Novozymes ærgrer sig over EU's skærpede krav til biobrændstoffer

EU vil skærpe kravene til alle førstegenerations biobrændstoffer over en kam, og det er urimeligt, mener Novozymes, der producerer enzymer til bioethanol.

Førstegenerations biobrændstoffer må ikke udgøre mere end 5 procent af energiforbruget i den europæiske transportsektor i 2020. Det foreslår EU-kommissærerne Günther Oettinger og Connie Hedegaard i et udspil, der blev offentliggjort i går.

Forslaget skal ifølge overskriften minimere klimapåvirkningen som følge af produktion af biobrændstoffer. EU-landene er tidligere blevet enige om, at 10 procent af energiforbruget i transportsektoren i hvert medlemsland skal dækkes af vedvarende energikilder i 2020. Men siden målet blev vedtaget, har flere rapporter stillet spørgsmålstegn ved, hvor meget bioethanol og især biodiesel reelt sænker CO2-udledningen - og om brugen af biobrændstoffer får fødevarepriserne til at stige.

Derfor vil det nye forslag indføre en grænse for, hvor stor en andel af de 10 procent, der må dækkes af førstegenerations biobrændstoffer. Ifølge forslaget må førstegenerations biobrændsler kun dække halvdelen af VE-forpligtelsen i transportsektoren.

»Hvis biobrændstoffer skal hjælpe os med at bremse klimaændringerne, er de nødt til at være bæredygtige i egentlig forstand. Vi må investere i biobrændstoffer, der virkelig nedbringer emissionerne og ikke konkurrerer med fødevarer. Vi lukker selvfølgelig ikke helt for førstegenerations biobrændstoffer, men sender et tydeligt signal om, at en fremtidig stigning i brugen af biobrændstoffer skal komme fra avancerede biobrændstoffer. Alt andet er ikke bæredygtigt,« begrundede Connie Hedegaard i en pressemeddelelse.

Men der er meget stor forskel på CO2-belastningen fra forskellige typer biobrændstof, og derfor er det alt for unuanceret at skære alle førstegenerations brændstoffer over en kam, mener Novozymes' direktør for Europa, Lars Hansen.

»Både spørgsmålet om klimaeffekten og påvirkningen på fødevarepriser er blevet blæst voldsomt op. Verdensbanken og IMF har undersøgt effekten på fødevarepriser og har konkluderet, at den er minimal. Dem stoler jeg på,« siger han.

Når man snakker om biodiesel kan der være problemer med at bevise klimaeffekten, medgiver han. Men regnestykket ser anderledes ud for bioethanol.

»Når man laver bioethanol af hvede i Europa, får man et proteinholdigt restprodukt, der kan bruges til foder, og det betyder, at den totale balance for bioethanol er meget bedre, end det kommer til udtryk i forslaget.«

Lars Hansen bedyrer at hans vurdering ikke skyldes, at Novozymes mister omsætning, hvis forslaget går igennem Europa-Parlamentet og Ministerrådet i den form, det har nu.

»Biobrændstoffer udgør 20 procent af Novozymes' omsætning og langt den overvejende del ligger i USA, så det her vil ikke påvirke vores forretning på en måde, der kan ses i regnskaberne.«

Det kan forslagets opprioritering af andengenerations biobrændstoffer til gengæld.

»Vi har forsket i det i mange år, så vi står godt til det marked. Men indtil forslaget er gået igennem parlamentet og Ministerrådet og er blevet implementeret i de enkelte lande i Europa, er det ikke til at sige, hvor stor betydningen bliver.«

Han håber dog, at EU's opprioritering af andengenerations biobrændstoffer kan få de danske politikere til at bakke op om Dongs forslag om at bygge et produktionsanlæg ved Maarbjerg.

»Det er vores mulighed for at skabe job energiuafhængighed. Men den danske regering er nødt til at støtte op.«

Kommentarer (2)

Med tanke på den overproduktion der finder sted i EU, er det vanvid at man ikke må bruge afgrøderne, der ellers bare bliver kørt på møddingen, med EU tilskud, ikke må bruges, eller bruges til at gøre det urentabelt, at producere mad, i Ulande. Ved at sælge dem til dumping priser.

  • 0
  • 0

Tja, for at blive mindre afhængige af leverancer udefra, og øge selvforsynings graden besluttede EU, at vi måtte skabe et marked, og det gjorde vi ved at vedtage kvoter som skal tilsættes i alt benzin og diesel, medlemslandene klarer det ved uhæmmet import af første generation ethanol fra Brasilien, så må vi lægge told på, men ikke ret meget for så får vi verdenshandels organisationen på nakken, og det er stadig billigst fra Brasilien, men så må vi vedtage at mindst halvdelen skal være andengenerations bioprodukter.

Formålet er at skabe mindre afhængighed, større forsyningssikkerhed, det gør vi ikke ved at hente vores brændstof på den anden side af kloden.

Og Brasilien ønsker selv at øge iblandingen i benzin ud over de nuværende 20%, og hvis EU fortsat skal have så meget så må Brasilien importere til deres eget forbrug fra USA, og det selv om USA´s produktion er i bund efter den værste tørke i 56 år.

Hvem siger at dette cirkus ikke slår igen på foder og fødevare priserne?

  • 0
  • 0