Sumatra, Haiti, Chile, New Zealand og Japan - i de senere år har en række jordskælv bragt død og ødelæggelse tværs over kloden. Europa er ikke gået fri: Mange af os husker katastrofen i italienske L'Aquila i 2009, og har måske selv mærket jorden ryste ved skælvet i Sydskandinavien året før.

Som oftest rammer jordskælvene de kendte risikozoner, i Europa for eksempel i Middelhavsregionen, hvor to kontinentalplader støder sammen. Men nogle gange rammer de også steder, hvor man ikke forventer det, som for eksempel i Skåne.

For at advare om disse mere ukendte risikozoner har forskere fra det tyske geoforskningscenter i Potsdam (GFZ) netop offentliggjort EMEC (European-Mediterranean Earthquake Catalogue) - det mest nøjagtige jordskælvsatlas over Europa nogensinde.

Det ny atlas dækker et område fra Azorerne til det Kaspiske Hav - og fra Sahara til Nordkap. Værket er baseret på godt 50.000 optegnelser, der rækker helt tilbage til omkring år 1000, og som beskriver cirka 45.000 individuelle jordskælv. Geologerne har fordybet sig i 80 nationale jordskælvskataloger og 100 yderligere kilder. De har arbejdet sammen med historikere, men har også foretaget deres egne analyser af historiske jordskælv.

»Det har været et fantastisk pillearbejde,« indrømmer Gottfried Grünthal overfor ing.dk. Professoren er Tysklands førende jordskælvsforsker, medudgiver af det anerkendte 'Journal of Seismology' og har også ledet tilblivelsen af EMEC.

Det unikke ved det tyske atlas er, at forskere for første gang har 'harmoniseret' de anvendte geologiske og historiske data. Som Gottfried Grünthal forklarer:

»Problemet har hidtil været, at kilderne angiver jordskælvsstyrker, som i visse tilfælde afviger meget fra hinanden. Det skyldes forskellige måder at beregne magnituder og makroseismiske intensiteter på.«

De seismiske målemetoder har ikke alene ændret sig gennem historien, de kan også være forskellige fra land til land, tilføjer professoren.

»Dertil kommer, at nationale jordskælvskataloger ofte rækker ud over de respektive landes grænser. Et italiensk katalog kan have registreret et jordskælv, der fandt sted i Frankrig. Når vi laver et europæisk atlas, skal vi altså passe på dubletter. Det kan også ske, at et fransk katalog angiver, at et givent jordskælv har fundet sted i Italien - mens det italienske skriver, at det fandt sted i Frankrig.«

For at kunne definere størrelsen og lokaliteten på de europæiske jordskælv så objektivt som muligt, har forskerne hos GFZ samlet alle optegnelser om dem i en database. Derefter er de blevet analyseret ved hjælp af en særligt udviklet, hierarkisk algoritme.

»Systemet deler hvert europæisk undersøgelsesområde op i cirka 40 polygoner,« forklarer professor Grünthal.

»I hvert polygon indgår samtlige geologiske og historiske informationer om et givent jordskælv i såkaldte 'event-families'. Algoritmen analyserer informationerne ud fra et skiftende sæt kriterier, tilkender hver enkelt en plads i hierarkiet, og inddrager til slut den højest prioriterede i EMEC.«

Ud over at harmonisere den store mængde data om europæiske jordskælv, har GFZ' analyser også identificeret en lang række 'falske' jordskælv - dvs. begivenheder, som er blevet fejlfortolket.

»De såkaldte 'fakes' dukker hovedsageligt op hos krønikeskrivere i forskellige historiske perioder,« fortæller den tyske forsker.

»I et tilfælde blev der berettet om et jordskælv, der lod huse styrte sammen. Men idet vi sammenlignede med andre samtidige kilder, kunne vi konkludere, at det i virkeligheden var en storm, der var årsagen.«

Selvom EMEC giver indblik i fortidens seismiske begivenheder, så skal det frem for alt sikre mennesker mod jordskælv i fremtiden - særligt i områder, hvor indbyggerne slet ikke forventer at blive ramt:

»Vurderinger af jordskælvsrisici er kun så gode som de seismiske data, de er baseret på,« forklarer Gottfried Grünthal. Og de har hidtil været mangelfulde.

I Europa findes der for eksempel talrige tektoniske brudlinjer, som ligger uden for de kendte risikozoner. De bliver først kendte i det øjeblik, jorden pludselig skælver under intetanende indbyggere.

»Vi mennesker lever jo med en meget begrænset tidshorisont. Derfor er vi typisk overraskede, når områder med lav eller moderat seismisk aktivitet rammes af jordskælv. Vi tror måske, at det aldrig er sket før. Men set fra et geologisk standpunkt, er disse jordskælv langt fra nye fænomener, de har haft talrige forgængere. Vi kender bare ikke til dem, fordi de ligger så langt tilbage,« pointerer den tyske professor.

Ifølge Gottfried Grünthal er problemet, at de seismiske data, der anvendes i risikovurderinger, typisk kun er op mod 100 år gamle. I den periode er f.eks. Skandinavien med sin lave seismiske aktivitet ikke blevet ramt af større jordskælv. Men det betyder på ingen måde, at de ikke kan ske - med potentielt katastrofale følger.

Med EMEC's nøjagtighed og lange tidshorisont bliver det muligt at foretage mere funderede risikovurderinger, forklarer den tyske forsker. Der kan f.eks. foretages nye såkaldte jordskælvszoneringer, som blandt andre forsikringsselskaber og bygherrer i de berørte områder drager nytte af. Men frem for alt kan det give befolkningen et objektivt billede af jordskælvsrisikoen i den region, de bor i.

Dokumentation

Onlineadgang til jordskælvsatlasset EMEC:
EMEC-artikel i Journal of Seismology: