Nu kender vi 700 planeter uden for solsystemet

For 20 år siden fandt vi den første planet uden for vores solsystem. Sidste år kendte vi 500, nu er tallet oppe på 700, og 1.235 fund venter på endelig anerkendelse. Antallet af registrerede planeter uden for vores eget solsystem vokser eksplosivt.

De første planeter omkring fremmede stjerner blev opdaget i 1992. Det var to planeter, der kredsede om en neutronstjerne cirka tusind lysår fra Jorden. Den første planet omkring en 'almindelig' stjerne blev først opdaget i 1995. Siden da er det gået rigtig hurtigt.

I dag findes der to lister over nyopdagede planeter. Den ene; Extrasolar Planets Encyclopedia, føres af astrobiologen Jean Schneider fra Paris-Meudon Observatoriet. Hans liste nåede den 18. november i år op på 702 kendte planeter omkring andre stjerner.

Den anden database; PlanetQuest: New Worlds Atlas, føres af ansatte ved Nasas Jet Propulsion-laboratoriet i Californien. PlanetQuest er i dag oppe på 687 planeter. Forskellen mellem de to databaser er primært usikkerhed omkring definitionen på planeter, og hvilke fund der er blevet uafhængigt bekræftede.

Over 700 planeter uden for vores eget solsystem kendes i dag, men Kepler-planetteleskopet har fundet over tusinde nye mulige kandidater. Her en computergrafik af en planet med to sole, ligesom Tatooine i Star Wars. (Grafik: Nasa)

Det går hurtigt

Til trods for usikkerhed omkring det præcise antal, så går udviklingen inden for opdagelsen af nye planeter ekstremt hurtigt. For et år siden var der fundet 500 planeter og for blot to måneder siden blev tallet 600 passeret, da astronomer fra ESO annoncerede 50 nye planeter, heriblandt en 'superjord'. Det vil sige en planet, der minder om Jorden.

Det ser ud til at listerne hurtigt bliver længere. Nasas Kepler-planetteleskop har siden opsendelsen i 2009 fundet 1.235 mulige planetkandidater. Indtil nu er blot 25 af disse blevet bekræftet. Forskerne bag Kepler anslår dog, at omkring 80 procent af de 1.235 i sidste ende vil blive bekræftet.

En fantastisk mangfoldighed

Antallet på 700 planeter er imponerende, og forskerne er nu ved at skifte fokus fra at finde planeter og til at finde dem, der er klippefyldte, ligner Jorden, har flydende vand og kan være beboelige.

Flydende vand anses som en forudsætning for, at livet som vi kender det, kan opstå og udvikle sig. Med det antal af planeter, der er fundet, burde der blive flere og flere beboelige imellem de planeter som bliver opdaget.

Blandt de 700 planeter er der mange usædvanlige; en er næsten lige så let som styroform skum, en anden så tung som jern, en er fundet med to sole som Tatooine i Star Wars, men vigtigst af alt er flere af dem fundet kredsende omkring deres moderstjerne i den beboelige zone. Det er den afstand fra moderstjernen, hvor flydende vand kan eksistere på overfladen af planeterne.

Dokumentation

Artikel på Space.com

Kommentarer (2)

Foruden at man - naturligvis - kan lede efter liv og intelligens (hvordan den så ellers defineres) er der vel også det perspektiv at man kan med tiden kan få et indtryk aff hvad solsystemer som vores eget og lignende, kan komme ud for i løbet af de måske op til 10 milliarder år de eksisterer, om ikke mere. Hidtil har man kunnet forske i de geologiske lag eller lave prognoser over fremtiden for solen og dens planeter. Efterhånden vil vi måske snart kunne se hvad der skere andre stæder.

  • 0
  • 0