Robotter, der svejser skibssider sammen eller maler en bildør blå, er dem, der er langt flest af i dag.

Det er robotter af første generation, som er sat i verden for at gøre noget for os mennesker. De løser en stramt defineret opgave, som er monoton, simpel og tung.

Men udviklingen er på vej mod en type robotter, der selv kan regne ud, hvad brugeren har behov for.

Og for at opnå en troværdig interaktion mellem robot og menneske skal der mere til end en teknisk udvikling, mener sekretariatsleder i netværket RoboCluster Bjarke Falk Nielsen.

»Robotteknologien inkluderer ikke længere kun visionsteknologi, softwareteknologi og sensorteknologi, men kvalificeres også af psykologiske, antropologiske og designmæssige studier, som skal humanisere teknologien, fordi den i fremtiden skal indgå i en intim relation med mennesker,« siger han og peger på områder som velfærdsteknologi, landbrug samt leg og læring, hvor antropologer og andre vil indgå i robotudviklingen.

»Jeg tror, vi skal forvente et meget tæt samarbejde mellem robotter og mennesker om 10-20 år. Det bliver lige så naturligt at have en robot i nærheden som en mobiltelefon.«

De seneste år har sensorteknologi især været med til at udvikle robotterne i retning af nogle mere komplicerede maskiner, som langsomt bevæger robotteknologien over i anden generation.

»Vi er blevet bedre til at få computeren til at forstå den virkelige verden. Derfor kan robotterne i dag arbejde med ting, der var utænkelige for ti år siden,« siger lektor i datateknologi på Syddansk Universitet Anders Steengaard Sørensen.

Det skyldes dels, at computerne bliver hurtigere, så der er regnekraft nok til visionsalgoritmer og sensorfusion, hvor man sammensætter data fra mange sensorer. Dels skyldes det summen af viden om, hvordan man får computere til at gøre smarte ting.

Mennesker er forskellige

Ifølge Anders Steengaard Sørensen er det kendetegnende for anden generation af robotter, at de gør noget ved mennesker.

»Men der er en grænse for, hvor langt vi kommer med at betragte mennesker som et objekt for robottens proces, som når en robot tager en blodprøve for eksempel. Der har det ingen betydning, om armen er død eller levende, for den skal ikke interagere med robotten,« siger han.

Inden for velfærdsteknologi er der en lyst til at kigge på processer, der involverer mennesker, som for eksempel har behov for at blive madet eller vasket. Det er især her, man finder en række prototyper og projekter, hvor en robot gør noget ved et menneske.

»Teknologisk er springet, at alle bilerne på samlebåndet er ens, men at mennesker er forskellige. Så robotten skal navigere i noget, der er langt mere kaotisk end industriproduktion.«

At betragte mennesker som et objekt for robotten holder dog ikke længe inden for velfærdsteknologi, mener lektoren fra SDU.

For at tage det næste skridt ind i tredje generation af robotter, som interagerer med mennesker, skal der endnu mere intelligens og endnu bedre sensorer til, mener Anders Steengaard Sørensen.

For ham er det ultimative mål robotassistenten, der kan assistere dig med hvad som helst derhjemme eller på arbejdspladsen i modsætning til i dag, hvor robotterne skal programmeres og opgaverne defineres.

»Hvis du bruger en hammer, skal du ikke først definere opgaven og fortælle hammeren, hvad den skal. Jeg kunne godt tænke mig, at robotteknologien blev et lige så nemt værktøj at bruge, så den er en funktion af, hvad du selv gør.«

Det er dog kun en vision, for selvom regnekraften udvikler sig eksponentielt, følger den kunstige intelligens ikke med.

»Basalt set tror jeg ikke, vi har forstået, hvad intelligens er, hvordan det opstår i vores hjerner, og hvordan vi som mennesker aflæser hinanden. Derfor er der lang vej til en meningsfuld interaktion med mennesker,« vurderer han.

Snydeinteraktion

Professor på Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet John Hallam arbejder med kunstig intelligens og mener, at det hjælper at vide, hvad intelligens er, men at det ikke nødvendigvis er en forudsætning for at kopiere den.

»Intelligens er et helt sæt af adfærd og reaktioner på uforudsigelige hændelser. Det, der skal til, for at få robotter til at interagere med mennesker, er social forståelse,« siger han og fortæller, at det på den ene side er nemt at kopiere, fordi mennesker er taknemmelige.

»Min kollega har et robothoved, som folk har lange samtaler med, fordi det siger 'aha', hver gang der er en pause. Men det har ingen idé om, hvad folk taler om!«

Så man kan ifølge professoren godt konstruere en robot, der 'snyder', så vi tror, at den interagerer.

At interagere rigtigt med mennesker er derimod frygtelig kompliceret, og noget, der har taget os mennesker millioner af år at blive 'programmeret' til.

Den store udfordring er ifølge John Hallam at vide, 'hvilke ting, der forandrer sig, når du gør noget'.

Den erfaring får mennesker automatisk, men ikke robotter.

»Det er slet ikke indlysende, hvordan man lagrer oplevelser, så de kan genbruges og blive til erfaring. Vi kender ikke sammenhængen,« siger han.

John Hallam mener derimod, at den nære fremtid bør byde på flere teknologiske løsninger som kælesælen Paro, hvis robotter skal fungere godt som velfærdsteknologi - selvom den teknisk er meget simpel.

»Jeg forstår ikke, hvorfor der bliver fokuseret så meget på at lave humanoide læger, når vi nemt kunne lave mange flere løsninger som Paro,« siger professoren.

»Det afgørende er, om vi laver noget, der fungerer godt for dem, der skal bruge det. Så behøver det ikke at være kompliceret.«

Fakta:

Generation 1

I 2011 var der 5.580 robotter i dansk industri. Det er stadig førstegenerations-robotterne, der dominerer 'ude i virkeligheden', hvor de svejser, maler, håndterer emner på samlebånd og pakker. Denne generation er blind for omgivelserne og kan kun agere inden for snævre, forudbestemte rammer.

Generation 2

I takt med, at visionsteknologi, sensorer og hukommelse er blevet udviklet, er robotterne blevet 'klogere'. Lige nu kan robotterne f.eks. håndtere emner, der er rodet sammen i en kasse, eller de kan køre autonomt rundt og støvsuge i en stue. En blodtagningsrobot er et andet eksempel.

Generation 3

Visionen for robotter i fremtiden er, at de skal interagere med mennesker uden at være forprogrammerede til en bestemt opgave. Prototyper med nogle af disse egenskaber dukker op i det små, Som for eksempel en genoptræningsrobot fra SDU, der hele tiden justerer øvelsen efter brugerens egen kraft.