NuStar med dansk elektronik kom godt ud i rummet
Opsendelsen af den 1 milliard kroner dyre NuStar har været udsat flere gange siden marts måned, men onsdag kom observatoriet endelig af sted. Røntgenobservatoriet skal kigge dybt i universet og bl.a. undersøge områder omkring sorte huller.
NuStar (Nuclear Spectroscopic Telescope Array) blev opsendt onsdag med en Pegasus-X- raket. Pegasus-XL-raketten var monteret under Orbital Science Corps. L-1011 Stargazer-fly, som løftede den op i 12 kilometers højde. Herfra blev raketten frigjort og via sin raketmotor steg NuStar ud i rummet og blev frigjort.

Opsendelsen fandt sted 117 sømil syd for øgruppen Kwajalein i Stillehavet. Det var også herfra L-1011 Stargazer-flyet lettede.
NuStar skal kredse om Jorden i to år og skal undersøge den hårde røntgenstråling og dermed finde sorte huller, der gemmer sig i skyer af gas i de centrale dele af fjerne galakser. Dette er det første observatorium i rummet til at undersøge røntgenstrålingen i disse høje energiområder på mellem 8 og 80 keV.
Forskere har tidligere vist, at der i hele universet er en baggrundsstråling af hård røntgenstråling, og målet er nu at vise, at det er den samme røntgenstråling, der udsendes fra de sorte huller. Et andet formål med NuStar er at undersøge den hårde røntgenstråling, der udsendes af radioaktive atomkerner under en supernovaeksplosion.
NuStars ledende forsker, Fiona Harrison fra Caltec, påpegede under en pressekonference, at med målinger i dette energiområde for røntgenstrålingen vil forskerne være i stand til at forstå, hvordan galakser dannes og sorte huller vokser. Samtidig vil det være med til præcist at kortlægge, hvor de sorte huller befinder sig i galakserne.
Om en uges tid vil NuStar udfolde sin 10 meter lange bom, som flytter observatoriets optik, væk fra det fokalpunkt, hvor kameraet er placeret. Teleskopet benytter to optiske systemer hvert bestående af 133 lag. I dem findes 2.400 spejlelementer i systemet. Spejlene er designet og udviklet i samarbejde med DTU Space. Herudover har DTU Space også bidraget til NuStar med fire stjernekikkerter.
Et af de første mål for observatoriet bliver Cygnus X-1 i vores egen galakse Mælkevejen. Dette vil fungere som referencepunkt og fortælle, hvor detaljerede billederne bliver.
Se video af launchen her
Dokumentation
NasaSpaceflight artikel:
(http://www.nasa.gov/multimedia/videogallery/index.html?media_id=146251511)




Kommentarer (0)