.

Store overskrifter til små effekter

Kender man lidt til indersiden af den videnskabelige trummerum, vil man vide, at der er mange politiserende forskningsansøgninger, overdrevne salgstaler og masser af kollegialt nid og nag. Det kan være overraskende for en udenforstående at opdage, hvor meget af den videnskabelige praksis, der i virkeligheden er sovset ind i ideologiske agendaer, i antagonistiske skolers indbyrdes kamp og i store egoers sammenstød, hvor stolthed og frygten for at miste ansigt ofte fylder mere end jagten på sandheden. Det kan alt sammen være grobund for svage sjæles forsømmelser og snyderier.

»Socialpsykologien - og videnskaben generelt - har ikke tilstrækkeligt med mekanismer til at forebygge snyd,« sagde socialpsykologen Uri Simonsohn til fagbladet Nature denne sommer, efter at han havde afsløret Dirk Smeesters ved hjælp af simple statistiske analyser af falsk positive resultater (se også ing.dk/k#bhhp):

»Jeg tvivler på, at fabrikationerne er værre i psykologien end på andre forskningsområder, men jeg er bekymret over, hvor nemt det var at finde den slags mennesker.«

Den adfærdsbiologiske forskning og socialpsykologien er måske specielt udsatte, fordi effekterne ofte er små og overskrifterne store. Psykologerne har i løbet af de seneste 30 år gjort mange interessante opdagelser, og mange af dem har været så pudsige, sjove og kontraintuitive, at de er begyndt at indgå i den folkelige mytologi. Tænk f.eks. på forsøg på at prime folk subliminalt til at købe en cola ved at de ser et glimt af en colaflaske midt i en film, eller på Stanley Milgrams berømte eksperiment med at få folk til at adlyde autoriteter med dødeligt udfald (læs om Milgram på ing.dk/k#bhhq).

Nogle af de nyere bizarre eksempler, som Kahneman beskriver i sin bog, er f.eks. det om golfspillere, der har tendens til at putte mere præcist, når de skal lave par, end når de skal lave birdie, og den om lærere og dommere, der giver bedre karakterer (og mildere domme) lige efter de har spist, eller den om butikskunder, der hamstrer, lige så snart de ser et skilt, hvorpå der står 'maks. 12 stk. pr. kunde'. Også hele nudging-feltet er delvist udviklet på baggrund af Kahneman og Tverskys forarbejde (læs om nudging på ing.dk/k#bhhu). Men kendetegnende for alle disse opdagelser er, at deres effekt er lille. Det er ikke sådan, at alle mennesker ligger under for den slags påvirkninger. Ofte er det kun ganske få procent.

Kahnemans e-mail er en indtrængende appel til forskerne inden for priming - dvs. det område, der beskæftiger sig med at bruge eksterne stimuli til at påvirke menneskers implicitte hukommelse. Et eksempel på positiv priming kunne være at få en person til at komme i tanker om et ord ved at foreslå mange af dets synonymer. Et eksempel på subliminal priming kunne være at fremhæve bogstaverne rats i ordet 'Democrats', sådan som en republikansk valgvideo gjorde det i USA i 2000 i håb om at vække lede blandt vælgerne (se også artiklen ing.dk/k#94t8).

'Feltet omkring priming er begyndt at blive et udhængsskilt for tvivlen på integriteten af den psykologiske forskning,' skriver Kahneman i sin e-mail:

'Jeg synes, at I kollektivt burde gøre noget ved det rod.'

Perlekæde af eksperimenter

Løsningen er ifølge Kahneman en kæde af eksperimenter, hvor laboratorierne via en åben og transparent proces samarbejder om at tjekke naboens resultater. Kahneman angiver straks en mulig protokol for, hvordan det kunne foregå: En gruppe af fem laboratorier (labs) går sammen i en perlekæde, hvor lab A's resultater replikeres af lab B, og deres replikeres af lab C, osv. indtil lab E's resultater replikeres af lab A. Desuden skal de alle bruge video til at dokumentere forløbet og sikre, at alt offentliggøres, selv når forsøget slår fejl.

'Min foreslåede protokol er blot et eksempel på, hvad I kunne gøre. Pointen med mit brev er, at I burde gøre noget, og at I burde gøre det kollektivt. Ingen enkeltperson vil være i stand til at overvinde tvivlerne, men hvis I handler som gruppe og undgår at være defensive, vil I være troværdige,' slutter Kahneman.

Reaktionerne har været overvejende positive. Psykologen Brian Nosek fra University of Virginia i Charlottesville siger til Nature, at 'Kahneman er en svær mand at ignorere', og socialpsykologen Norbert Schwarz fra University of Michigan i USA siger i et svar til journalisten Ed Yong, at han gerne vil deltage i sådan kæde af eksperimenter, så længe den ikke kun er rettet imod et enkelt forskningsområde.

»Der findes ikke nogen empirisk evidens for, at resultaterne inden for vores forskningsområde er mere eller mindre reproducerbare end resultater fra andre forskningsområder,« siger Schwarz og sammenligner det med situationen inden for klimaforskning:

»Du kan se det som psykologiens version af klimadebatten. Det store flertals konsensus drukner i de få skeptikeres vedholdende påstande.« (Ingeniøren har tidligere skrevet om Norbert Schwarz' arbejde: ing.dk/k#bhhw).

Kontradiktorisk samarbejde

Kahnemans forslag ligger tæt op ad hans mangeårige forsøg på at udbrede ideen om et 'kontradiktorisk samarbejde' mellem forskere, der er uenige med hinanden. Ideen går kort fortalt ud på at slå en bro mellem uenighederne ved at gå sammen om at teste validiteten af modstridende hypoteser. Det er en gestus i retning af en mere anstændig omgang med hinanden - noget som både inden for videnskaben og i samfundet som sådan synes at forekomme i stadigt mere sjælden grad.

'I videnskabens og i høflighedens interesse' gik Kahneman sammen med flere af sine argeste modstandere for at skrive fælles artikler. Selv om han indrømmer, at kontradiktorisk samarbejde kræver en stor portion ydmyghed og er psykologisk krævende for mennesker, så er det en model uden fortilfælde, og den vil sikre en mere produktiv akademisk diskurs.

»Nogle gange vil der være brug for en neutral dommer,« indrømmer Kahneman i en video (se ing.dk/k#bhhy), hvor han forklarer, hvad kontradiktorisk samarbejde er:

»Du skal være villig til ikke at vinde. Du skal være villig til at acceptere en remis. I forskningens og anstændighedens navn skal du kunne se, at en remis kan være bedre en gevinst.«

Kontradiktorisk samarbejde er lettest, når det er mindst tiltrængt, forklarer Philip E. Tetlock og Gregory Mitchell i en artikel i fagbladet Research in Organizational Behavior: Når to lejre har forskellige fortolkninger, men har respekt for hinanden og i øvrigt er enige om, hvordan de skal teste hypoteserne, er der ingen problemer med at samarbejde på tværs. Det kaldes 'det epistemiske paradis'.

Men når de to videnskabelige lejre hader hinanden, og heller ikke kan blive enige om kriterierne for at teste hypoteserne, så er det svært at realisere et kontradiktorisk samarbejde. Så er man ifølge Philip E. Tetlock og Gregory Mitchell i et 'epistemisk helvede'.

Det er her, at der er mest brug for samarbejde, men i stedet degenererer diskussionerne alt for ofte til aksiomatiske positioneringer og til at gå efter manden i stedet for bolden. Så hvis kontradiktorisk samarbejde er unødvendigt i situationer, hvor det er muligt, og umuligt, hvor det er nødvendigt, så kan man ifølge de to forskere i det mindste håbe på, at det gør nytte i gråzonen mellem disse to positioner, dvs. i situationer, hvor forskerne stadig (nogenlunde) kan se hinanden i øjnene, og hvor det endnu ikke er håbløst at blive enige om fælles kriterier for eksperimenter og deres fortolkning.

Philip E. Tetlock og Gregory Mitchell medgiver, at kontradiktorisk samarbejde nedbryder de barrierer, som står i vejen for nye erkendelser. Det er ønskværdigt videnskabeligt set, siger de, men ikke politisk. Politisk vil man helst se sin egen agenda stå stærkest.

Men af præcis denne årsag er de mislykkede forsøg på at samarbejde på tværs af holdninger så informative: De fortæller, at den videnskabelige debat er havnet i en politisk eller ideologisk blindgyde, som parterne ikke kan komme ud af. Man kan kun vente på, at de går på pension, og en ny generation formår at gribe tingene an på en ny måde.

Daniel Kahneman: 'Thinking, fast and slow'. Allen Lane, 2011, ISBN 978-1-846-14055-6