Skal de unge have de valgmuligheder der ligger i den "nye" gymnasiereform?

Hvis for mange tager det "forkerte" valg (altså en ikke adgangsgivende linje)??

flaming...

Det ser ud til at stort set alle idag skal have en studentereksamen, og den er også blevet den eneste adgangskrav til mange uddannelser.

Da der skal flere igennem der også skal have dette papir til at komme ind på ikke længere varende uddannelser er man nødt til at have et "bredere" gymnasium.

Og det giver jo muligheden for at lægge en lidt nemmere kurs gennem de tre år og så har man balladen når man alligevel vil være ingeniør/læge/,,,,

Var det målet ?

Med risiko for at lyde som en gammel plade, har jeg en teori om, at noget af det kan henføres til brugen a lommeregner. Før reformen var det ikke tilladt at bruge en symbolmanipulerende lommeregner i forbindelse med eksamen, og en sådan blev derfor heller ikke brugt i undervisningen. Jeg har ageret lektiehjælp i matematik for en håndfuld 3.g'ere efter reformen, og fællesnævneren var, at selv simpel algebra, reduktion samt integral- og differentialregning blev indtastet i lommeregneren selvom det oftest kunne udføres hurtigere i hånden.

Topniveauet i gymnasiet tror jeg ikke er faldet. Det handler om det gennemsnitlige niveau, og når man vil presse flere igennem gymnasiet, der før ikke kunne, så vil det uvægerligt føre til et lavere niveau.

Med risiko for at lyde som en gammel plade, har jeg en teori om, at noget af det kan henføres til brugen a lommeregner.

Det lyder bestemt ikke som en gammel plade, men som et meget relevant bud. Nu er jeg selv "offer" fra HTX, og fra første årgang som gennemførte på Bertel H reformen. Vi var imodsætning til det almene gymnasium tvunget til Fysik B, Kemi B og Matematik B (som et minimum, hvoraf flertallet tog valgfag på Matematik A).

Lommeregneren er virkeligt et effektivt redskab til at LØSE opgaver, men ikke til at LÆRE udfra. Selvom jeg har gennemført til et A-niveau i matematik (og med en udemærket karakter faktisk), så er der store huller i min matematiske viden, og at lave integraleregning i hånden, uden som minimum mine ret udførlige noter, er ikke muligt. Og jeg er absolut ikke den eneste der har det sådan.

Nogle gange bør underviserene overveje, om ikke det er bedre med knap så mange opgaver, hvor man i stedet fokusere på virkeligt at forstå matematikken bag.

Men som min matematikunderviser sagde: "Vi har ikke tiden".

Det minder mig om, da jeg selv studerede: Som et eksperiment blev der udført en eksamen som man ikke behøvede lommeregner til at udføre, men som havde specifikke lommeregnerfælder med opgaver, hvor vi godt vidste at HP48'eren og TI-89'eren ville levere forkerte løsninger.

Vores hold blev forbudt brugen af lommeregner, mens et konkurrerende hold måtte bruge deres symbollommeregner. Vi havde begge nogenlunde fulgt de samme timer i matematik.

Holdet, der ikke brugte lommeregner scorede en væsentligt højere gennemsnitskarakter end holdet der brugte lommeregner.

Jeg er selv uddannet gennem den nye reform og har måttet supplere matematik over en sommerperiode - dog ikke for at blive ingeniør (men det er en lidt anden sag). Til gengæld kender jeg flere fra STX, som har været igennem det 4-årige forløb, beskrevet i artiklen.

Som jeg oplevede det, var problemet det sædvanlige valg af videregående uddannelse, som de fleste ikke er i stand til at tage efter folkeskolen. Mange kommende ingeniører tager blot en 'standard' STX, men starter på Ingeniørstudiet under de samme forudsætninger som folk fra HTX, som typisk er langt bedre rustet til netop dette studie, og som derfor sædvanligvis ikke har behøvet at opgradere fag.

Dengang jeg gik i folkeskole, forsøgte man allerede ihærdigt, at løse dette problem ved korte samtaler med studievejledere ca. halvårligt. Disse skulle forsøge, at indspore os og få os til at vælge fornuftigt, men dette fungerede (fungerer stadig?) åbenlyst ikke for alle...

Hvis vi virkelig insisterer på, at få folk hurtigt gennem uddannelsessystemet, synes jeg i stedet, vi burde overveje en reform af både folkeskolen og gymnasiet samlet. Måske til noget lignende andre landes 3-delte systemer. Dog kan jeg slet ikke forstille mig dette, så længe vores uddannelsessystem er så fragmenteret og uoverskueligt, som idag.

Men som min matematikunderviser sagde: "Vi har ikke tiden".

Det er jo egentlig den dummeste undskyldning, man kan udsættes for som student. Nu er skolerne jo indrettet sådan, at alle studerende skal blive færdige nogenlunde på samme tid, og de der lærer lidt langsommere bliver hægtet af, selvom potentialet er der. Sådan var det ihvertfald, hvor jeg studerede.

Det gik stærkt, og dengang stod et politisk forslag om at korte ingeniørstudiet af med et år som noget, der kunne hægte alle bortset fra de skarpeste 3-4 klæbehjerner i klassen af.

Hvis studiet er bundet op på SU og en time-to-market faktor med at få de studerende ud af døren så hurtigt som muligt, så vil det påvirke kvaliteten af studiet, og hvor rutinerede de studerende er i selv basale opgaver.

Er "vi har ikke tiden" eller "vi har ikke pengene" noget, man får at vide i folkeskolen, er det utilgiveligt, for det er jo her vi for alvor høster om 10-20 år, som vi sår nu.

Hvis vi virkelig insisterer på, at få folk hurtigt gennem uddannelsessystemet, synes jeg i stedet, vi burde overveje en reform af både folkeskolen og gymnasiet samlet. Måske til noget lignende andre landes 3-delte systemer.

Personligt er jeg tilhænger af at opdele minimum 50% af undervisningstiden i forhold til elevers evner. Når målet er at få flere igennem en ungdomsuddannelse må man acceptere, at der er større behov for differentiering i undervisningen, og at der i gymnasieklasserne er for stort et spænd fra top til bund, til at man kan klare det i den samme klasse. Dette gælder i særdeleshed også i folkeskolen, hvor fagligt stærke elever alt for ofte overlades til sig selv. Det er i dag alt for afhængigt af gode lærerkræfter, at de fagligt stærke elever bliver udfordret.

Det ser ud til at stort set alle idag skal have en studentereksamen, og den er også blevet den eneste adgangskrav til mange uddannelser.

Præcis. Jo flere der absolut skal have en længerevarende uddannelse, jo mere skraber man tønden.

Der er kun en begrænset mængde talent at trække på. Når man som leder inden for uddannelsesområdet vurderes (og aflønnes) efter et måltal for "antallet af beståede eksamener per år" må man naturligvis sænke standarden indtil målet er nået - man kan jo ikke gøre de unge mennesker klogere end de er.

Løsningen er at vi insisterer på at have et samfund hvor der er brug for alle i stedet for a piske alle til at være halvdårlige akademikere.

Med risiko for at lyde som en gammel plade, har jeg en teori om, at noget af det kan henføres til brugen a lommeregner. Før reformen var det ikke tilladt at bruge en symbolmanipulerende lommeregner i forbindelse med eksamen, og en sådan blev derfor heller ikke brugt i undervisningen. Jeg har ageret lektiehjælp i matematik for en håndfuld 3.g'ere efter reformen, og fællesnævneren var, at selv simpel algebra, reduktion samt integral- og differentialregning blev indtastet i lommeregneren selvom det oftest kunne udføres hurtigere i hånden. Topniveauet i gymnasiet tror jeg ikke er faldet. Det handler om det gennemsnitlige niveau, og når man vil presse flere igennem gymnasiet, der før ikke kunne, så vil det uvægerligt føre til et lavere niveau.

Jeg kan kun erklære mig enig i dette.
Som 3.G'er på HTX kan jeg se, at der bliver lagt mindre fokus på at forstå pensum, og større fokus på at løse opgaver.

At forstå hvordan lys og brydningsindeks spiller sammen kan godt tage lidt tid at forstå; At have en formel med 3 bogstaver og 2 tal at indsætte tager ikke særlig lang tid. (gerne indviklede tal med 5 decimaler)

At løse et eksamenssæt i Mat A/Fys A uden en lommeregner eller tilsvarende program (fx MathCad, Mable, etc.) er praktisk taget umuligt. (ihvertfald hvis man skal holde sig inden for de tidsgrænser der er sat fast)

Jeg kan kun erklære mig enig i dette. Som 3.G'er på HTX kan jeg se, at der bliver lagt mindre fokus på at forstå pensum, og større fokus på at løse opgaver.

Her er den "nye" reforms største problem. Der er ikke sat tid af til forståelse, men derimod masser af tid til opgaver. Der skal løses et vist kvantum opgaver, men der er ikke noget måleinstrument til at holde øje med om opgaverne reelt bliver forstået.

At der konsekvent skal så mange mennesker igennem gymnasiale uddannelser er nok ikke helt heldigt, da det som flere skriver, vil sænke niveauet (vi skal jo have alle med hvilket er fair nok, men ikke for eliten).
Hvorfor skal politibetjente have en gymnasial uddannelse f.eks.?

Måske skulle man lave en optagelsesprøve til gymnasiet, og frit optag på HF? Det ville om ikke andet spare nogle penge, og give de samme adgangsmuligheder for rigtig mange

Jeg tror også, at der er en sammenhæng til brug af computere og lommeregnere, men samtidig er de også nogle fantastiske værktøjer, hvis man bruger dem fornuftigt.
Da jeg startede på HTX i 2001 fik vi alle udleveret en bærbar med Mathcad og så kunne den ellers regne næsten alle opgaver for os, hvis de rigtige ting blev indtastet. Men når man bruger sådanne værktøjer er man jo nød til at sætte sig ned og læse lidt i sin matematikbog, hvis der er noget man ikke forstår. Jeg synes, at det vil være ærgerligt at skulle undvære sådanne værktøjer bare fordi nogle ikke kan administrere det rigtigt...
Da jeg så startede på ingeniørskolen (indenfor samme uddannelsesinstitution) måtte man ikke bruge computer til mat/fys opgaver, men kun lommeregner. Det gjorde bare tingene mere besværligt - jeg synes ikke, at man lærte mere ved det - tværtimod...

Jeg tror også, at der er en sammenhæng til brug af computere og lommeregnere, men samtidig er de også nogle fantastiske værktøjer, hvis man bruger dem fornuftigt. Da jeg startede på HTX i 2001 fik vi alle udleveret en bærbar med Mathcad og så kunne den ellers regne næsten alle opgaver for os, hvis de rigtige ting blev indtastet. Men når man bruger sådanne værktøjer er man jo nød til at sætte sig ned og læse lidt i sin matematikbog, hvis der er noget man ikke forstår. Jeg synes, at det vil være ærgerligt at skulle undvære sådanne værktøjer bare fordi nogle ikke kan administrere det rigtigt... Da jeg så startede på ingeniørskolen (indenfor samme uddannelsesinstitution) måtte man ikke bruge computer til mat/fys opgaver, men kun lommeregner. Det gjorde bare tingene mere besværligt - jeg synes ikke, at man lærte mere ved det - tværtimod...

Jeg har også brugt mathcad og deler ikke din opfattelse. Med en "Given" og "Find->" kommando kan du udregne alt uden at fatte et klap (eller for den sags skyld åbne en matematikbog).
Det er et værktøj til at effektivisere efter man har lært det på papir (ikke omvend

Der er selvfølgelig en række elever for hvem symbolmanipulerende værktøjer ikke hæmmer deres læring, idet de er interesserede i at opbygge deres matematiske kunnen. Lad os dog stille konstatere, at dette er fåtallet. Jeg tror, at det ville være hensigtsmæssig, hvis man gemte de symbolmanipulerende værktøjer til universitetet. DTU er et mønstereksempel på, hvordan den matematiske indlæring kan bevares selv om man integrerer Maple i både undervisning og eksamen. Det kræver dog, at den grundlæggende matematik er i orden, og det burde jo egentlig være gymnasiernes fremmeste opgave.

Som et nota bene, er vi på AAU desværre lige gået tilbage til noget der ligner matematikeksamen uden hjælpemidler... så kan man spørge sig selv, om det er hensigtsmæssigt i forhold til at forberede de studerende på arbejdet i virksomhederne, hvor disse værktøjer bliver brugt flittigt.

Det er forkert at antage at det er lommeregnerens skyld.

Næ - det er mentaliteten der er forkert. Vi har opdraget de unge mennesker til at alt er muligt - og de må ikke lade noget stå i vejen for deres drømme. Hvis der så alligevel er noget der står i vejen for dem, ja så har VI ryddet vejen.... Det er også derfor at de højere læreranstalter i dag kommer ud for at de studerendes FORÆLDRE klager over deres karakterer.
Det går bare ikke i længden. På et eller andet tidspunkt blive de indhentet af virkeligheden og skal selv præstere. Det kan de så bare ikke, fordi de ikke er vandt til selv at kæmpe med udfordringerne.
Der er jo faktisk ikke noget der forbyder de unge mennesker at tage en studentereksamen på A-niveau. Men hvorfor skulle de? VI har jo altid givet dem en lettere vej....
Det er selvfølgelig dejligt nemt at give lommeregneren skylden, men som så mange andre gange - så er det ikke altid den nemme løsning der giver de blivende resultater.

»Den faglige rutine i færdigheder som basal brøkregning og simpel ligningsløsning uden hjælpemidler er langt mindre hos de nye studerende, der begynder på det egentlige ingeniørstudium. Det betyder, at de, der underviser førsteårsstuderende, klager over, at der er bøvl med de basale færdigheder,« siger Christian Thune Jacobsen,

Ovenstående, som er et citat fra artiklen, kan jeg nikke helt genkendende til. Det mærkværdige er, at de basale færdigheder i brøk og ligningsløsning tilsyneladende kun meget besværligt lader sig indøve efter folkeskolen.
Så genindfør bogstavmatematik i folkeskolen med masser af parenteser minusser brøker og fællesnævnere, samt gedigen ligningsløsning med flere ubekendt samt andengradsligningen. Så er man på vej.
Men hvad med at indføre krav til matematik og fysik på A niveau for adgang til DTU?
Jeg har lige genopfrisket min gymnasielærdom og ovennævnte niveau er helt på linie med de gamle gymnasiale uddannelser. I fysik læste jeg Orbit 2 og 3 og hvis eleverne har hele pensummet og løser opgaverne i disse bøger er det flot.
I matematik læste jeg forskellige udgaver. Bedst er matematik A beregnet for adgangskursus til DTU. Derefter Systime matematikbøger for HHX og endelig til sidst gymnasiebøgerne.
Det et problem i HHX- og gymnasiebøgerne, at de gerne vil vise at matematik KAN BRUGES TIL NOGET. Derfor bevæger man sig ind på fysikområdet og det ikke altid med lige stort held. I Systime bøgerne niveau A er der f.eks. gennemgået de kræfter der virker på en flyvemaskine. Det viser i alt stilfærdighed at matematikeren havde nået at glemme alt om Newtons love.

Lommeregneren er virkeligt et effektivt redskab til at LØSE opgaver, men ikke til at LÆRE udfra. Selvom jeg har gennemført til et A-niveau i matematik (og med en udemærket karakter faktisk), så er der store huller i min matematiske viden, og at lave integraleregning i hånden, uden som minimum mine ret udførlige noter, er ikke muligt. Og jeg er absolut ikke den eneste der har det sådan.

Det er interessant at læse om en hel masse problemer, vi ikke havde i gamle dage. Jeg startede på DTU/DTH i 1971 på basis af en matematisk fysisk studentereksamen. Jeg interesserede mig mest for fysik og valgte den elektrofysiske retning, også kaldet atomkraft-linien dengang, da retningen blev oprettet i samarbejde med Risø og Niels Bohr Instituttet, da de byggede DR1 (dansk reaktor 1, osv.). Man skulle også dengang have en hæderlig studentereksamen for at blive optaget. Det højeste krav havde landmålerstudiet på Landbohøjskolen. Adgangskvotienten var højest på elektroretningen, p.gr.a. konkurrencen om de 150 pladser (hvoraf vistnok 3 var piger). De andre retninger, især maskin og bygnings, slog man fra starten oveni hovedet med, at deres dumpeprocenter ville være højest p.gr.a. de lavere adgangskvotienter, det var statistisk bestemt. Omkring 1971 var man rigtig stor nørd, hvis man havde en lommeregner og gik rundt med den i et hylster i livremmen. På andet studieår havde jeg studenterjob som instruktor/opgaveregner på elektromagnetisme (elektromagnetisk feltteori). Lommeregnere var noget helt nyt. Ikke alle brugte dem, man anvendte også regnestok. Noget påfaldende var det, at eleverne aldrig fik de samme (rigtige) resultater med lommeregnerne. Der var store fejlprocenter.
Nå, men til integralregning: det var en velkendt disciplin fra gymnasiet, hvor det aldrig var numeriske integraler. Det var altid lignings-integraler, hvor man jo på kreativ vis skulle gætte et resultat, der differentieret gav begyndelses-ligningen. Derefter indsætte øvre og nedre grænse, og så var det udregnet. Men jeg fornemmer (håber), at det er numeriske integraler på en graf, der menes.

Hvis der så alligevel er noget der står i vejen for dem, ja så har VI ryddet vejen....

Jeg synes egentlig at det er udmærket symboliseret ved brugen af symbolmanipulerende værktøjer i matematikundervisningen. Når nu andelen af elever, der har svært ved matematik stiger, så får de et hjælpemiddel, der gør det nemmere.

Og du må meget undskylde, men resten lyder bare som et surt opstød. Der eksisterer en diskussion om forældreansvaret for begrebet "curlingbørn" , men det er jo ikke det, der er problemet her. Forældrene har ingen indflydelse på, hvordan undervisning og eksamen er indrettet i gymnasiet.

Martin Kristen skrev:

Så genindfør bogstavmatematik i folkeskolen med masser af parenteser minusser brøker og fællesnævnere, samt gedigen ligningsløsning med flere ubekendt samt andengradsligningen. Så er man på vej.

Som lærer med erfaring fra både folke- og gymnasieskole (og med en gammel mat-fys studentereksamen og en cand.scient.-grad fra Københavns Universitet) kan jeg så fortælle at det er lettere sagt end gjort.

De seminarieuddannede lærere har aldrig skullet lære mere om deres linjefag, end hvad der krævedes at deres kommende elever skulle kunne på afgangsniveau, tidligere efter 3. real, nu efter 10. klasse.

Det betyder at ældre lærere sagtens kunne klare det beskrevne, men at nyuddannede lærere med linjefag i matematik ikke kan. Skal de således løse to ligninger med to ubekendte må de holde sig til at der skal være tale om to lineært uafhængige lineære ligninger. Og at løsningen findes ved at tegne linjerne ind i et koordinatsystem. Som eleverne lærer (og lærte) det i 10. klasse, mens eleverne i realen lærte det ved at isolere den ene ubekendte i den ene ligning, og sætte resultatet ind i den anden. Noget jeg allerede kendte fra den boglige 6.-7. klasse, jeg tog på ét år.

Jeg har undervist tre seminarieuddannede lærere med linjefag i matematik i brugen af et regneark. De underviste alle i 10. klasse. De troede at en funktion var det samme som ligningen ax + b = 0. Og havde aldrig hørt om »avancerede« ting som sinus og cosinus.

Ikke underligt at når man underviste 2. og 3.g'ere i datalogi / programmering, og det endda i supermarkedsgymnasiet, for den seneste "reform", måtte sande at eleverne blev bange, når de så et integraltegn. Og fandt begrebet »negativt areal« alt, alt for abstrakt. De skulle skrive en række rutiner til numerisk integration i det objektorienterede sprog Java - og klassebegrebet bygger på den abstrakte algebra vi andre havde i 1. gymnasieklasse, men som senere blev flyttet til 3g på fysikergrenen. Og i supermarkedsgymnsiet var røget helt ud - efter devisen at hvis noget er svært må vi hellere fjerne det fra skolen.

Så ja, vi trænger til en grundig reform af hele det grundlæggende skolesystem. Den seneste Pisa-undersøgelse viser at 22% af børnene forlader skolens 9. klasse som funktionelle analfabeter. Børnene i Helsingør kan altså se langt efter deres jævnaldrende i Helsingborg, der alle kan læse efter 1. klasse ...

22%? Det officielle tal sagde 14%, men det var efter at man først havde taget de 8% ud, der tydeligvis ikke ville kunne klare sig. Igen en international rekord til Danmark. Bundrekord.

I øvrigt begyndte den sidste reform af gymnasieskolen med at en række kvindelige folketingsmedlemmer fra de forskellige partier satte sig sammen. Problemet var at det sproglige gymnasium var en blindgyde for pigerne, så derfor var man nødt til at ophæve linjedelingen. Og drengene havde jo i forvejen alt, alt for meget matematik.

Så pigers og kvinders generelle modvilje mod stringent logik medførte at man fjernede den også for drengene. Og de få piger som godt kunne klare det.