Ny rapport fra Verdensbanken: Spekulation skyld i fødevarekrisen
Spekulation og stigende energipriser var de væsentligste årsager til den himmelflugt, fødevarepriserne tog i 2008. Voldsomme prisstigninger, der førte til horrible billeder af haitianske mødre, der fodrede deres børn med mudderkager.
Sådan lyder konklusionen i en ny rapport fra Verdensbanken, der samtidig helt frifinder de voksende ulandes stigende efterspørgsel på kød.
Den øgede anvendelse af biomasse til produktion af brændstof får kun en mindre del af ansvaret, og det peger stik imod en rapport - ligeledes fra Verdensbanken - der kort efter fødevarekrisen trak store overskrifter.

Dengang lød konklusionen, at det var netop anvendelsen af biomasse som kilde til brændstof, der var skyld i de stigende priser. Især i USA, hvor en tredjedel af landets majsproduktion blev brugt til at producere biobrændstof.
Billedet ændrer sig
Men nu ændrer den nye rapport så billedet, og de hurtige udmeldinger ærgrer Claus Felby, der forsker i biomasse på Københavns Universitet.
»Det er irriterende, for det betyder meget for, hvilken forskning vi prioriterer. Det er jo ikke i nogens interesse, at vi gør det forkert. Vi skal have mest muligt energi og flest muligt fødevarer i verden, og så er man forpligtet til ikke at lade sig rive med af en stemning,« siger han.
Men rapporterne skal også ses i deres rigtige lys, mener seniorforsker på fødevareøkonomisk institut på KU, Kim Martin Lind. Hvis man vil have Verdensbankens officielle holdning, så skal man læse den årlige World Development Report. Her samler Verdensbanken trådene fra de mange arbejdspapirer - som f.eks. denne nye rapport - og kommer så med nogle konklusioner.
Et 'work in progress'
»Det her skal mere ses som et videnskabeligt arbejde end noget, som Verdensbanken slår fast. Det er et 'work in progress', så man skal passe på med ikke at overfortolke det her,« siger han.
Han forklarer, at rapporten er baseret på nogle overfladiske estimater. De finder sammenhænge, men årsagerne til sammenhængene bliver ikke undersøgt. For eksempel, da rapporten undersøger, om et skifte i efterspørgslen på biobrændstof var skyld i fødevareprisernes himmelflugt.
»På trods af den brede opfattelse af, at et sådant skifte spillede en stor rolle under det seneste boom i fødevarepriser, så er det slående, at majspriserne dårligt ændrede sig i den første periode, hvor USA øgede sin ethanolproduktion, og priserne på korn faldt, da EU øgede sin biodieselproduktion,« står der eksempelvis i rapporten.
I rapportens tilfælde er der mere tale om, at den frifinder biobrændstof og stigende efterspørgsel, og derefter bruger udelukkelsesmetoden til at give spekulation skylden, forklarer Kim Martin Lind.
Forskningen stritter
Men det kan være svært at finde årsagerne. Forskningen på området stritter i forskellige retninger, og det er for eksempel svært at give spekulation skylden. Der er nemlig vidt forskellige definitioner på, hvad spekulation er, og der findes ingen database med et spekulationsindeks.
»På en måde er det fint, at det bliver omtalt og diskuteret. Vi forskere kan godt lide, at der er nogle, der interesserer sig for vores område. Men den skal også ses i lyset af, at der ikke er nogen særlig udbredt enighed inden for forskningsmiljøet endnu,« siger Kim Martin Lind.
Se også
- Biobrændstoffer kan starte ny fødevarekrise
- Novozymes: Nu er brændstof fra planteaffald rentabelt
- Forsker: Myte at biobrændsel skader produktion af mad
- Massiv EU-støtte til forskning i ny biobrændsel teknologi
- Energiselskaber i kovending: Biomasse frem for kul
- Sådan brødføder vi verdens stigende befolkning
- Professor: Statsstøtte til bioethanol er noget hø




Kommentarer (0)