Et hold ihærdige konservatorer knokler i øjeblikket for at sikre et af dansk kunsthistories store værker. Joakim Skovgaards 'Den store nadver' har levet en omskiftelig tilværelse, siden det blev skabt i 1901 som en del af udsmykningen i Viborg Domkirke.

Allerede kort efter blev det angrebet af salte fra kirkens murværk, og i 1913 blev maleriet trukket af væggen, flyttet til Statens Museum for Kunst og udstillet der som Skovgaards hovedværk - og et hovedværk i dansk kunst som sådan.

50 år senere drog 'Den store nadver' så atter på rejse. Denne gang blev det rullet sammen og transporteret til Færøerne, hvor maleriet blev hængt op i en niche i den nyopførte Christianskirke i Klaksvík, hvor det siden har fungeret som altertavle.

Den hårde medfart i flere omgange har dog efterhånden sat sine spor i maleriet. Flytningen fra Viborg Domkirke skete ved at overføre maleriets farvelag fra den pudsede væg, det var malet på, til to lag af gazestof og hørlærred, hvorpå det stadig sidder. Men netop fordi maleriet er skabt til at sidde på en stabil væg frem for et blødt lærred, har de to flytninger haft konsekvenser for standen.

Saltangrebene og flytningen først fra Viborg til København og derefter videre til Klaksvík har medført buledannelser og afskalninger, som et team af konservatorer nu arbejder på at genoprette. En omstændelig proces, som holdet antager vil vare indtil foråret næste år.

Gazestof, harelim og japanpapir

Da maleriet oprindeligt blev flyttet fra domkirken i Viborg, skete det ved at lave en såkaldt aftrækning, som dengang blev udført af den italienske aftræksspecialist Franco Steffanoni.

I dag er det danske Tom Egelund fra Nordisk Konservering, som står i spidsen for holdet, der skal sikre maleriets videre eksistens. Og selvom der er gået knap 100 år, siden maleriet blev trukket af væggen i Viborg, har teknikken ikke ændret sig synderligt. For trods heftig teknologisk udvikling er det fortsat harelim, japanpapir og gazestof, der er konservatorens vigtigste arbejdsredskaber.

»Vores arbejdsmetode er parallel til den måde, maleriet oprindeligt blev trukket af væggen på. Vi laver en forsidesikring med det tynde japanpapir og harelim, som vi smører på forsiden af maleriet. Derefter dækker vi af med gazestof og skaber dermed en armeret bandage på maleriets forside, som gør, at der er styr på farvelaget, så vi kan fjerne de gamle materialer på bagsiden,« forklarer Tom Egelund.

Bøvl med arbejdsmiljøet

Når maleriet er sikret på forsiden, skal konservatorteamet bruge nogle måneder på at skrabe og slibe sig gennem de gamle lag af hørlærred og gazestof og på den måde arbejde sig ind til farvelaget fra bagsiden. Når de kommer ind til farvelaget, som det blev malet på kirkevæggen i Viborg i 1901, følger arbejdet med at imprægnere bagsiden af farvelaget.

»Her bruger vi også noget, der minder meget om det bindemiddel, man brugte i 1913 - en blanding af læsket kalk og kasein, der er et proteinstof udvundet af mælk. Når man opløser kaseinen i en base, hærder det til en lim, der ikke kan opløses i vand,« forklarer Tom Egelund.

For eftersom forsidesikringen er vandopløselig, er det vigtigt, at man ikke limer farvelaget op på det blivende underlag med lim, der aktiveres af samme type væske.

»Vi kunne godt vælge at bruge moderne bindemidler til forsidesikringen, og i andre projekter har man f.eks. anvendt en polyvinylacetat opløst i ethanol, men faktisk foretrækker vi den traditionelle harelim, da den næsten er uovertruffen i sin bindeevne og meget enkel at opløse igen. Hvis vi brugte den syntetiske lim, skulle der bruges ethanol til at opløse den med, og så ville vi stå med et stort arbejdsmiljøproblem, når vi skulle fjerne forsidesikringen på 60 m2 maleri. Nu kan vi gøre det med varmt vand,« forklarer Tom Egelund.

Drilsk luftfugtighed

Netop maleriets størrelse - cirka 60 m2 fordelt på to næsten lige store stykker og en samlet vægt på omkring 700 kilo - er en væsentlig udfordring i processen. For når harelimen tørrer, trækker den sig sammen, og dermed risikerer man, at maleriet krymper.

»Det er en meget plastisk størrelse. Vi har lavet forsøg med at arbejde i op til 85 pct. luftfugtighed, og der kunne vi faktisk få vores testaftræk til at blive lidt større, end det var på væggen, hvor det kom fra. Derfor arbejder vi meget med at styre luftfugtigheden nøjagtigt, så maleriet beholder sine oprindelige dimensioner,« forklarer Tom Egelund, som derfor har bygget et særligt arbejdsrum op i kirken i Klaksvík, hvor konservatorholdet kan styre luftfugtigheden. Desuden betyder harelimens plastiske egenskaber, at konservatorerne ved at fugte limen op kan udglatte de områder, som er blevet bulet af tidligere sammenrulninger af maleriet.

»Det ville være meget sværere, hvis vi brugte et moderne alternativ.«

Fra 700 kilo til det halve

Til gengæld kommer moderne materialer i spil, når det afrensede maleri skal monteres igen. For når maleriet er renset og repareret, bliver det klæbet op på to store såkaldte honeycomb-plader med en sekskantet cellestruktur af aluminium kapslet ind mellem to lag armeret polyester.

»Det giver en stiv og let konstruktion, så maleriet bliver lettere at håndtere. Med de nye materialer kommer hver halvdel til at veje omkring 200 kilo i stedet for de oprindelige 3-400 kilo. Så når næste generation skal restaurere det, får de det noget nemmere end os,« forklarer Tom Egelund.

Ved at lime maleriet op på en plade frem for den nuværende konstruktion, der består af lærred og træsprosser, opnår konservatorerne desuden en mere homogen temperaturgradient mod ydervæggen. For træet isolerer, og der hvor lærredet er ubeskyttet, er maleriet i højere grad udsat for sod og snavs.

»Vi kan se, at maleriet nærmest er ternet af snavs efter samme mønster som sprosser og stivere på maleriets bagside. Det undgår vi fremover,« fortæller Tom Egelund.

Restaureringsprocessen fortsætter indtil maj eller juni 2013, så maleriet kan præsenteres ved Christianskirkens jubilæum 7. juli 2013.