Ny app genopliver 80'ernes bilkort - med brugte biler til salg

Vil du købe en brugt bil, er det nu muligt at finde den bedste ved at dyste gennem en app fra dansk brugtbilsportal, der genopliver de gamle bilkort.

Kanske du tænker tilbage på dengang, du dystede med vennerne om at have flest hestekræfter i de bilkort, der var fremme i 80'erne? Nu gør en ny app det muligt at genopleve nostalgien, fortæller Politikens forbrugerpublikation Tjek på hjemmesiden politiken.dk

Brugtbilsportalen Autouncle har nemlig begået app'en Autouncle Bilkort, der fås som gratis app til iPhone. Og bilerne på de virtuelle kort er rigtige brugte biler fra det nuværende brugtbilsmarked i Danmark.

»For mange mennesker er det at købe brugt bil en vanskelig proces, der involverer mange penge og bekymringer. Med den nye gratis app til iPhone kan du spille klassiske bilkort med rigtige brugte biler til salg og samtidig lære lidt om, hvordan du finder det gode køb«, siger Johan Frederik Schjødt, en af stifterne bag Autouncle, til politiken.dk og tilføjer:

»Du lærer ret hurtigt, hvornår kilometertallet, årgangen eller prisen er god, og det er meget brugbart, når du skal se på brugte biler. Og så er det jo lidt sjovt, at det er faktiske biler til salg. Så hvis du forelsker dig i en bil, kan du tage ud at købe den.«

I Autouncle Bilkort kan man vælge, hvilken kategori man vil stille op i, og så dyste mod en ven online eller mod en computerstyret modstander. Kategorierne er blandt andet: 'Familiecontainere', 'Brianbiler', 'Skrammelkasser', 'Perlegrusoffroadere' og 'Flottenheimerslæder'.

Dokumentation

Pol.dk: Firsernes bilkort genopstår som app

Kommentarer (0)