Hvis interessen er stor nok, og pengene kan findes, har Norge verdens største klimacenter i 2019.

Planen er at opføre én bygning, hvor planters fulde årscyklus kan følges, én bygning med permafrost og endelig én bygning med skrænter til at simulere og undersøge jordsked. Dertil kommer et lokalt kraftværk.

»Vi mangler at kunne studere effekten af frost i lidt større skala end et fryserum,« siger Helen French til Ingeniøren online.

Hun er lektor ved Universitetet for miljø- og biovitenskap i byen Ås syd for Oslo i Norge og er en af initiativtagerne til klimacentret og med i konsortiet bag klimacentret.

Ideen er en sammenlægning af to initiativer, der har fået klimacentret op i stor skala. Det ene behov kommer af, at ekstremt vejr ikke er til at forudsige. Derfor er det vanskeligt at planlægge forskning i, hvad der sker i naturen ved forskellige klimaekstremer og hvorfor. Det er vanskeligt at ramme specifikke tilstande inden for et klima i et valgt område under et enkelt forskningsprojekt, der måske kun varer tre år.

Det andet ønske kom fra planteforskere, som søger mere avancerede faciliteter. I traditionel planteforskning er der et meget lille fokus på, hvad der sker under jordoverfladen. Centret skal give mulighed for at følge det nærmere.

»De to ideer blev koblet sammen, og vi tænkte, at vi kunne integrere alle de nødvendige systemer i et stort center,« siger Helen French.

Simuleret regn, slud og sne

I bygningen, hvor man skal kunne følge planters fulde årscyklus, er der mulighed for året rundt at simulere alle årstider. Det kan regne, slude, sne og være solskin. De laveste temperaturer kommer ned på -30 grader celcius.

Bygningen med permafrost, altså konstant frost i jorden, når også 30 minusgrader. Her vil man kunne forske i mange forskellige ting, men en problemstilling er særlig vigtig: Hvad der sker med kulstoflageret i permafrost, og hvordan det påvirker udslippet af klimagasser, hvis det smelter.

Den sidste bygning har skrå gulve, så det er muligt at opbygge skråt terræn. Terrænet kan testes i ekstreme vejrtyper for at finde detaljerne bag jordskred. For eksempel hvordan forskellige typer af planter påvirker tø- og frostcyklusser ved forskellige typer jordskred og erosion. Denne del af anlægget skal også kunne benyttes ved forureningsstudier med fem meter høje horisontale jordtanke, som kan simulere umættet zone eller grundvand.

Bygningernes endelige detaljer er ikke sat fast. De tegninger, der foreligger, er baggrund for et budgetoverslag. Eksempelvis kan kølerummenes størrelse blive begrænset i forhold til tegningerne for at kunne holde en jævn temperatur.

Finansieringen er næste skridt

I 2009 modtog konsortiet bag klimacentret 2 millioner norske kroner fra Norges forskningsråd til at udarbejde skitser for projektet. Skitserne er nu lavet, og konsortiet har en idé om, at centret vil koste 1 milliard norske koner at bygge. Nu er det tid til at få finansieringsaftalerne i hus:

»Vi skal stadig sikre finansieringen. Det er ikke nok bare med finansiering fra forskningsråd eller lignende, vi skal alliere os med fremtidige brugere, industripartnere og folk, der har behov for forskning,« siger Helen French.

Klimacentret skal være for alle. Derfor håber konsortiet også at kunne løse problemer, som nogle forskningsgrupper kan være begrænset af, nemlig at skulle bruge deres midler i eget land. Men konsortiet har allerede haft kontakt til forskere i hele verden gennem idéfasen for at være sikre på, at dække behovene hos en så stor gruppe som muligt.

»Vældig mange, specielt internationalt, viser interesse. Klimacentret skal ikke bare bygges for Norge, det skal også være interessant for internationale forskningsmiljøer,« forklarer Helen French.

Interessen kommer især fra forskellige forskningsmiljøer i EU, Canada, Rusland og USA. I Danmark har man tilsvarende mindre anlæg, blandt andet på Risø DTU. Men resultater fra sådanne små anlæg så man suppleret gerne med forsøg i virkeligheden.

Helen French fortæller, at de forestiller sig at have personale ansat til at holde udenlandske forsøg i gang. De udenlandske forskere kan stille forsøg op, og hvis de har brug for løbende målinger, vil uddannet personale på klimacentret kunne stå for det.