Ny IDA-direktør kommer fra konsulentbranchen
42-årige Michael Hjortlund tiltræder den 15. august som ny administrerende direktør i IDA. Han afløser Ib Oustrup, som fratrådte den 14. december sidste år.
Med valget af Michael Hjortlund får IDA ifølge formand Frida Frost en topchef, som er klædt på til at føre IDAs vision 2020 ud i livet. En vision, som har fokus på at skabe en global og virtuel forening, som er åben døgnet rundt, forklarer Frida Frost og fortsætter:
»Vores valg af Michael styrker helt klart IDA, og specielt er jeg sikker på, at han er den, som kan omsætte vores vision til konkrete handlinger i de kommende år. Vores medlemmer er i dag på det globale arbejdsmarked, og derfor skal IDA udvikle sig med ydelser, kompetencetilbud og måden at kommunikere med vores medlemmer på. Michael Hjortlund har en global profil, kender ingeniørbranchens vilkår samt er stærk på forandringsledelse. Han har tillige erhvervserfaring fra både den offentlige og private sektor,« siger Frida Frost.

Michael Hjortlund kommer fra en stilling som direktør og bestyrelsesmedlem i det internationale konsulenthus Valcon A/S, hvor han bl.a. har det overordnede ledelsesansvar for virksomhedens aktiviteter i Indien og Norge. Før det var han medstifter og medlem af direktionen i konsulenthuset CoCoCo, der i 2010 skiftede navn til Quartz-Co.
Sideløbende med direktørrollen i konsulentvirksomhederne har Michael Hjortlund arbejdet som rådgiver for både større og mindre virksomheder navnlig i ingeniørbranchen med transformationsopgaver, turnarounds, globalisering og vækststrategier.
Den nye IDA-direktør er uddannet cand.polit. fra KU og har skrevet ph.d. fra Aalborg Universitet. Før han kom til konsulentverdenen, har han bl.a. været afdelingschef i Kommunernes Revision og fuldmægtig i Indenrigsministeriet.
Michael er gift med Tina og har to hold tvillingepiger på 10 og 12 år.



Kommentarer (0)