Novo opfordrer medarbejdere til at sladre
En kollega, der fusker med rejseafregningerne. En kollega, der selv underskriver regninger sendt til virksomheden fra et konsulentfirma, der ejes af et af hans familiemedlemmer.
I Novo Nordisk behøver medarbejderne ikke bide deres forargelse i sig. Gennem en whistleblower-ordning modtog medicinalvirksomheden sidste år 20 indberetninger af den slags overtrædelser fra medarbejdere eller folk uden for virksomheden.
Den anonyme hotline har været i brug siden 2004, og i de sager, hvor der er bevis for en overtrædelse, fører anmeldelserne som regel til en reprimande eller fyring, og begge dele sker hvert år.
»Det kan også handle om adfærd, som strider mod Novos forretningsetik. Det kan godt være, det ikke er kriminelt, eller foregår for personlig berigelse, men det er adfærd som ikke er i overensstemmelse med vores forretningsetiske regler,« forklarer Novo Nordisks kommunikationschef, Mike Rulis.
Eftersom whistleblower-ordningen er anonym, er det ikke muligt at følge op på falske anklager, men ifølge Mike Rulis er det heller ikke et særlig stort problem:
»Hvis det viser sig, at der ikke er noget at komme efter i anklagen, så kan det ikke få nogen konsekvenser, for medmindre whistlebloweren har valgt at give sig til kende, ved vi ikke, hvem han eller hun er. Så hvis der er en eller anden, der har et horn i siden på kollegaen, er der da mulighed for at misbruge systemet. Men det er vores indtryk, at det sker meget sjældent.«
Generelt har Novo Nordisk haft positive erfaringer med whistleblower-ordningen, og hverken medarbejdere eller faglige foreninger har haft indvendinger mod systemet, fortæller Mike Rulis.
Ordningen blev indført, fordi Novo Nordisk er noteret på New York Stock Exchange og derfor underlagt amerikanske børsetiske regler. Disse regler blev strammet efter Enron-skandalen i 2001.
»Det blev påkrævet af virksomhederne, at de var nødt til at føre en stærkere egenkontrol med, at der ikke foregik ting i virksomheden, der var af bedragerisk karakter eller en overtrædelse af deres egne forretningsmæssige principper, og derfor blev det pålagt virksomheder som vores, at man havde en anonym rapporteringsordning - det der kaldes en whistleblower-ordning,« fortæller Mike Rulis.




Kommentarer (0)