Ret mig hvis jeg tager fejl..
Men er artiklens budskab ikke, at sten på/fra den meteor-tæppebombede overflade af månen, har samme zink koncentrationer som klippe som er tæppebombet af meteorer?
Og dette er bevis for at månen kommer fra jorden...?
Hvis altså man ser bort fra fundet af vand, som burde være fordampet væk og et kalium indhold som ikke passer til jordens sammensætning..?
...ja og når ikke-astronomer bruger ordet "bevis", skal man lytte til en lang omgang sludder om at teorier [b]aldrig[/b] kan bevises, kun modbevises... men én ting er temmelig sikkert... at månen er dannet af det materiale der befandt sig omkring solen, ja og jorden er også en del af denne masse. Så medmindre månen kom flyvende fra andromeda galaksen, er det altså ikke mærkeligt at massesammensætningen ligner jordens. Tommel ned !
Hvordan skal 'det døde' kunne erkende det levende ? er det ikke omvendt, at det er det levende der erkender det døde.
Månen er et klode-lig, der i sin bane gennem rummet, er blevet indfanget af solsystemet. Månen er altså en død klode, lig Mars, Månen blev bare født et andet sted.
Verdensaltet er levende.
Hvis Månen er slynget bort fra Jorden, hvad har så fået den ind i et så flot kredsløb, som den har nu.
Ser man bort fra luftmodstand, vil et legeme der slynges bort fra Jorden vende tilbage med samme hastighed og retning, som det startede med. Undtagen hvis det undslipper helt.
Kan luftmodstanden i starten virkelig ændre så meget på banen, at det går i permanent kredsløb, eller hvad kan få det til det?
Indfangning ude fra fjernere egne virker ligeledes meget spekulativ. Det kræver en helt særlig bane for at indfangning kan foregå, men det kan sikkert ske under de rette betingelser, som må være uhyre sjældne.
Kan man for eksempel med en tænkt kanon bringe et passivt projektil i omløb?
Jeg ville umiddelbart tro at et planetkollision også ville få jorden op på kogepunktet..
Nok lige lidt for tidligt at konkludere hvad der skete på baggrund af den undersøgelse.
Det er noget "langhaaret" spekulativt ideoti altsammen. Maanen er maanen og lad os dog bare nyde den naar vi kan. "Du gamle maane" !
Hvordan kan månen, komme fra jorden, når den er uden jord?
Hvis den kommer fra jorden, vil være naturligt, vil forventes rester af jord på den - og måske endog spor efter det første liv.
Udsyn, Indsigt,
Stofside-data, Livsside-data.
Astronomerne beskæftiger sig udelukkende med stofsidedata.
Selvom forældreprincippet mht. planetfødsler varierer ift Vores kendte,
at man fødes af nært beslægtet, samme art,
så er planeter ligesåvel som alle andre livsenheder underkastet organismeudskiftningsprincippet.
" Sig mig, du måne hist, om du kan huske sidst,
vi to fik en passiar, husker du, hvor det var?
Jeg stod ved lygten der, fuld, som du ser mig her,
fuld, fortvivlet og gal, pint af sorg og af kval.
Du gamle måne,
der var ingen, der så det,
du gamle måne,
så kun du kan forstå det..."
Der er gennem tiderne fremsat utallige forslag til, hvordan Månen i sin tid blev skabt, men efter Apollomissionernes afslutning blev der fem tilbage, som forekommer mest sandsynlige, om end ingen af dem fuldstændig kan redegøre for observationerne.
Samdannelsesteorien går ud på, at Månen blev dannet af den samme sky af gas, støv og planetesimaler som Jorden. Man forestiller sig, at Jorden dannedes først, fordi den er tungest af de to. Derefter var Jorden omgivet af en tæt sky af materiale, som havde en ringformet fortykkelse, der var særlig righoldig på ubrugte planetesimaler, en såkaldt proto-lunar-sky. Denne proto-lunare-sky opstod ved, at en del af de planetesimaler og fragmenter af asteroidelignende objekter, der ellers ramte Jorden i dens opbygningsfase, i stedet kolliderede med hinanden, tabte energi og gik i kredsløb om Jorden. Herved opbyggedes den proto-lunare-sky, der senere samledes til Månen ved tyngdekraftens hjælp.
Manglen på metallisk jern i Månen kan forklares ved, at de hårde og sprøde silikater i skyen blev knust, medens de blødere og mere seje metaldele forblev større klumper. Det findelte silikatmateriale blev nemmere opbremset af den tilstedeværende gas på grund af gnidningsmodstanden og faldt ind på den voksende Måne, medens de større jernklumper bevarede hastigheden og efterhånden forsvandt ud i Solsystemet eller blev tiltrukket af den langt større Jord. De mere flygtige grundstoffer indgik ikke i hverken Månens eller Jordens opbygning, men blev blæst længere ud i Solsystemet af den efterhånden tiltagende solvind.
Komplet indfangning. Teorien antager, at Månen blev dannet et helt andet sted i Solsystemet. Den blev så af en eller anden årsag sendt ind i en bane, som krydsede Jordens. Månen blev derved indfanget af Jordens tyngdefelt uden at gå i stykker, hvorefter den bevægede sig i en ellipsebane, der efterhånden blev mere cirkelformet. Det lyder enkelt, men er ikke så simpelt endda.
Komplikationen ligger i, at Månen skulle have en meget bestemt bane og hastighed, for at blive indfanget af Jorden. Hvis disse forhold ikke var tilstede, ville Jorden ikke være i stand til at fastholde den forbiflyvende Måne. Et andet problem er, at såfremt Månen dannedes langt fra Jorden, bliver det svært at forklare, hvorfor de to legemer ikke er mere forskellig i kemisk sammensætning, end tilfældet er.
Knust indfangning. Teorien om knust indfangning siger ligeledes, at Månen blev skabt andetsteds i Solsystemet. Når en planetesimal nærmer sig en anden planet, som f.eks. Jorden, vil den på et tidspunkt komme indenfor Roche-grænsen, som er den afstand, hvor tyngdefeltet fra Jorden er lige så stærkt som planetesimalets egen indre tyngdetiltrækning. De forskellige planeter har forskellige Roche-grænser afhængigt af deres masser. Hvis der findes materiale indenfor en planets Roche-grænse, bliver det knust og findes som ringe omkring planeten. Det bedst kendte eksempel herpå er Saturns ringe, men også både Jupiter, Uranus og Neptun har ringe indenfor deres respektive Roche-grænser.
Ved teorien om knust indfangning antager man, at en eller flere store planetesimaler eller protoplaneter passerede i en bane så tæt på Jorden, at de kom indenfor Roche-grænsen. Samtidig skulle hastigheden være så lille som muligt i forhold til Jorden, hvorved planetesimalerne blev brudt i tusindvis af småstykker. De stykker, der kom til at ligge nærmest Jorden ved itubrydningen, blev indfanget af Jorden og bevægede sig i lukkede baner, medens de yderste undslap dens tyngdefelt. Som beskrevet under samdannelsesteorien ville silikat- og jernmateriale ikke samles under de samme betingelser, hvilket igen redegør for Månens diminutive jernkerne.
Et stort problem ved denne teori er, at tilfældighedens love siger, at der indfanges nogenlunde lige mange planetesimaler, der kører den ene vej, som planetesimaler, der kører den anden vej omkring Jorden. Hvis der havde været tale om mange små, kunne der således slet ikke samles nok sammen til at danne en Måne. Det problem kan man udgå ved at postulere, at det kun drejede sig om et enkelt stort legeme. Så ville dets tilfældige retning rundt om Jorden bestemme, hvordan den senere Månes omløbsretning og baneplan kom til at ligge, men til gengæld må det betragtes som noget af et held, at dens baneplan så godt som falder sammen med Ekliptika, og at den bevæger sig samme vej rundt som resten af planeterne og månerne i Solsystemet.
Fissionsteorien siger, at Månen blev dannet ved udslyngning af materiale fra Jorden, efter at denne var dannet. Det er den ældste af de mange teorier. Den har været udsat for flere modifikationer og blev første gang fremsat i 1879. Månen var i denne teori engang en del af Jorden, men blev slynget bort af den hurtigt roterende proto-jord. Såfremt udslyngningen foregik, efter at Jordens jernindhold var sunket ind mod dens midte, redegør den godt for Månens manglende metalliske jern. Månen blev nemlig dannet af materiale fra Jordens skorpe, som da ikke indeholdt særlig meget jern. Ifølge teorien skulle Jorden have roteret så hurtigt, at den langsomt fik en forvredet form som to dråber, der hænger sammen. På et tidspunkt adskiltes de to dråber, og Månen dannedes af den mindste dråbe.
Et problem er, at udbulingen på den hastigt roterende Jord ville være ved ækvator, hvor rotationshastigheden er størst. Alligevel hælder Månens bane som bekendt endda ret meget i forhold til Jordens ækvator, og et andet problem er at forklare, hvorfor den unge Jord i det hele taget roterede så hurtigt. Det er beregnet, at rotationshastigheden skal være mindst en omgang hver fjerde time, før en udslyngning kan finde sted.
Sammenstødsteorien er den nyeste teori for Månens dannelse og er den, som er omtalt i ovenstående artikel. Denne teori går ud på, at Månen blev dannet, da Jorden blev udsat for et gigantisk sammenstød med en planet på størrelse med Mars.
Den voldsomme kollision fordampede det meste af det indtrængende legeme samt en stor del af Jordens skorpe og kappe. Hovedparten af dette fordampede materiale blev slynget helt væk fra Jorden i samme retning, som den indtrængende planet havde bevæget sig inden kollisionen. En del faldt tilbage på Jorden, og resten begyndte at kredse omkring den sønderslåede Jord som en ring af varm gas. Brint og andre flygtige stoffer forsvandt hurtigt ud i rummet, medens resten efterhånden blev afkølet. Dette redegør for manglen på vand og lettere gasarter på Månen.
Efter mindre end 1000 år begyndte faste partikler at samles i den afkølede sky, og Månen blev efterhånden dannet. Sammenstødet fandt sted, efter at Jordens jernkerne var dannet, og da det fortrinsvis var Jordens skorpe og kappe, som leverede materiale til Månen dannelse, var der ikke megen jern tilovers. Ligheden mellem Jorden og Månen skyldes, at en stor del af den således stammer fra Jorden, medens forskellen i sammensætning skyldes tilstedeværelsen af disse stoffer i den nu forsvundne anden part i sammenstødet.
Theia-teorien (sammenstøds-teorien) er en af de teorier der vil kunne forklarer hvorfor Månen fjerner sig fra Jorden: Da Månen blev dannet efter sammenstødet var den tætter på en den er i dag - Jordens rotationstid betød at et døgn kun var ca. 5 timer langt men grundet tidevandskræfterne mellem Jorden og Månen blev Jorden omløbstid opbremset og de samme kræfter får Månen til at bevæge sig væk fra Jorden.
De meget kraftige tidevandskræfter bremsede både Månens og Jordens rotation og rotationsenergien gik til at Månen fjernede sig (det foregår stadig kræfterne er bare meget små i dag, månen fjerner sig ca. 3 cm om året og Jorden roterer 1.5 til 2 millisekunder langsommere per dag per århundrede).
Månens bane er med tilnærmelse en ellipse med Jorden i det ene brændpunkt. Bl.a. indvirkningen fra Solen og fra tidevandskræfter gør dog, at en præcis udregning af banen kræver en kompliceret empirisk formel. Fx fjerner Månen sig til stadighed fra Jorden med en hastighed af 3,8 cm om året pga. gnidningsmodstanden mellem tidevandsbølgen og havbunden: Modstanden forskyder bølgen i forhold til Månen og ændrer Jordens tyngdefelt, hvilket giver en lille ekstra acceleration af Månen væk fra Jorden. For ca. 4 mia. år siden var Månen så tæt på Jorden, at den gennemsnitlige tidebølge var på 400 m (mod 36 cm i dag). Samtidig betyder gnidningen en opbremsning af Jordens rotation. Studiet af vækstlag i visse kalkskallede organismer har vist, at Jorden for 400 mio. år siden havde en døgnlængde på 22 timer.
I undersøgelse af både terrestrisk og månens materiale, fandt man variationer i titanium isotopsammensætning - variationer, der blev justeret for at redegøre for effekten af kosmiske stråler. Dette er vigtigt, da Jordens magnetfelt forhindrer ”forurening”, mens Månen der ikke har et tilsvarende magnetfelt og derfor bliver ramt af den fulde kraft fra den kosmiske stråling. Man sammenlignede derefter titanium isotopsammensætningen med samarium og gadolinium, eftersom disse to er meget følsomme over for kosmiskstråling – Den eneste sammensætningsmæssige forskelle forskerne forventede at se i samarium og gandolinium mellem Jorden og Månen vil være et resultat af kosmiske stråler og de fandt lineær korrelation mellem titanium - samarium og gadolinium.
Tidligere resultater af undersøgelser af udført af både Jordens og Månens ilt-isotoper ser ud til at blive bekræftet af de nye undersøgelser – så den nye kemiske analyse af Månens materiale indsamlet af Apollo-astronauter i 1970'erne konflikter med den udbredte teori om, at en gigantisk kollision mellem Jorden og Mars-størrelse objekt fødte til Månen for 4,5 milliarder år siden – eller gør den nu også det...?
Forskerholdet har baseret deres analyse på titanium isotoper - der kun indeholder små subatomare variationer. Forskerne udvalgt titanium til undersøgelsen, fordi det er et meget ildfast materiale. Dette betyder, at titanium tendens til at forblive i en fast eller smeltet tilstand snarere end at blive en gas, når det udsættes for ekstrem varme – varme som den der ville opstå når to store legemer brager sammen - Titanium også indeholder forskellige isotop signaturer alt efter hvor og hvornår det er blevet dannet og på den måde kan man afgøre om der er sammenhæng mellem Jorden og Månes titanium eller afgørende forskelle der kan pege på at Månen ikke er opstået som et resultat af et sammenstød med Ur-Jorden og f.eks. Theia.
Løsning af gåden om Månens oprindelse sandsynligvis vil vise sig udfordrende, fordi alle de alternative scenarier for Månens dannelse har ulemper.
For eksempel er det muligt, at selv om titanium er refraktær, kan det alligevel have forgasses sig i det gigantiske sammenstød og derefter blev inkorporeret i skiven af kredsende materiale omkring Jorden, der udviklede sig til Månen. Det er også muligt, at Theia havde samme sammensætning som Jorden. Dette er imidlertid usandsynligt, på grund af den almindeligt accepterede opfattelse, at Jorden er skabt over snesevis af millioner af år i af materiale der støtte sammen – materiale der fløj fra forskellige dele af Solsystemet og derfor har Jorden fået sin helt unikke sammensætning ligesom Theia også ville være unik da den også bestod af materiale der er samlet sig på sin egen måde.
Nogle har teoretiseret, at Theia kan være blevet lavet af de samme isotop kompositter som Jorden men titanium isotopindholdet er så omfattende forskelligartede i hele Solsystemet, og selv legemer som dannes i den samme region af Solsystemet viser omfattende mangfoldighed i deres isotopforhold er det er næsten umuligt og meget lidt sandsynligt at det skulle være tilfældet
Så baseret på de resultater, konkluderer undersøgelsen, at det er langt mere sandsynligt, at de isotoper, der findes på Månen kommer udelukkende fra Jorden, snarere end fra en anden planet.
Isotoper kan forekomme i lidt forskellige former med lidt forskellige masser. Oxygen, for eksempel har tre isotoper: 16O, 17O og 18O, som angiver forskelle i antallet af neutroner hver kerne indeholder. Hvis man sammenligner de to prøver af ilt fundet på Jorden, vil man finde de andele af deres isotoper er næsten identiske i begge prøver.
Men proportionerne som er fundet i prøver fra meteoritter og andre planeter, som Mars, er som regel anderledes. Så hvis man finder en prøve med det samme ilt isotop sammensætning som en fra Jorden, er det meget sandsynligt prøven kom fra vores verden og eftersom tidligere forskning fastslået, at ilt-isotop sammensætning fra Månens prøver er til at skelne fra Jordens samt at ca. 40 procent af Månen menes at have stammer fra planeten Theia, kan det betyde problemer for den store stød-sammen-teori.
Mens det er usandsynligt, at have to planeter med samme isotopsammensætning, er det ikke helt umuligt iflg. andre forskere - Planetforsker Brad Carter fra University of Southern Queensland: ” På trods af hvad papiret siger, kan en planet der er dannet meget tæt på den tidlige Jord have en lignende sammensætning som Jorden og resulterer i lignende isotopindholdet. Det er også muligt, at Theia hovedsageligt var lavet af is, noget fra Kuiper bæltet i det ydre solsystem. Dette ville have givet den virkning at isen fordampe væk og Jordens materiale dannede Månen," sagde han.
Det var også muligt, at den tidlige Jord roterede langt hurtigere end hidtil antaget, så hurtigt, at det kastede noget af sig selv ud i rummet som dannede den disk, der blev til Månen. Dette kunne forklare, hvorfor Månen synes at være udelukkende består af samme materiale som Jorden.
"Men vi tror ikke rigtig på Jorden havde spundet hurtigt nok til at det kan ske," sagde Carter. "Og så har du problemer med at bremse Jordens rotation bagefter."
Selv om den nye undersøgelse giver hovedbrud er fleste af forskerne enige om at Månen er et resultat af et sammenstød mellem Ur-Jorden og et anden planet Theia og at vi bare ikke rigtigt ved nok til at vi pt. kan fortolke de data vi har korrekt – bl.a. har det fornyeligt kommet frem at vi skal til at ændre på dateringer da nogle isotoper ikke gør helt som vi troede de gjorde. Det har vist sig, at samarium henfalder meget hurtigere end hidtil antaget og de forskellige uran-isotoper optræder ikke altid i samme mængdeforhold i Jordens klipper. (Men mere om det på et andet tidspunkt)
Nogle forskere har hævdet at grunden til at Jorden og Månen ligner hinanden så meget skyldes at vi har undervuderet sammenstødet og at både Ur-Jorden og Theia blev begge totalt pulveriseret og blandet sammen for så derefter slyngede det der blevet til Jorden det materiale ud der blev til Månen og derfor kan vi i dag ikke se forskel - lidt som at blande mælk i kaffen
Er der nogen kendte faktorer, der udelukker at et sammenstød med Mars kan have fundet sted??.
Så vidt jeg ved er der jo også visse "issues" med Mars' fortid i.f.t. både de nuværende kredsløbs data og dens geologiske forhold.
Er der nogen kendte faktorer, der udelukker at et sammenstød med Mars kan have fundet sted??. Så vidt jeg ved er der jo også visse "issues" med Mars' fortid i.f.t. både de nuværende kredsløbs data og dens geologiske forhold.
Der er intet der tyder på at Jorden og Mars skulle have ramlet sammen i fortiden
En anden teori kunne være at en planetstor komet, som siden solsystemets tilblivelse har bevæget sig i en eliptisk, ækvatorial bane (som f.eks. Halleys komet), hvilket resulterede i en kollision med Jorden i en skæv vinkel, som løsrev den del af jordskorpen, der blev slynget ud og dannede månen, mens resten af den vildfarne planet fortsatte til en omløbsbane tættere på Solen og blev til planeten Venus. Det kunne måske forklare hvorfor Venus drejer modsat om sin akse, i forhold til de andre planeter i solsystemet, hvilket der til dato jo ikke er givet en plausibel forklaring på..
Er der nogen kendte faktorer, der udelukker at et sammenstød med Mars kan have fundet sted?
Ja, det faktum at Mars stadigvæk findes. Planeter støder ikke sammen som billardkugler. Et sammenstød med Jorden ville ødelægge en planet af Mars-størrelse uanset vinkel, og Jorden med ved et direkte træf.
Tak til Kim for en rigtig fin gennemgang af Månens forskellige skabelsesteorier og for at bringe lidt saglighed tilbage i denne række af kommentarer ;-)
Tak til Kim for en rigtig fin gennemgang af Månens forskellige skabelsesteorier og for at bringe lidt saglighed tilbage i denne række af kommentarer ;-)
Selv tak og tak for du gad læse mit indlæg
[quote]Er der nogen kendte faktorer, der udelukker at et sammenstød med Mars kan have fundet sted?
Ja, det faktum at Mars stadigvæk findes. Planeter støder ikke sammen som billardkugler. Et sammenstød med Jorden ville ødelægge en planet af Mars-størrelse uanset vinkel, og Jorden med ved et direkte træf.[/quote]
Jeg ser lige, at du for en måneds tid siden havde præcis det samme spørgsmål, angående sammenstød mellem Jorden og Triton, og her fik det samme svar om, at planeten ville ødelægges med sammenstødet..
Er det nogen speciel grund til at du pludselig mener at det ville være anderledes for Mars end for Triton? Og er der i det hele taget nogen speciel grund til, at du mener, at der absolut skulle have været et sammenstød med en nu eksisterende planet i solsystemet?
Hvordan kan månen, komme fra jorden, når den er uden jord? Hvis den kommer fra jorden, vil være naturligt, vil forventes rester af jord på den - og måske endog spor efter det første liv.
Sammenstødet der skabte Månen skete, med al sandsynlighed, mens Jorden stadig var meget varm, sikkert i høj grad smeltet.
- I hvert fald lang tid før første liv.
Hvis Månen er slynget bort fra Jorden, hvad har så fået den ind i et så flot kredsløb, som den har nu. Ser man bort fra luftmodstand, vil et legeme der slynges bort fra Jorden vende tilbage med samme hastighed og retning, som det startede med. Undtagen hvis det undslipper helt. Kan luftmodstanden i starten virkelig ændre så meget på banen, at det går i permanent kredsløb, eller hvad kan få det til det? Indfangning ude fra fjernere egne virker ligeledes meget spekulativ. Det kræver en helt særlig bane for at indfangning kan foregå, men det kan sikkert ske under de rette betingelser, som må være uhyre sjældne. Kan man for eksempel med en tænkt kanon bringe et passivt projektil i omløb?
Månen er, med stor sandsynlighed, ikke dannet som én 'klump', men fortættet af den sky af smelte, sten og partikler som sammenstødet resulterede i, og som kom i kredsløb om det der skulle bliive til Jorden.
Svend! Tror du virkelig, at måske 100 km atmosfære (om Jorden overhovedet havde atmosfære på det tidspunkt?) har nogen som helst indflydelse på kloder af størrelse som Mars, under et sammenstød?
Månens oprindelse, sammenstødsteorien
Eller en påtale. For en så åbenbar mangel på kritisk sans bidrager hverken til oplysning eller forståelse, men skader kun forskningens troværdighed og spillerum. Godt hjulpet af ing.dk. og andre eftersnakkere er sammenstødsteorien stærkt på vej til at blive et dogme, der ikke kan diskuteres og som risikerer at umuliggøre kritisk forskning på området. Sensationsjournalistik er måske nok mere underholdende end seriøs forskning og formidling; men mener man det sidste er vigtigere end det første, vil det være klogt lige at klappe hesten!
Astronomi- og rumforskningsinstitutternes balanceevne kommer på prøve, når forskerne skal skabe opmærksomhed om deres resultater. For det skal de i en tid hvor de fleste institutter og forskerteam er afhængige af eksterne bevillinger, som der er skarp konkurrence om. Grundforskning vækker sjældent opsigt, og da ny erkendelse vedrørende universet normalt ikke kan gøres profitabel, må nye bevillinger sikres på anden vis, fx ved at beskrive resultater på en opsigtsvækkende måde.
En forskningsproces begynder ofte med at tilvejebringe et kildemateriale (fx data), som analyseres ved hjælp af metoder der er relevante for faget og det pågældende materiale. Herved fremkommer nogle resultater, som kan præsenteres i neutral form eller danne grundlag for en fortolkning.
Forskning er sjældent objektiv i absolut forstand, men præget af fagområdets normer og – især hen mod slutningen af processen – forskerens indstilling. Ikke alle forskere forholder sig lige kritisk til deres metode og fortolkning af resultaterne. Det er den aktuelle teori om Månens dannelse et eksempel på.
Sammenstødsteorien består af to højst forskellige elementer: en mega-naturkatastrofe nær grænsen til Jordens undergang, og en skabelsesberetning hvor Jorden bliver ophav til en måne og harmonien genoprettes. De to elementer i forening sætter gang i følelser og fantasi og virker fascinerende på mange mennesker – desværre også på forskere og formidlere.
Ifølge denne teori er Månen dannet ved en helt anden proces end de øvrige legemer i Solsystemet. At afgøre om det faktisk er tilfældet, og hvordan Månen så i givet fald er dannet, kræver et langt bedre kendskab til Månens og ikke mindst de øvrige legemers geologi - hvis det overhovedet er muligt. At visse egenskaber ved Jordens og Månens overflademateriale KAN fortolkes til fordel for teorien godtgør naturligvis ikke at teorien beskriver en virkelig hændelse. Tværtimod taler flere ting stærkt imod den.
Hvis man skal tage teorien alvorligt, skal den i det mindste omfatte en diskussion af de betingelser der nødvendigvis må være opfyldt og kunne give nogle kvalificerede bud på besvarelse af relevante, kritiske spørgsmål. For eksempel:
Sådanne spørgsmål giver teorien kun luftige eller slet ingen svar på. Men det anfægter ikke de forskere som har taget den til sig; de studerer isolerede forhold og præsenterer resultaterne som en bekræftelse af teorien, idet de ser bort fra alle forhold som modsiger den.
Noget af denne forskning er temmelig spekulativ. Fx har nogen, med henvisning til Jordens forholdsvis store metalliske kerne, fundet tegn på at den fremmede planet smeltede sammen med Jorden, mens Månen på en ikke nærmere beskrevet måde opstod af det materiale som blev slået løs fra begge planeter...
I disse forskningsprogrammer indgår computersimuleringer ofte som en central del af metoden. Meget praktisk, for ved at vælge nogle passende betingelser kan simuleringen føre til et passende resultat.
Sammenstødsteorien er en moderne, stærkt dramatiseret version af en ældre teori af samme type, som går ud fra at de manglende landmasser i Stillehavet er arret efter Månens ’fødsel’ – idet Jorden, da den endnu var sejtflydende, roterede så hurtigt at Månen blev afsnøret. Hvordan det geologisk og dynamisk skulle lade sig gøre giver teorien naturligvis intet bud på. Den moderne version er lige så tavs om alle væsentlige forhold.
Efter at forestillingen om Jorden som universets midtpunkt måtte opgives i slutningen af middelalderen, antog man længe at Solen så i det mindste var midtpunktet. Endnu for hundrede år siden kunne fremtrædende astronomer påvise at Solsystemet befandt sig i eller nær centrum af Mælkevejen, som de mente udgjorde hele universet. At Jorden kun er et mikroskopisk støvkorn og aldeles ubetydelig i et uendeligt univers har været en svær erkendelse. Det er derfor ikke så underligt at ideen om Jorden som et, trods alt, særligt himmellegeme – der både huser liv og har givet ophav til sin egen satellit – appellerer til dens beboere. Sommetider mere end godt er.
Det må glæde salig Immanuel Velikovsky, som skrev 3 bøger om emnet, nemlig Worlds in Collision, Earth in Upheaval og Ages in Chaos, er der stadig diskuteres kollisions teorier.. Men som omtalt i mit tidligere indlæg, så har jeg ikke læst eller hørt, at hverken han, eller andre "rigtige" videnskabsmænd, har kommet med en forklaring på Venus' omvendte rotation.. Er der nogen her, som kan kaste lys over emnet ?
Det må glæde salig Immanuel Velikovsky, som skrev 3 bøger om emnet, nemlig Worlds in Collision, Earth in Upheaval og Ages in Chaos, er der stadig diskuteres kollisions teorier.. Men som omtalt i mit tidligere indlæg, så har jeg ikke læst eller hørt, at hverken han, eller andre "rigtige" videnskabsmænd, har kommet med en forklaring på Venus' omvendte rotation.. Er der nogen her, som kan kaste lys over emnet ?
Venus roterer meget langsomt om sig selv, og er desuden retrograd. Dvs. at den på sine akser, roterer modsat de andre planeter, og de fleste af deres måner. Så modsat Jorden, roterer Venus ikke samme vej om sig selv, som den drejer om Solen. Venus har muligvis roteret den “rigtige” vej engang, for dens ekstremt langsomme rotation tyder på, at den kan være blevet ramt af en meteor, som har strejfet den i siden, modsat dens rotation, og derved fået den til at skifte retning. Fra Venus lodrette position om Solen, hælder dens akser omkring 178 grader. Venus har ikke noget magnetfelt, sikkert på grund af sin langsomme rotation.
En anden teori er, at Venus 'rotation var engang mod uret, og tidevandsenergi effekter fra planetens tykke atmosfære kunne have muligvis bremset dens rotation og med tiden vendt den.
Immanuel Velikovsky er ikke astronom eller fysiker og hans teori om at Venus er er ny planet har mange grint højlydt af i mange år og ingen med respekt for astronomisk dokumentation tager hans ævl alvorligt.
Hans argumenter bygger på gamle kosmologiske myter fra steder så forskellige som Indien og Kina, Grækenland og Rom, Assyrien og Sumer. For eksempel hævder antikke græske mytologi, at gudinden Athena sprang fra lederen af Zeus.
Velikovsky identificerer Athena med planeten Venus, men grækerne ikke gjorde. Den græske pendant den romerske Venus var Afrodite. Velikovsky identificerer Zeus (hvis romersk modstykke var guden Jupiter) med planeten Jupiter.
Denne myte er sammen med andre fra det gamle Egypten, Israel, Mexico, etc., anvendes til at understøtte påstanden om, at "Venus blev udvist som en komet og derefter ændret til en planet efter kontakt med en række medlemmer af vores solsystem”’
Desuden Velikovsky bruger derefter sin Venus-the-komet hævder at forklare flere arrangementer rapporteret i Det Gamle Testamente, samt at binde sammen en række gamle historier om fluer. For eksempel:
” Under the weight of many arguments, I came to the conclusion--about which I no longer have any doubt--that it was the planet Venus, at the time still a comet, that caused the catastrophe of the days of Exodus.
When Venus sprang out of Jupiter as a comet and flew very close to the earth, it became entangled in the embrace of the earth. The internal heat developed by the earth and the scorching gases of the comet were in themselves sufficient to make the vermin of the earth propagate at a very feverish rate. Some of the plagues [mentioned in Exodus] like the plague of the frogs...or of the locusts, must be ascribed to such causes.
The question arises here whether or not the comet Venus infested the earth with vermin which it may have carried in its trailing atmosphere in the form of larvae together with stones and gases. It is significant that all around the world people have associated the planet Venus with flies .
The ability of many small insects and their larvae to endure great cold and heat and to live in an atmosphere devoid of oxygen renders not entirely improbable the hypothesis that Venus (and also Jupiter, from which Venus sprang) may be populated by vermin”
Hvad Velikovsky gør, er ikke videnskab, fordi han ikke starter med hvad der er kendt, og derefter bruge gamle myter for at illustrere eller belyse, hvad der er blevet opdaget. I stedet, han er ligeglad med de etablerede overbevisninger astronomer og fysikere, og synes at antage, at de en dag vil finde belæg for sine ideer. Han synes at tage det for givet, at påstandene om gamle myter bør anvendes til at støtte eller udfordre påstandene om moderne astronomi og kosmologi.
En vaskeægte crackpot og så tilslut Venus eller Immanuel Velikovskys ævl er ikke emnet for denne tråd.
Tak for interssant info om Venus rotationen.. Om Velikovsky er en crackpot, eller om hans udgydelser er ævl eller ej, så er det stadig en af mange teorier om kollisioner mellem forskellige måner / planeter / kometer, at dømme efter ovenstående indlæg. Men da kun én af teorierne kan være rigtig, må resten henvises til fantasteriernes verden, velsagtens uden at ophavsmændende m/k af den gruund vil blive opfattet som crackpots. At dømme efter brevvekslingen mellem I. Velikovsky og A. Einstein i perioden 1946 til 1955 er der grund til at antage, at ikke alle Velikovsky's teorier blev opfattet som ævl af Einstein, som dog kategorisk afviste Velikovsky's teori om Venus' "kometstatus" ..
Kommentarer (23)