Norsk robot skal suge olie fra Fu Shan Hai

Off-shore firma har specialiseret sig i at pumpe væsker op fra sunkne skibe.

Den resterende olie i det kinesiske skib Fu Shan Hai ved Bornholm skal pumpes op, inden det løber ud i havet og spolerer naturværdier i Sverige og på Bornholm.

Det danske firma, Dansk Bjærgning og Bugsering i Hobro, står for opgaven.

Skibets position på 68 meters dybde gør det imidlertid meget farligt at dykke med almindeligt dykkerudstyr, men det norske selskab Frank Mohn Flatøy A/S er bestilt til at hente olie op med en automatisk undervandsrobot, en såkaldt POLREC (Pollutant Recovery Service).

Robotten, som er anvendelig på dybder over 50 meter, har firmaet selv udviklet, og den er i stand til at bore sig igennem vragets sider og montere en slange i hullet, så tankenes indhold kan pumpes op i tankskibe.

Fuld fjernstyring fra skib

Borehovedet, pumpesystem samt det lille undervandsfartøj, der skal bringe udstyret ned til Fu Shan Hai, er fuldstændig fjernstyret fra et skib på havoverfladen. Det medfører en reduktion af både risiko og omkostninger.

Det skriver kaptajn Jan Ter Haar i en præsentation af sit indlæg på en konference om undervandsoperationer, som afholdes til næste år.

Firmaet Frank Mohn Flatøy er i gang med at udvikle udstyr, der kan gå endnu længere ned - til mere end 2 kilometers dybde. Det giver mulighed for et nyt marked, nemlig de tikkende miljøbomber, der truer overalt i verdenshavene, fra sunkne skibes brændstoftanke, som tæres op af saltvandet. Det kan for eksempel være de mange vrag fra de to Verdenskrige.

Nogle af robotterne udvikles specielt til at undersøge og opsamle data, så skibsvrag kan prioriteres efter deres relative farlighed for miljøet.

Kommentarer (0)