Nyt overvågningssystem skal forudse uheld ved søkabler
Når skibe fremover kaster anker i de danske farvande, kan de risikere at få en besked om, at de straks skal hive det op igen. For det, der begyndte som ingeniøren Henrik Roland Hansens hjemmebryggede software til overvågning af skibstrafik, er i dag ved at udvikle sig til et banebrydende overvågningssystem til søkabler.
I dag kan det nemlig være både tidskrævende og dyrt at finde frem til skader på søkabler, og synderen er ofte sejlet fra regningen, når skadesstedet endelig er fundet.
Men en kombination af to kendte teknologier kan vise sig at danne et særdeles effektivt overvågningssystem, der lynhurtigt kan finde fejlen og identificere det skib, som har ramt søkablet med sit anker.
Ved at lægge et optisk fiberkabel langs søkablet og sende lasersignaler igennem kan man registrere udsving i signalerne, når fiberkablet er udsat for vibrationer, for eksempel ved ankerkollisioner eller kortslutninger. Derefter kan man regne på udsvingene og finde frem til vibrationerne inden for ti meters afstand.
For at finde frem til årsagen til skaden eller synderen kombinerer man fibervibrationsudstyret med Automatic Idenfication System (AIS). Det er et system, skibe bruger til automatisk at identificere sig selv, deres fart og kurs, over radiobølger.
Man kan altså med de oplysninger ikke alene hurtigt finde frem til en skade, men også synderen, der har ramt kablet med sit anker. Udviklerne bag projektet har også visioner om at udvikle systemet, så det kan registrere et anker på vej mod søkablet og sende en advarsel ud til skibet, inden det rammer.
Ideen blev affødt af, at Energinet.dk for to år siden fik tilbudt en overvågningsløsning baseret på AIS-teknologien. Men ingeniøren, Henrik Roland Hansen, der er ansat ved Energinet.dk, syntes, at systemet var for dyrt.
»Efter jeg havde set en kollega lege med Google Maps, hvor han kortlagde informationer om skibe, så tænkte jeg, at jeg selv kunne udvikle et billigere system,« forklarer Henrik Roland Hansen.
Han begyndte at programmere AIS-software, som han ved en tilfældighed præsenterede for NKT Cables. Hos NKT kendte man til fibervibrationsudstyr, og det tog ikke lang tid, før Henrik Roland Hansen fik ideen til at samle de to teknologier i ét system.
Det førte til et samarbejde mellem Henrik Roland Hansen og ingeniørerne Lars Højsgaard og Dirk Maiwald fra NKT Cables, som indtil videre er blevet til et patent på ideen.
Erstatter langsommelig fejlsøgning
Som nævnt kan det i dag være en temmelig omstændelig affære at lokalisere skader på kabler, afhængig af fejltypen og vanddybden. En måde at gøre det på er, at sende en impuls ud gennem kablet og måle på refleksionstiden.
På den måde kan man regne sig frem til, hvor fejlen cirka befinder sig. Herefter sender man en kendt højspændingsfrekvens igennem kablet, mens skibe sejler over kablet og lytter sig frem til, hvor fejlen præcist befinder sig. Det kan være meget tidskrævende, og det er ikke uhørt, at det tager op til flere uger at finde en fejl på et søkabel.
Det er ikke alene dyrt, fordi det er tidskrævende, men også fordi det er svært at identificere synderen, som ofte er sejlet fra regningen. Derudover kommer forbrugerne også altid til at betale for den tabte strøm, mens kablet ikke kan levere.
Henrik Roland Hansen vurderer, at det vil kræve cirka et års udvikling, inden det nye overvågningssystem er modent nok til, at det kan tages i brug. Det er meningen, at det skal være del af NKT Cables Valcap-system, der i dag primært overvåger temperaturen langs søkablerne.
Se også
- Nyt kabel til Norge vil sikre elnettet mod fejl og nedbrud
- Energinet.dk pønser på nyt øst-vest el-kabel
- Verdens længste søkabel rulles ud mellem Norge og England
- Nyt fiberkabel over Atlanten giver lynhurtige børshandler
- Hollændere skal bore grønlandsk søkabel ned i undergrunden
- Søkabel en realitet: Briterne henter varme fra Island




Kommentarer (0)