Nu igen: Rusland mister kontakten med militærsatellit

Kun to måneder efter den seneste fiasko kæmper det russiske militær med at få kontakt til en jordobservationssatellit, som er strandet i lav bane efter en fejlslagen opsendelse.

Rusland mistede tirsdag kontakten med militærsatellitten Geo-IK2, få timer efter at den blev opsendt fra det militære Plesetsk-rumcenter 800 kilometer nord for Moskva. Det skriver de russiske nyhedsbureauer Itar-Tass og Interfax.

Geo-IK2 er en jordobservationssatellit, som skal levere data til opbygningen af tredimensionelle kort til det russiske forsvar og til civile brugere. Den skal bl.a. levere data om Jordens form, rotation og tyngdefelt.

Samtidig er den designet til at følge pladetektoniske bevægelser, tidevand og vandringen af de magnetiske poler. Satellitten er bygget af det russiske rumfirma ISS Reshetnev.

Tirsdagens fejslagne opsendelse af en Rockot-raket som denne skyldes muligvis, at rakettens øvre trin ikke antændte, som det skulle anden gang. (Foto: Eurockot)

Geo-IK2 skulle efter planen sendes ind i en bane med en højde på 1.000 kilometer over Jorden, men ifølge chefen for det russiske militære rumprogram, Oleg Ostapenko, er satellitten kommet ind i en elliptisk bane med en laveste højde på 330 kilometer over Jorden.

Dette bekræftes ifølge Spaceflight Now af radardata fra det amerikanske forsvar. En sådan bane tyder på, at rakettens øvre trin ikke er blevet antændt anden gang som planlagt.

Kun to måneder siden sidste uheld

Uheldet kommer kun fem uger efter, at den russiske præsident Dmitry Medvedev fyrede to topchefer i den russiske rumindustri og gav chefen for den russiske rumfartsorganisation Roskosmos, Anatoly Perminov, en reprimande.

Årsagen var den fejlslagne opsendelse 5. december af en Proton-M raket, hvor en pinlig regnefejl var skyld i, at der blev fyldt for meget brændstof på raketten. Sammen med proton-raketten gik tre nye russiske Glonass-M navigationssatellitter tabt.

Tirsdagens fejlslagne opsendelse skete med en Rockot-raket, der er baseret på ombyggede dele fra skrottede russiske interkontinental ballistiske SS-16 raketter. Raketten består af to primære trin og et øvre Breeze-KM trin som skulle sende satellitten ind i dens endelige bane.

Ifølge Interfax har det russiske forsvarsministerium nu nedsat en undersøgelseskommission for at finde årsagen til uheldet. Roskosmos vil også deltage i undersøgelserne.

Dokumentation

Pressemeddelelse fra Eurockot

Emner Raketter

Kommentarer (5)

Når man kigger nærmere på billedet, er dampene pragtfuldt orangefarvede.

Er det opblæst jord, eller er det nitrøse dampe (NO2 eller N2O4)? Jeg synes, jeg kender farven fra oxidationer med koncentreret salpetersyre.

Er nogen, der ved, om man bruger det til oxidationsmiddel i den type raketter?

  • Søren
  • 0
  • 0

Det er noget afsindigt griseri - men det er et tændings fænomen. Man åbner typisk først for oxydizer, og så siden for fuel på N204 / N2H4 motorer. Det giver en mindre fare for "hard start" Lidt efter brænder den med en blå, næsten usynlig og meget smuk flamme.

Peter Madsen

  • 0
  • 0

da genbruget jo viser, at de måske heller ikke var forudsigelige til deres oprindelige formål :)

"Rockot-raket, der er baseret på ombyggede dele fra skrottede russiske interkontinental ballistiske SS-16 raketter"

  • 0
  • 0