Økonomer skal lære at adskille panik og penge:

»Panik og fundamental økonomisk analyse kræver to vidt forskellige matematiske tilgange, og hvis man blander dem sammen, risikerer man at lave hovsaløsninger, som gør tingene værre,« siger fysiker og kompleksitetsforsker Yaneer Bar-Yam i et interview med Ingeniøren i forbindelse med publikationen af et nyt paper, der kaster lys over gældskrisen i Grækenland og i resten af Europa:

»Den nuværende adfærd på obligationsmarkedet i Europa skyldes ikke fundamentale faktorer. Den skyldes primært panik og flokmentalitet, og det har fået politikerne til at overreagere« siger Yaneer Bar-Yam. Han er leder af New England Complex Systems Institute i Cambridge, Massachusetts, USA, og har i de seneste par år gjort sig bemærket med en række analyser af den globale økonomi, der udvider økonomernes matematiske værktøjskasse, nemlig ved at bruge ikke-lineær dynamik, bifurkationsteori og den statistiske fysiks teorier for faseovergange.

Sammen med postdoc Marco Lagi har Bar-Yam nu udviklet en model, som på basis af empiriske data kan kvantificere risikoen for, at en stat går bankerot. Det er noget helt nyt og ganske bemærkelsesværdigt. Ved at sammenligne statsobligationers renteniveau med økonomiske indikatorer og derved finde ud af, hvor stor en rolle de mange usædvanlige rente udsving - det man kalder markedets 'volatilitet' - spiller for denne risiko, kan han vise, at Grækenland sammen med Portugal ville være kommet først i rækken af statsbankerotter til marts næste år - hvis altså politikerne ikke havde interveneret i mellemtiden.

Dernæst ville det have været Irlands tur i april 2014, Spanien i maj 2014 og Italien i juli 2016. Årsagen til, at man kan regne sig frem til disse datoer, er, at markedet ubevidst, men konsistent sætter renterne på statsobligationer efter forholdet mellem landenes ØMU-gæld og bruttonationalprodukt.

»Vi viser, at de årlige rentesatser for tiårige statsobligationer følger en veldefineret bane, som kan bruges til at kende forskel på ligevægts- og ikke-ligevægtsdynamik,« siger Bar-Yam.

»Vi kan bruge det til at projicere tidspunktet for en statsbankerot. Vi viser for eksempel, at nedskrivningen af den græske gæld skete et år før, Grækenland med sikkerhed ville være gået i betalingsstandsning. Det antyder, at politikerne reagerede på et konkret problem, men også overreagerede som resultat af panik på markedet. Generelt er det vigtigt at lære at adskille markedsintern panik fra markedseksterne økonomiske forhold, som måtte vise vanskeligheder.«

Et praktisk problem

Yaneer Bar-Yam tager fat i et fundamentalt praktisk problem, som igennem tiden er blevet overskygget af ideologiske positioner. Den oprindelige idé med Adam Smiths usynlige hånd og de frie markedskræfter var, at det var den bedste måde at allokere ressourcer er på og den bedste måde, hvorpå folk kunne skabe bedre forhold for sig selv og derved hinanden.

Gennem mekanismen af frivillige transaktioner kan folk forbedre deres situation, og det er dette, som er eksistensberettigelsen for det frie marked. Andre forsøg på at regulere og kontrollere økonomien har vist sig at være mindre effektive, for eksempel den sovjetiske planøkonomi eller den topstyrede kinesiske økonomi.

»Men realiteten er i dag en anden,« forklarer Bar-Yam:

»Ultimativt har det vist sig, at de frie markedskræfter i og af sig selv ikke altid er hensigtsmæssige, endsige effektive eller efficiente, og at man bliver nødt til at strukturere dem på bestemte måder for at få de ønskede egenskaber ud af dem.«

De økonomiske markeders berettigelse er forankret i deres evne til at servicere samfundet, påpeger Bar-Yam. Men i de seneste årtier er den tanke blevet vendt rundt, og folk siger, at økonomien er hele berettigelsen. Det er ikke tilfældet:

»Økonomer har altid vidst, at der findes 'markedsfejl', altså ufuldkommenheder i markedet, og det er et stort forskningsområde inden for økonomien. Når et marked afviger fra sin ideelle form, vil den forventede gavnlige effekt udeblive. Så vi har altid vidst, at markeder ikke er perfekte, og nu er spørgsmålet, hvor stort et problem, det er, og hvordan den rette tilpasning skal se ud. Vi skal ikke tilbage til en overfladisk prisfastsættelse, som fuldstændig eliminerer markedets funktioner. Vi skal have en tidssvarende finanspolitik. Der findes en idé blandt folk, som siger, at regulering er skidt, men 'policy' er godt. Der findes altså en skelnen mellem forbud og regler, der forhindrer markedet i at gøre visse ting, og strukturer, som muliggør og aktiverer markeder. Vores arbejde handler om det sidste, og om at forstå det og gøre det bedre.«

En uendelig løkke

I nyere tid er der blevet skrevet meget om årsagerne til, at den klassiske ligevægtstænkning ikke synes at holde. Mangemilliardæren George Soros ynder f.eks. at tale om markedets 'refleksivitet', hvilket er en slags samlebetegnelse for det feedback-fænomen, der gør, at det kan være svært at prissætte en ting ud fra dens fundamentale 'iboende' værdier - ja, at selve ideen om en iboende værdi måske er forkert, fordi prisfastsættelser foregår via refleksive processer, hvor man medregner, hvad andre forventer, og at de medregner, hvad igen andre mennesker tænker, osv. Det skaber en uendelig løkke af katalyserende og inhiberende faktorer, et garnnøgle af årsag og virkning, hvilket gør det umuligt at fastsætte en pris alene på baggrund af forventede indtjeningsmuligheder, konkurrenceforhold og produktionsomkostninger, altså de klassiske ligevægtsparametre.

Sammenkoblingen af de globale finansmarkeder har f.eks. bevirket, at flokmentaliteten, dvs. den gensidige copy-paste af håb og frygt, spiller en stadigt større rolle. Men det er endnu ikke lykkedes nogen analytiker at adskille den markedsinterne flokmentalitet fra de reelle fluktuationer, der måtte skyldes eksterne variationer i pris og værdi. Alle afvigelser fra en forventet ligevægt beskrives i dag blot som 'volatilitet', men ingen ved sådan rigtig, hvor mange faktorer der indgår i denne volatilitet, hvornår og hvor meget.

Et af elementerne i volatiliteten er folks tendens til at gå i panik, siger Bar-Yam. Ved kollektiv adfærd kan der opstå modeluner, bobler og sammenbrud. I de situationer er markeder ikke nødvendigvis gavnlige:

»Hele ideen om udbud og efterspørgsel og optimal allokering og så videre virker ikke, når du har bobler eller panik, og problemet er, at den traditionelle økonomi ikke har udviklet matematiske metoder til at beskrive bobler og panikker.«

»For et år siden gik værdien af en græsk statsobligation fra 57 til 21 pct. af den nominelle værdi. Men i den periode var der ikke nogen fundamental ændring af grækernes økonomiske situation. Og helt sikkert ikke nogen ændring med den hastighed, hvormed værdien faldt. Spørgsmålet er derfor: Hvordan skal man forstå dette? Og ultimativt: Hvordan kan det forbindes med vores forståelse af markedskræfterne?«

En medvirkende årsag var en hovsalov fra 2011. Da aktie- og obligationsmarkedet for et år siden gik amok, greb politikerne ind og forbød en bestemt form for shortselling - men kun på aktiemarkedet, ikke på markedet for statsobligationer. Man flyttede altså rundt på nogle dynamikker uden at adressere det systemiske problem, nemlig at tæmme markedskræfternes interne og irrationelle dynamik.

»Årsagen til, at folk ikke vil have regulerede finansmarkeder, er, at de gang på gang viser sig ikke at virke efter hensigten. Man må derfor prøve at finde ud af, hvordan systemet faktisk fungerer. Efter vores mening er det systemet, der er ustabilt, og det åbner også døren for kriminelle aktiviteter. Det kræver dog mere information at finde ud af, om det er systemets manglende stabilitet, der skaber problemerne, eller om det er den uetiske og kriminelle udnyttelse af ustabiliteten, der skaber problemerne. Men jeg tænker, at et sårbart system altid vil være udsat for misbrug, og at vi derfor må gøre det økonomiske system mindre sårbart i sig selv.«

De usynlige horder

Det vigtigste element blandt de destabiliserende effekter er markedets usynlige horder - eller det, man kalder flokmentaliteten, forklarer Bar-Yam. Men inden han kan overbevise andre økonomer om, at flokke følger en anden matematik, end den klassiske økonomi kender til, må han først kunne vise, hvad en lineær approksimation af hans ikke-ligevægtsmodel kan forklare og ikke kan forklare.

»Vi skal være meget omhyggelige med at forklare, hvorfor volatiliteten ikke bare er fluktuationer, men dynamiske fænomener. Vores model er konsistent med markedets adfærd, hvis man kigger på den store skala, altså på årlige gennemsnitsværdier. Derfor kan vi nu sige, at de kortvarige udsving har været alt for store til at kunne forklares af de økonomiske nøgletal. Det har fået politikerne til at lave alle mulige redningspakker, som ikke har været baseret på den fundamentale økonomi, men på det, som chefen for den europæiske centralbank, Mario Draghi, kalder 'distortions', altså forvrængninger af den normale markedsligevægt. Så Draghi har fattet det: Politikerne har overreageret, fordi markedet har overreageret.«

Om få måneder vil Lagi og Bar-Yam så publicere det næste paper, der vil gå dybere ned i det ikke-lineære regime. I stedet for at bruge årlige gennemsnit vil analysen se på meget kortere tidsrum og forsøge at kvantificere de dynamiske effekter. Hvis man kan vise, at de kortvarige effekter har en helt anden størrelsesorden, end hvad man kunne forvente ud fra ligevægtsfluktuationer, vil der måske være flere økonomer, som begynder at tage det alvorligt.

»Indtil videre er vores plan at vise, at ligevægt kan forklare bestemte aspekter af markedet, men det er slet ikke nok til at forklare hele markedets adfærd, » siger Bar-Yam.

»Hvis man zoomer ud og tager et årligt gennemsnit, kan ligevægtsmodellen godt bruges, men hvis man zoomer ind på kvartaler, begynder ligevægten at bryde sammen, og ser man på de daglige variationer, viser der sig et stærkt ikke-lineært regime, og problemet er jo, at finanskriser ofte kommer hen over en periode på nogle få uger og måneder med alvorlige konsekvenser for mange mennesker i lang tid.«