Nye problemer sender russisk Proton-raket tilbage til samlehallen

En Proton-raket er for anden gang inden for en måned kørt tilbage fra opsendelsesrampen for at få udbedret tekniske problemer.

Russerne har mere end almindeligt svært ved at få sendt den europæiske kommercielle kommunikationssatellit SES-4 op. For anden gang må løfteraketten Proton køres tilbage fra opsendelsesrampen på grund af endnu ukendte 'tekniske problemer med raketten'.

En ny opsendelsesdato er endnu ikke fastsat. Sidste års mange problemer i den russiske rumfartsindustri har tilsyneladende gjort russerne ekstra forsigtige.

Det var det amerikanske opsendelsesfirma International Launch Services, som samarbejder med det russiske rumfirma Khrunichev om kommercielle satellitopsendelser, der oplyste, at opsendelsen den 29. januar er udsat.

Proton-M-raketten skulle oprindeligt have været af sted 27. december, men opsendelsen blev udsat til 29. januar - og er nu udsat endnu en gang på grund af tekniske problemer. (Foto: Khrunitjev)

SES-4 skal sendes op med en russiske Proton-raket fra Baikonur-rumcenteret i Kasakhstan.

Satellitten var allerede monteret i toppen af raketten, og raketten kørt ud på affyringsrampe 39 og rejst, da beskeden om udsættelsen blev givet.

Anden større udsættelse

Det er anden gang, at opsendelsen af SES-4 bliver udsat inden for en måned. Oprindeligt skulle den have været opsendt den 27. december, men her valgte russerne at udsætte opsendelsen på grund af problemer med en styreenhed i Proton-rakettens øvre Breeze-M-trin, efter raketten var kommet ud på rampen.

SES-4 satellitten er bygget af Space Systems/Loral i Californien og vejer 6.180 kilo. Det bliver den største satellit hos SES-satellitfirmaet fra Luxembourg. Satellitten medbringer 52 C-bånds og 72 Ku-båndstranspondere, der skal dække bl.a. Europa, Afrika, Mellemøsten og dele af Nord- og Sydamerika.

Satellitten skal placeres på 22 grader vest og erstatte den aldrende NSS-7-satellit til dækning af mobiltelefoni og skibskommunikation.

Dokumentation

Artikel på Spaceflight Now
Artikel på Space.com

Kommentarer (4)

hej jeg tror at rusland sulter derse folk,, så hvis man vil have gode folk skal man også betale mvh jan

  • 0
  • 0

Det Proton-monster har bare så meget mere Steampunk-value, end amerikanernes kedeligt sterile Saturn-dimser!

  • 0
  • 0