Bortset fra Siemens...lutter danske...
Er det mon ikke fordi Siemens Wind ligger i Jylland?
:o)
Når nordiske ingeniørstuderende sammen skal pege på deres drømmearbejdsgiver, kigger de uden for det nordiske fællesskab, og vælger den tyske gigant, Siemens.
Det fremgår af en undersøgelse, som analysefirmaet Universum har foretaget blandt mere end 22.000 ingeniørstuderende i Norden.
Sidste år var det ellers den danske rådgiver Rambøll, som ingeniørstuderende i Danmark, Norge, Sverige og Finland stemte ind på en førsteplads. Rambøll kan dog stadig ranke ryggen, for i år blev det til en ærefuld andenplads.
Topti-listen er præget af næsten nøjagtigt de samme internationale virksomheder som sidste år, og det er især managementfirmaer og rådgivende ingeniører, der dominerer. Eneste nye virksomhed i top-ti er The Boston Consulting Group, som har snuppet tiendepladsen fra svenske Ericsson, der i år må nøjes med en 11. plads.
Den fællesnordiske ingeniørliste tæller flere danske og danskdominerede virksomheder.
Udover Rambøll på andenpladsen er der Arla Foods på plads nummer 15, Grontmij på plads 25 og A.P. Møller-Mærsk, som nummer 29. Danske COWI har taget listens største hop opad fra plads 32 sidste år til en 19.plads i år.
Undersøgelsen spørger også til de ingeniørstuderendes karrierepræferencer, og her er der en tydelig forskel mellem på den ene side de tre skandinaviske lande, Danmark, Sverige og Norge og på den anden side Finland.
For de skandinaviske studerende er støttende ledere, et kreativt arbejdsmiljø og muligheden for efteruddannelse og udvikling de vigtigste faktorer, når de skal vælge arbejdsgiver
Finske ingeniørstuderende foretrækker derimod virksomheder, der tilbyder en bred vifte af opgaver og en konkurrencedygtig grundløn.
Ifølge Jesper Dansholm, landechef for Universum i Danmark, er de studerende i dag meget bevidste om, hvad arbejdsgiverne kan tilbyde dem, og de har blik for det langsigtede perspektiv i deres karriere:
»Det såkaldte 'Me Brand', som er den enkeltes personlige brand, er meget mere vigtigt nu end for et par år siden og påvirker de studerendes karrierevalg,« vurderer Jesper Dansholm.
Den 25. maj offentliggjorde Universum den danske del af sin undersøgelse blandt ingeniørstuderende.
Ikke overraskende viste den, at Novo Nordisk lige som året før gik af med sejren. Siemens måtte nøjes med en andenplads blandt de danske studerende. Novozymes endte på tredjepladsen efterfulgt af Cowi, Rambøll og Vestas.
De danske ingeniørstuderende er endog meget trofaste over for fædrelandet.
Bortset fra Siemens andenplads er der lutter danske virksomheder på de første 18 pladser. Den næste udenlandske arbejdsgiver på listen er således IBM på 19. pladsen.
Det er en stor fordel for Danmark, konkluderer Jesper Dansholm:
»Danske virksomheder står stærkt i forhold til at tiltrække naturvidenskabelige kandidater og ingeniører, hvilket er med til at styrke den internationale konkurrenceevne hos danske rådgivende ingeniørvirksomheder og medicinalfirmaer.«
Er det mon ikke fordi Siemens Wind ligger i Jylland?
:o)

Kommentarer (1)